Travlhed, gode nyheder og varmt uld!

Hold op hvor tiden bare flyver af sted – hvordan søren er det sket. Jeg syntes egentlig den gik hurtigt nok, men det her er jo vanvittigt. Jeg troede faktisk at en barsel kunne føles lidt lang og specielt når jeg tænker på hvad jeg får en dag til at gå med. Fx når Niller kommer hjem og spørger hvad jeg har lavet i dag og jeg føler jeg er nødt til at redegøre for hvert minut, fordi der måske er et eller andet praktisk gøremål jeg måske ikke har nået. Og jeg har vitterligt ikke nået det, men med mindre jeg glemmer hvad jeg laver i løbet af den specifikke dag, ja så er er altså nogle dage hvor det føles som om jeg ikke laver andet end at amme og skifte ble – hvordan søren kan det tage en hel dag???

Nå men rent faktisk har vi haft travlt den sidste uges tid – ja åbenbart så travlt at der ikke var plads til bloggerier. Sidste uge startede vi med en hjertescanning i Skejby – faktisk hos den samme hjertelæge der var med ved min første graviditetsscanning i Skejby. Nu kunne han så se hvad der var kommet ud af det:-) Vi havde givet kamera holdet lov til at følge denne undersøgelse og selvom Niller bestemt regnede med alt var okay og jeg håbede det samme (for intet andet har jo tydet på andet), så var jeg lidt nervøs. Alt var heldigvis i skønneste orden. Og selvom Minimusen slog en kæmpe mandeprut da undersøgelsen startede – så høj at samtlige mænd på stuen vist måtte skjule deres misundelse – så klarede hun det så flot. Det lille hul mellem de to hjertekamre som man SKAL have når man ligger i maven, det har ikke helt lukket sig endnu. Men det er så få mm at det absolut ingen betydning har – det vil endda med høj sandsynlighed lukke sig selv i løbet af kort tid. Og mange af os render faktisk rundt med disse små huller uden at det har en betydning. En ret vigtig fluestreg at få sat her ved denne undersøgelse.

Dagen efter havde vi besøg af Landsforeningen for Downs Syndrom. Dette møde blev også filmet at kamera holdet. Det var rart at få lidt praktiske ting og info sat på plads i den henseende, men rent faktisk er det jo sådan at de andre Downs forældre står i kø til at hjælpe når vi har spørgsmål og det er så super skønt.

Og hvad så med det kamera hold der? Ja vi har jo så sagt ja til at være med i deres udsendelse. Vi synes det er vigtigt at være med til at oplyse om Downs og eftersom vi er en af de få par hvert år der ved der kommer et barn med Downs ved fødslen, ja så er vi også en af de få par der kan hjælpe med tanker i forbindelse med sådan en graviditet og kan vi bare hjælpe et andet par, så vil vi gerne det. Men vi er samtidig også nervøse – vi er nervøse for omverdenen og deres kommentarer efter udsendelsen. Vi ved jo at sociale medier og kommentarer diverse steder bliver værre og værre og her skal jeg nok lige trække den hårde hud på inden eller aller bedst, lade være med at læse disse ting. Dokumentar programmet vil blive vist på DR2, men hvad det kommer til at hedde og hvornår det sendes ved vi først når optagelserne er færdige. Der vil også deltage andre familier med Downs børn, læger, eksperter osv, så indtil videre tegner det til at blive et ret bredt program og jeg glæder mig faktisk til at se det.

Resten af ugen gik med hyggelige besøg her hos os og så var jeg sammen med en anden fra graviditetssvømning og fødselsforberedelse taget ned på vores lokale bibliotek, hvor sundhedsplejersker og andre møder holder til et par timer et par gange om måneden. Det var nu meget hyggeligt og lidt komisk bagefter at se sig selv som en del af den barnevogns bande der stoppede fortovet med de firehjulede vogne fordi vi var nødt til at snakke om livet med verdens mest fantastiske babyer, der så tilfældigvis er dem vi er mødre til.

Denne uge startede ud med et besøg af en gammel veninde  der er bosat i København. Vi ser måske hinanden en gang om året, men da vi kom til at regne på det, var vi vist kommet til at springe et år over. Minimusen og hendes yngste er kommet til siden og så er der jo pludselig en masse nyt at snakke om.

I går drog den lille familie så til Herning, hvor vi skulle mødes med en børnelæge, en sygeplejerske og en ergoterapeut. Minimusen blev jo 8 uger i går og de ville gerne tjekke hendes trivsel og give os lidt gode råd mht træning og lave en plan for fremtiden. Faktisk er det sidste noget af det jeg har kæmpet lidt med og nok også været lidt frustreret over, så da lægen i går kaldte os ind og fortalte at der var en ergo med og hvad planen var med det hele, der må jeg sige at en sten faldt fra mit hjerte. De undersøgte Minimusen og ergoterapeuten gav os nogle gode træningsråd at gå videre med og så skal vi mødes igen om to uger og igen når hun er fem mdr. I forhold til et normalt barn er Minimusen nogenlunde med, men i stedet for 8 uger betragter de hende på mange punkter kun som et seks ugers barn fordi de regner fra terminsdatoen. Til gengæld var det fantastisk at få at vide, at i forhold til at hun har hendes ekstra kromosom med sig, så er hun virkelig helt fremme i bussen. Jeg håber så inderligt det er der hun bliver ved med at sidde.

De næste tre uger er også tæt pakkede med aftaler og jeg glæder mig allerede nu til marts – gad vide om vi når at få kalenderen her fyldt op inden vi forlader februar:-)

Minimusen og jeg har dog også nået lidt hækleri ind imellem i en skøn isblå farve. De ligger nu i den lille biks hvor I kan tjekke dem lidt nærmere ud. Og nå ja – så har vi fået en nu ide vi arbejder lidt på. Noget vi begge er enige om er et totalt must have baby produkt. Vi fortæller om det snart:)

isblå serie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>