Madpakkerne…

Glæden var stor, da jeg kort efter at have født Minimusen, fandt ud af at jeg kunne amme hende. Det var et stort ønske, men omvendt havde jeg også forberedt mig selv på at det med stor sandsynlighed blev svært, fordi mange børn med Downs har nedsat suttemuskulatur. Men det glemte Minimusen og gik straks om bord i den ene madpakke og det har hun så gjort med succes siden. Skønt…

Det der med altid at have madpakker med til hende, er jo ret let. Man kan altid lige afprøve om det er der problemet er, hvis en vis utilfredshed melder sig, uden at skulle opvarme flaske osv… Og nogle gange når det skal gå stærkt, så skal det altså gå RIGTIGT stærkt.

Jeg havde inden fødslen forestillet mig en vis blufærdighed i forhold til at amme. Noget med at jeg altid lige ville sørge for at være dækket til når jeg skulle amme – fx med en ble over eller noget i den retning. Sandheden er bare den, at det bare ikke virker for mig det med den ble der – den falder ned. Og så er der også det at jeg ikke længere ser det som noget frækt eller noget man skal skjule – det handler om mad og det skal gå stærkt når der skal serveres.

Men allerede kort efter fødslen fik jeg lidt en skjult skræk inde i mig selv ang madpakkerne. Jeg fik ret hurtigt en eller anden form for rytme i hvordan madpakkerne blev hevet frem, hvordan hun blev ammet og hvad der så skete bagefter. Det resulterede i at jeg på forskellige tidspunkter, typisk efter en amning, havde flagrende bryster hængende ud over det hele. Altid skulle jeg lige være ekstra på vagt, for hvor var brysterne egentlig?

Kort efter vi var kommet hjem fra sygehuset, var jeg en dag stået lidt for sent op i forhold til Minimusens soverytme, hvilket resulterede i at jeg ikke nåede i bad inden hun vågnede. Det måtte jo så være sådan – no problemo. Men som jeg sad der og ammede så jeg ud af min øjenkrog at GLS manden til gengæld havde overholdt hans tidsplan og var på vej ind mod huset med en pakke. Jeg gik totalt i panik, for jeg vidste det var en pakke Niller manglede, så jeg var nødt til at åbne. Jeg skyndte mig at lægge det stakkels barn fra mig, hoppe i et par bukser og så var det sket. Jeg åbnede døren en smule og prøvede at gemme mig bag den, samtidig med at jeg fik viklet hovedet ud af døren for at tage imod pakken. Hvad GLS manden måske så var uglet hår og et ansigt med mascara lidt under det sted hvor man typisk vil placere det. Hvad han ikke så var at jeg godt nok havde fået tøj på, men ikke BH…

Siden da er det gået nogenlunde godt med tidsplanen om morgenen – jeg når næsten altid at komme i bad inden Minimusen vågner. Så langt så godt. Men der kan nævnes flere historier om bryster på afveje, men som heldigvis er blevet reddet i sidste øjeblik eller af en anden mor.

For en måneds tid siden da Minimusen igen var blevet sulten, ringede det på døren. Jeg undrede mig for jeg ventede ingen den dag. Jeg kiggede ud af vinduet, men ingen bil kunne afsløre identiteten på den besøgende. Jeg lænede mig tilbage i sofaen og besluttede mig for at det sikkert ikke var vigtigt. Den besøgende var åbenbart ikke enig og til sidst besluttede jeg mig for at åbne døren, lidt nysgerrig er man vel… Og man kan jo med tiden lidt af hvert som mor, så da jeg åbnede døren havde jeg været i bad, havde sat håret og mascaraen var som udgangspunkt placeret det rigtige sted. Jeg havde forholdsvis pænt tøj på og så holdte jeg Minimusen i den ene arm, der veltilpas havde mit ene bryst placeret i hendes mund, mens hun var lykkeligt udvidende om at jeg i samme øjeblik åbnede døren halvt, med det meste af min krop placeret bag døren og hovedet lænet bagud så jeg kunne tage imod gæster. Det vidste sig at være to besøgende fra “en anden trosretning” end min. Til at starte med tror jeg måske de synes jeg opførte mig mærkeligt, men pludselig udbrød den ene meget overrasket: “Står du og ammer???”. Og ja det gjorde jeg faktisk og så bestemte de sig for ikke at ville forstyrre mig i mit foretagende. Jeg kunne lidt senere ikke lade helt være med at smile lidt af min lidt akavede situation.

Jeg tror dog alligevel min største skræk er scenariet af mig der ammer og efterfølgende af uransagelige årsager ikke får styr på brysterne og så sker der følgende; en GLS mand ringer på døren, jeg skal skynde mig ud af døren til et vigtigt møde med tjekkede mennesker (måske job interview), en af Nillers venner kommer forbi eller noget i den retning… Og der sker så bare det mest pinlige… Jeg prøver at være total tjekket, men opdager pludselig alt for sent , at det ene bryst flagrer… Sådan noget i stil med at amme BHen stadig står åbent fordi man havde travlt med ikke at vække Minimusen efter endt amning, brystet har forvildet sig lidt ud til den ene side og blusen man har på har uheldigvis ikke reddet situationen, men hænger ligeså pænt et stykke over brystet…

Så hvis nogen ud af øjenkrogen nogle gange har set mig undersøge min krop på mærkelig vis, så er det bare mig der tjekker mig selv for flagrende bryster… sorry…

 brysthat

Nogle andre mødre og jeg snakkede i øvrigt forleden om vi skulle i gang med et nyt nørkle projekt til vores børn.
(Billedet er lånt fra Etzy – klik på billedet for at se link)

brysthat 2

I så fald skal vi have bestemt farver først!
(Billedet er lånt fra Etzy – klik på billedet for at se link)

 

One Comment

  1. Svar
    Lene 31/03/2015

    …..ha ha ha ha ha……..sikke en ærlighed!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>