Posts in Category: Tanker

Vielsesringe

I forbindelse med, at jeg fik et ægteskab af Niller i julegave, så skulle vi jo have et par vielsesringe. Han havde gjort det sådan, at han friede med “låne” ringe, fordi han syntes vi begge skulle vælge de ringe vi ville have. Det var jo egentlig en ret god tanke. Han havde også et andet ønske og det var at vi blev gift på hans fødselsdag – 3 uger efter jul, for et stort bryllup nu og her – eller i nærmeste fremtid – det er pengene og energien ikke lige til. Så tanken var at gå på rådhuset og så holde en fest senere (og også blive velsignet i kirken efter mit ønske).

Mellem jul og nytår gik vi således ind i Din Smykkebutik her i Brande, for at aflevere låneringene tilbage og vælge nogle nye. Det kunne ikke være så svært, for jeg havde en ret god ide om hvad jeg gerne ville have. Og jeg ville ikke have sådan nogle normale guldringe for det er ikke lige mig. Det jeg havde i tankerne til mig selv, var mere noget i retning af en “bolchering” eller en af de helt tynde ringe med noget bling bling på toppen. Det gik bare overhovedet ikke som jeg havde tænkt mig. For det første havde de slet ikke den slags ringe som jeg lige havde i tankerne og for det andet ville de slet ikke anbefale mig at vælge sådan en ring, fordi jeg ret hurtigt sikkert ville blive træt af at de hang i alting, at den var for høj, osv. Istedet for viste de mig nogle af de der vielsesringe som jeg ikke lige var til. De fortalte lidt om de forskellige, men jeg tror måske ikke helt jeg hørte efter. Ærlig talt så blev jeg sur og skuffet og gik hjem…

Dagen efter skulle jeg drikke kaffe med en veninde og da det næsten lige er ved siden af smykkebutikken, så gik vi lige derover for at se på de der “normale” vielsesringe, som jeg ikke ville have… Faktisk så fandt jeg et par, som jeg egentlig synes var okay. Der var sådan lidt retro over dem. Og lidt glad blev jeg, for så var der måske alligevel lys forude… Altså lige indtil en af de andre ekspedienter slukkede det, fordi hun var bange for jeg også ville blive træt af denne ringe. Den var nemlig ret tynd og skarp i kanten og hun var bange for den ville “skære” ned mellem mine fingre… Hmm… ja – det kunne der jo være noget om…

Senere beklagede jeg mig til min svigermor. Vi fandt ikke lige en løsning, men hun sagde, at hun jo stadig havde den vielsesring hun havde båret med Nillers far (de er skilt) og den måtte vi gerne få, hvis vi kunne bruge den til noget omsmeltning. Omsmeltning… hmmm… det vidste jeg ikke helt, det måtte jeg lige tænke over…

Et par dage efter kom jeg ind i smykkebutikken og jeg kom til at snakke med den første ekspedient om, at jeg havde tænkt over det hun havde sagt med de høje ringe, for jeg havde nogle “prinsesseringe” derhjemme, som jeg nærmest hang fast i alt med når jeg brugte dem. Snakken gik lidt frem og tilbage og hun fik sagt, at de jo kunne byttes til noget med en større sten eller til noget andet. En af mine ringe – en jeg har fået af min far da jeg blev 18 – er netop sådan en, hvor man kan få sat en større sten i med tiden. Jeg tænkte dog at tidsfristen for dette for længst var overskredet. Hun ville i øvrigt prøve at få nogle andre ringe hjem som jeg kunne se – nogle a la bolcheringe. Vi snakkede nemlig også om, hvordan “ekspedient nr 2″ havde sagt at jeg ikke måtte vælge en for tynd og skarp ring.

