Niller Pilfinger

Da skønne Jim Lyngvild forleden omtalte sig selv som en ”bøssekarl” i et ironisk øjeblik, var der straks opstandelse. Det ærgrede mig meget, for jeg elsker selvironi og hvordan kan andre have noget imod hvad manden kalder sig selv? Det nyeste er nu mere alvorligt, nemlig den homolov Putin i juni underskrev, der bla omhandler at russiske homoseksuelle par ikke må adoptere børn og at uddeling af information om ikke-heteroseksuel seksualitet kan straffes med bøde eller fængsel. Så egentlig er vi jo meget heldige at bo i et land, hvor vi må mene og tænke hvad vi har lyst og at ingen skal blande sig i vores seksuelle orientering.

Mange vil nok alligevel mene at vores medborgere kan virke knap så tolerante og forstående, når det kommer til vores seksualitet. I hvert fald når det kommer til homoseksualitet. I mine mange år i modebranchen har jeg kendt mange homoseksuelle mænd og senest har jeg lært Eli og Robert at kende, som pludselig en dag kom vadende ind i mit liv, da de havde bosat sig i vores lille by. De havde det faktisk svært og folk snakkede, men de holdt hovedet oppe og de er nogle af de mest fantastiske mennesker jeg længe har mødt. De kom også fra modebranchen fra udlandet, arbejdede i Danmark i et par år, hvorefter de forsvandt til udlandet igen. De satte kulør på min hverdag og tankegang og jeg savner dem og deres selvironi utroligt meget. Egentlig tror jeg bare deres drøm var at slå sig ordentlig ned, være sammen og få børn.

Mon ikke at mange danskeres homofobi stammer fra uvidenhed og vores opdragelse – sidstnævnte også pga uvidenhed? I hvert fald tænker jeg det er noget man let kan give videre til sine børn, hvis man ikke passer på – ganske som mange andre holdninger der også bunder i uvidenhed.

Derfor var det egentlig ganske sjovt at jeg forleden stødte på Niller Pilfinger. Først og fremmest fordi jeg ikke altid ser min kæreste navns omtalt på bøger, så jeg startede selvfølgelig med at trække på smilebåndet. Historien om Niller Pilfinger er egentlig en meget sød historie om en dreng der som navnet antyder, er en stor pilfinger. Bogen bygger på de traditionelle ting som børn interessere sig for, men den berører samtidig en anden side end de traditionelle børnebøger – nemlig at Niller har to mødre i stedet for en mor og far. I denne bog – Niller Pilfinger åbner Bakken – tager Niller Pilfinger med sin mor og mammi og deres venner til åbningen af Bakken. Niller Pilfinger bliver selvfølgelig væk fra mor og mammi og man følger hans eventyr og oplevelser på Bakken denne dag. Historien ender selvfølgelig godt og der er lagt op til mange gode snakke med barnet – både om det som Niller Pilfinger oplever og de ting han ”kommer til” at røre ved, men også spørgsmålet om hvorfor han har to mødre og ikke en mor og far.

  Niller Pilfinger Åbner Bakken Tankesus

Bogen og de andre bøger om Niller Pilfinger er skrevet af Stine Josefine Dige, der er Sociolog og mor. De skønne og farvefulde tegninger er lavet af Maria Tran Larsen. Man kan læse mere om Niller Pilfinger på www.nillerpilfinger.dk, hvor man også kan bestille bogen og det skal i øvrigt nævnes, at der for hvert solgt eksemplar, går 5 kr til Red Barnet!

Niller Pilfinger Tankesus

Man kan like Niller Pilfinger på Facebook på https://www.facebook.com/nillerpilfinger og her kan man følge med i de forskellige arrangementer som Niller deltager i, være med i konkurrence, bidrage med frivilligt arbejde og en masse mere.

Herfra vil jeg gerne ønske Niller Pilfinger god rejse ud i den store verden med mange fans – og selvom nysgerrighed er en god tid, håber jeg ikke hans pilfingre bliver længere end at fremtidige historier altid vil ende godt.

Niller tankesus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>