Det første spark…

Det er min helt klare fornemmelse, at man i forskellige situationer af mødre/forældre stadiet bliver optaget i helt specielle grupper, når man når milepæle med sit barn eller har oplevelser sammen med det – ja bare det at blive forældre betyder en helt naturlig optagelse i en helt speciel gruppe, som man åbenbart ikke forstår før man selv står i det. Sådan tror jeg måske også det er med det første spark fra sit ufødte barn og jeg er helt sikker på at andre mødre i samme situation vil give mig ret.

Jeg har været så heldig at jeg i flere måneder har kunnet mærke Minimusens bevægelser. Jeg tror det startede i uge 15-16 stykker  hvor jeg blot engang imellem mærkede små brusende fornemmelser, der fik mig til at tænke på sodavand. En af de første gange jeg oplevede det, slappede jeg af ude på terrassen og blev helt glad over fornemmelsen. Jeg skubbede lidt til maven og der blev svaret tilbage – sådan fortsatte det et par gange inden hun tydeligvis blev træt af at blive forstyrret. Den brusende fornemmelse blev med tiden kraftigere og blev en mere boblende fornemmelse og nogle uger blev det oftere og oftere, men jeg husker også en uge hvor jeg slet ikke mærkede noget og faktisk var lidt bekymret og trist over det.

For ca en måned siden snakkede jeg helt tilfældig med en jordemoder andensteds om, hvornår hun egentlig troede Niller kunne mærke sparkene. Hun sagde at det var meget forskelligt, men hun ville mene, at eftersom min livmoder er foroverbøjet og at jeg ikke er overdrevet polstret på maven, så kunne det være sandsynligt at han så småt kunne mærke det om en måneds tid.

Jeg havde en ide om, at som ugerne gik, så ville boblerne blive stærkere og stærkere og at jeg inden længe ville opleve noget der var meget kraftigere. Men sådan gik det ikke helt. Det var det samme og der var egentlig ikke rigtig nogen forandring af den store art, hverken i volumen eller kraft – det skuffede mig nok lidt må jeg indrømme. Mig der havde mærket liv så tidligt af en første gangs fødende – og så udviklede det sig ikke… Sidste gang jeg var til scanning i Herning, spurgte jeg faktisk hende eksperten om hvorfor de der spark ikke snart blev lidt kraftigere. Hun sagde til mig at jeg skulle tænke på, at mængden af fostervand jo også blev øget i alle disse uger, at der stadig var god plads derinde og at Minimusen jo trods alt ikke var så stærk endnu. Hmmm tænkte jeg – det kunne jeg godt se. Så var alt jo heldigvis normalt.

De sidste par uger har jeg så til gengæld sådan lidt på side linien bekymret mig om noget andet. Jeg synes jeg var begyndt at få en rumlen i nederste del af maven. Den blev oftere og oftere og faktisk også kraftigere og kraftigere, faktisk så meget at jeg nogle gange kunne se det på maven. Jeg er sådan en der altid tænker at det hele nok bliver bedre i morgen og da jeg ikke sådan har haft ondt, var dette jo nok også bare endnu en af de “fordøjelsesudfordringer” man jo tit som gravid har og som går over igen, selvom jeg omvendt heller ikke helt syntes det føltes sådan. Nuvel – vi får se i morgen….

Da jeg i går kom hjem fra arbejde var kroppen træt og maven gjorde ondt. Jeg bestemte mig for at tage en time på sofaen og få slappet helt af. Der midt på sofaen gik der pludselig et lys op for mig. Rumleriet var igen startet og var kraftigt og jeg kunne se hvordan maven bevægede sig. Jeg lagde min hånd på maven og forstod pludselig alt. Lidt efter kom Niller hjem fra arbejde og jeg bad ham sætte sig på sofaen og lægge sine hænder på min mave. Der midt på sofaen, den 26 august kl halv seks om aftenen i 21+6, mærkede Niller for første gang hans datter sparke – flere gange. Det var en temmelig vild fornemmelse for os begge.

Og her bagefter er jeg både sådan lidt flov over mig selv, men kan omvendt heller ikke lade være at smile lidt ved tanken om, at jeg i et så tidligt stadie har mærket liv, men har været så fokuseret på den ene følelse, at jeg ikke har mærket den anden der ligeså stille er kommet. Jeg ved jo med sikkerhed at jeg i et godt stykke tid har mærket denne rumlen, men først i går forstod hvad det var. Og hvad hende jordemoderen jeg tilfældigt mødte og spurgte angår – ja så fik hun jo sådan set ret:-)

Og nu er jeg (og måske Niller?) vel så automatisk optaget i den gruppe der med stor følelse og forundring kan snakke med om de første fosterbevægelser og spark:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>