Nogle dage efter ankom bolcheringene og jeg ankom fluks til butikken. Efterhånden var jeg blevet dagens gæst! I forbindelse med at “ekspedient nr 1″ viste mig bolcheringene, begyndte “ekspedient nr 2″ også at blande sig i vores samtale. De gav mig begge gode råd om hvad de synes man skal lægge vægt på, for at sikre at man kan holde sin vielsesring ud på sigt. Og da jeg efterhånden ikke var sur længere og også havde tænkt over de tidligere råd, ja så var jeg nok lidt mere modtagelig. Ihverfald kunne jeg godt se deres pointer. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Jeg fik nævnt at vi måtte få svigermors ring og også at vi havde snakket om at “bytte” gamle ringe forleden. Samtalen udviklede sig og den ene ekspedient sagde, at der jo også var den mulighed, at vi kunne få lavet vores egne ringe. Fx få omsmeltet nogle gamle ringe eller metal, flytte sten eller hvad vi nu havde lyst til. Og eftersom at jeg i forvejen var ugens gæst, så gik jeg hjem og hentede de ringe som jeg ikke længere brugte, for at få dem vurderet. Da jeg stod med den ring min far havde givet mig til min 18 års fødselsdag, så kunne jeg godt mærke, at den kunne jeg ikke aflevere. Altså jeg brugte den ikke rigtigt længere, men at aflevere den, det føltes forkert. Der blev nu foreslået, at diamanten fra stenen kunne flyttes over i en ny sten, således at jeg stadig havde noget af ringen. Fra dette øjeblik kom vi pludselig på helt andre tanker angående vores vielsesringe.

Og således blev følgende afleveret til smykkeforretningen:

Bagerst – svigermors vielsesring fra hendes ægteskab med svigerfar. Således havde vi noget fra begge Nillers forældre.
Fra venstre – en ring i hvidguld med en diamant (brilliant) i, som jeg havde fået af min far da jeg blev 18. Diamanten skulle flyttes over i midten af min vielsesring og hvidgulvet skulle modregnes i vores pris. Denne diamant skulle symbolisere NIller. Et par øreringe i hvidguld med en diamant i hver, som min mor fik af min far da jeg blev født. Jeg huskede at hun altid havde disse på. Hver diamant skulle flyttes over i ringen på hver side af den første diamant og symbolisere mine to piger.
Til højre – tre ringe fra min “fortid” – en i guld og to i hvidguld, en med en diamant og to med halvædestene. Disse ringe skulle modregnes.
Nederst – et par guldøreringe jeg også havde fået af min far – disse skulle smeltes med sammen med svigermors vielsesring.

thumb_IMG_9874_1024

thumb_IMG_9884_1024

Da de forskellige smykker var indleveret, var det bare at vente på hvad der var af muligheder, da smykkebutikken skulle finde den bedste leverandør/guldsmed til denne opgave. Men da der nu kun var en uge til brylluppet – som kommunen i øvrigt havde godkendt med lynets hast – stod det klart at vi ikke havde ringe til selve dagen. Pyt – vi ville hellere have nogle der betød noget for os, som disse ville, senere.

Om natten drømte jeg, at jeg skulle sætte to månesten i min ring. Jeg ved ikke hvorfor, men dagen efter gik jeg ned i smykkebutikken og bad om dette. Jeg havde en ide om at de skulle sidde i midten af de tre diamanter. Så Niller i midten, en månesten på hver side af ham og pigerne yderst på hver side af månestenene.

Kort efter vores bryllup kom guldsmeden, der havde fået opgaven, forbi smykkebutikken og jeg blev kaldt derned. Jeg prøvede at forklare ham ideen med det hele og også at det var vigtigt det var de rigtige ting der blev omsmeltet, mens andre ting kun skulle modregnes og hvor vigtigt det var hvilke diamanter der var placeret hvor, af hensyn til symbolikken. Jeg kunne se han lavede nogle flotte ringe, han havde en del med han viste mig. Aftalen blev også, at vores ringe måtte være lidt tykke, pga diamanterne. Ligeledes aftalte vi bredden på ringene og at de skulle slibes sådan, at de rundede både på inderside og yderside. På den måde ville vi få den mest behagelige ring og også en ring (for mit vedkommende) der ikke hang fast i alt, fordi en sten stak op eller lignende. Han var dog ikke synderligt begejstret for mine tanker omkring månestenene. Det var ikke just noget han lige havde på lager og han ville hellere sætte nogle farvede diamanter i. Det er så ikke lige mig og til sidst aftalte vi, at han skulle sætte rosaquarts i.

Om natten føltes det helt forkert. Så næste dag måtte dagens gæst vende tilbage til butikken for at fortælle, at det med rosaquarts – som jeg ellers godt kan lide – ikke skulle i min ring, men månesten. Og det var ret vigtigt for mig, at det var den rigtige farve månedsten. Den måtte ikke være for mørk, blå eller gå – den skulle gerne være over i en grå,pudderrosa nuance. Noget vi i øvrigt var lidt bange for om en mand ville forstå.

Der gik kort tid, så kom de rå ringe hjem til afprøvning og de passede perfekt. Nu skulle de blot pudses færdig og så skulle der sættes sten i min. Men månestenene skabte lidt problemer. De skulle lige findes først og det blev de så på en rejse for kort tid siden. Så i går var der pludselig en besked om, at jeg kunne hente vores ringe. Jeg fik helt ondt i maven. Gad vide hvordan de så ud og hvordan med de månesten der – tænk hvis de var for blå og tænk hvis jeg aldrig kom til at elske min ring…

Jeg var næsten ved at græde da jeg fik den. For det første passer den perfekt. Jeg har aldrig haft en ring jeg sådan rigtig kan passe, fordi mine fingre er så små. Men denne passer og jeg skal ikke være forsigtig – den falder IKKE af. Og det med stenene er helt perfekt – månedstenene er i den helt rigtige farve. Ringene er rundet og skarver ikke og stenene hænger ikke i noget. De er så fine og jeg kigger konstant på min ring, der indeholder så megen symbolik og jeg er bare vild med den.

thumb_IMG_0628_1024

Min fine ring med så megen symbolik. Støbt af Nillers forældre og lidt af min far. I midten sidder diamanten fra min far, som symboliserer Niller. Ved siden af sidder to månesten, som jeg ikke endnu ved hvorfor skulle i stenen. Ved siden af sidder diamanterne fra min mor, som symbolisere begge piger. Og sidst men ikke mindst, så er en stor del af gildet betalt med noget af min “fortid” – det er da symbolik. Den her ring betyder mere end en alm købering nogensinde ville komme til. Jeg er så glad for den rådgivning vi fik i butikken og jeg er så glad for at de ikke bare solgte mig det første og bedste, men var ærlige og gav råd. Tusind tak!

ring1

Vores skønne ringe, som i øvrigt er meget pænere i virkeligheden. Jeg kan simpelthen ikke fange et godt nok billede af dem.

Tak til svigermor fordi hun kom på ideen med at omsmelte hendes ring og tak til vores forældre, fordi vi måtte smelte vores fortid sammen med vores nutid – længe leve jer og kærligheden!

Når man sådan tænker tilbage…

Forleden fik jeg en sms. Det var fra Doceye, der ville informere om, at det program vi var en del af for to år siden – Død over Downs – ville blive genudsendt på DR2 i aften og næste mandag. Jeg skyndte mig at takke for informationen. Det giver nemlig altid lidt røre i andedammen og så er det rart at være forberedt. For tiden tænker jeg rigtig meget på de sidste to år og sms’en gav mig yderligere tanker.

Når jeg tænker to år tilbage, så var jeg lykkelig gravid med Anemone. Vi havde i vores graviditets rutschebanetur endelig fået vished om hvilket barn vi ventede os, nemlig et med et ekstra kærlighedskromosom. Istedet for at gå i uvidenhed og bare håbe, ja så havde vi fået vished og kunne nu forberede os mentalt og praktisk – så godt som vi kunne – på at blive forældre til Anemone. På samme tidspunkt havde vi også sagt ja til, at et tv hold måtte følge vores sidste tid i graviditeten og at vi ville dele vores tanker med dem omkring det at få et barn med Downs Syndrom. Jeg husker stadig mange af følelserne som var det i går og husker også mange af de ting der blev sagt. Og jeg er også stadig enig i det hele, men når det så er sagt, så er der også en del der har ændret sig. Spørg bare en vordende mor hvordan hun forestiller sig alt bliver – tjaaa hvor skulle hun vide det fra, når hun slet ikke ved hvordan det er at være mor og hvilken kærlighed det indebærer. Om jeg ventede Anemone med et ekstra kromosom eller ej – så er det jo det samme. Hvordan kunne jeg overhovedet sætte mig ind i det vi havde i vente.

Vi har dog aldrig fortrudt vores valg. Vi elsker vores lille pige, som alle forældre elsker deres børn. De fleste dage er en fest for hende, med de udfordringer der nu engang følger med. Vi hjælper hende med at løse dem så godt som vi nu kan. Engang imellem føler jeg dog, at det også er en hård kamp. Jeg har helt sikkert været for naiv til at starte med. Vi fik at vide, at vi ikke skulle bekymre os i forhold til hjælp, træning osv. Jeg tænkte at der jo selvfølgelig var regler indenfor handicap området. En lov er jo en lov og regler og love ville vel blive fulgt, sådan at vi bare kunne koncentrere os om, at elske vores lille barn og gøre de ting der nu skulle gøres for at hun blev så dygtig som muligt.

Der gik ikke mange uger efter fødslen før jeg blev klogere. Jeg fandt ud af, at godt nok var der noget der hed en lovgivning, men den blev tolket forskelligt. Vores sagsbehandler satte os ind i en masse ting vi ikke vidste noget om og som vi er meget taknemmelige for at hun informerede om, men samtidig blev det også ret hurtigt åbentlyst, at det var en god ide selv at sætte sig ind i lovgivningen. Derudover var der mange ting vi selv måtte rykke for og tage hånd om, før vi kom videre. Vi fik hurtigt et netværk – både med andre forældre til børn med Downs, men også forældre til handicappede børn generelt, da lovgivningen her er den samme. Efter et halvt års tid, kom vi med i en lidt mindre gruppe, der stort set kun bestod af forældre til helt små børn primært med downs – I har måske set at jeg bruger #kromosomklubben indimellem, hvis I følger os på Instagram. I forbindelse med specielt dette netværk, altså netværket med de andre børn på under 2 år, så var det ret tydeligt at de forskellige kommuner tolkede og fulgte lovgivningen meget forskelligt. Nogle kommuner er meget handicapvenlige, mens det andre steder er ret håbløst. Ja der findes faktisk familier der bliver nødt til at flytte fra deres kommune, fordi kampen er for sej.

Niller og jeg ser samarbejdet med vores kommune og sagsbehandler, som noget der skal gøres med respekt begge veje. Vi skal ikke bare ha’ og ha’, men bidrage hvor vi kan. Vi er dog nødt til at have hjælp til de ting der er behov for. Alt koster jo penge og vi har stor respekt for, at der skal være økonomi til det hele. Vi har af samme grund ej heller brugt “kommunen” ret meget det første stykke tid og har selv betalt nogle af de tiltag vi lavede for Anemone. Dog fik vi tildelt 15 gange hos en fys, hvor jeg hver dag trænede Anemone hjemme under barslen, ud fra de ting vi lærte hos fysioterapeuten. Netop dette har gjort, at Anemone har været okay med og at vi har kunnet se, at en tidlig indsats er guld værd. Selv de fagpersoner, som fx læger, pædagoger osv, har tit påtalt hvor stort et arbejde vi har lagt i det. Vi har aldrig selv tænkt over at det var et stort arbejde, for os hvad det jo normalt og en del af vores hverdag. Vi har aldrig prøvet andet og derfor har det været naturligt.

Efter Lilje er kommet til verden, er det dog gået op for os og specielt mig, hvor stort et arbejde det faktisk har været. Lilje – dette lille fine menneske – ligger bare og lærer alt selv. Hun er programmeret til i går at kunne en ting, i dag at øve sig på en anden og i morgen at fremvise en tredie. Det er virkelig fascinerende at være vidne til og jeg tror ikke der går en dag, uden at jeg nævner det. Netop derfor tænker jeg nok også rigtig meget over, hvordan det var med Anemone på samme tid. Her var tingene altså ikke forudprogrammeret, men det var os der stod for hele programmeringen. Niller og jeg, der slet ikke aner noget om programmering, har programmeret Anemone til det hun kan i dag. Hver evige eneste dag har vi trænet og trænet forskellige færdigheder med hende og hver evige eneste dag er hun blevet bare lidt bedre, selvom mange ting er lidt svære. Alt dette opdager vi nu. Nu forstår jeg bedre at barslen med Anemone gik så hurtigt og jeg slet ikke følte jeg nåede ret meget af alt det jeg troede jeg skulle nå.

Jeg forstår også hvorfor at jeg synes det har været hårdt indimellem. Niller og jeg havde fra start en aftale om, at jeg skulle være tovholder og koordinator på alle undersøgelser, møder og papirarbejde. Han skulle nok deltage, men jeg skulle sætte mig ind i det hele før og så briefe ham. Indimellem synes jeg det har været en lidt hård opgave. Mange sene aftentimer er blevet brugt på at læse og sætte mig ind i forskellige ting. Ofte har jeg måttet begynde forfra, fordi hovedet blev for tungt eller øjnene klappede sammen, efter en dag der i forvejen kunne være trættende med små børn. Det virker pludselig forståeligt at skilsmisseraten for handicap forældre er så høj som den er, for hold op hvor er der nogle der må have noget at kæmpe med og noget at skulle sætte sig ind i – al respekt til dem <3

susan-laver-ansoegning
Billedet har en ret dårlig opløsning. Grunden er, at det er et Niller har taget med hans telefon uden jeg vidste det. Men det viser ret godt, hvordan mange aftener bliver brugt. På at sætte sig ind i noget materiale, måske – som her – men kalenderen liggende foran en, for at undgå at lave dobbeltaftaler eller for netop at flytte rundt på aftaler så det hele kommer til at passe. 

Det var et stort ønske for os at Anemone skulle i byens vuggestue og indtil nu har det været med stor succes, fordi hun lærer utroligt meget af at spejle sig i de andre børn. Men der er også flere færdigheder hun skal have hjælp til at håndtere. Alt dette gør de på bedste vis i vuggestuen og det er en fornøjelse at få hende hjem med nye færdigheder. Den anden dag kom hun fx hjem og viste at hun kan sige som en indianer. Det kommer helt sikkert fra en sang de har sunget mange gange og pludselig kan hun det så selv. Lige inden min barsel med Anemone var slut, fandt jeg ud af, at der var noget der hed hjemmetræning. Jeg kendte godt til det, men troede det var sådan noget amerikansk noget man brugte til børn med meget svære hjerneskader. Jeg blev heldigvis hurtigt klogere, da jeg satte mig ind i forskellige træningsmetoder til forskellige typer af handicaps. Fx var der faktisk flere der trænede deres barn med Downs. Jeg tænkte at det kunne være interessant at undersøge om dette kunne være en mulighed for os – vi havde jo netop haft stor succes med træningen i barslen. Jeg læste om forskellige træningsmetoder og fandt frem til den, der passede perfekt til os. Jeg prøvede af finde ud af hvad kommunen tænkte om denne tanke og om hvad en eventuel ansøgning skulle indeholde, men en midlertidig sagsbehandler kunne på dette tidspunkt ikke hjælpe mig. Jeg gik derfor i gang med en 15 siders lang ansøgning, som indeholdte alle relevante informationer om Anemone, om hendes liv og færdigheder, om os som personer og familie, om træningsmetoden og dens resultater og til sidst om hvad en tidlig indsats kan betyde for et barn fremadrettet og dermed økonomisk også for en kommune. Den blev sendt afsted til kommunen og vi havde således søgt om hjemmetræning til Anemone.

Vores ansøgning var lidt anderledes end de fleste andres. De fleste hjemmetræninger nemlig deres barn fuld tid hjemme. Nogle gange er det en af forældrene der træner og er derfor købt fri af deres arbejde på noget der hedder tabt arbejdsfortjeneste (TAF), mens man andre gange har ansat trænere til barnet. I vores tilfælde var det mig der skulle være træner, men vi havde bestemt os for kun at søge om det på halv tid. Dvs Anemone skulle fortsætte i vuggestuen halv tid og træne halv tid. Hun spejler sig så fint i de andre børn, at det vil være en vigtig del vi ikke kan lære hende herhjemme. Hun skal lære mange sociale spilleregler og vuggestuen er det perfekte sted til blandt andet dette. Ansøgningen går derfor ud på, at Anemone skal være i vuggestue 4 timer fra morgenen og træne hjemme i 4 timer. Dette er et meget opsat og firkantet billede, for virkeligheden er den, at hun skal være i vuggestue indtil frokost tid og så hentes hjem. Indtil hun går i seng træner hun så, hvilket hun også gør i weekenderne. Nogle er bekymrede for om hun så aldrig har “fri”. Virkeligheden er bare igen den, at alt der gøres med Anemone skal trænes. Man kan ikke bare holde fri i weekenderne og så gøre tingene anderledes her, her skal hun selvfølgelig også have alt vist. Fx når det kommer til måltider. Anemone har haft svært ved at lære at spise og drikke. Hun kan stadig ikke drikke af en kop, men har brugt sutteflaske indtil for nogle uger siden, hvor hun endelig lærte at drikke med sugerør. Dette gør at sutteflasken nu kan sættes på hylden og da man stiller munden på en anden måde når man drikker af sutteflaske, gør det ikke det at drikke af kop lettere. Eftersom hun nu kan undvære sutteflasken, kan hun forhåbentlig lettere lære det med koppen. Men lad os nu sige at vi kun øvede dette alle hverdage indtil kl 17.00. Så efter kl 17.00 på hverdage og hver lørdag og søndag øvede vi det ikke så der fik hun sutteflasken. Så tænker jeg ikke vi kommer ret langt i vores træning med at drikke af kop. Træning er hver dag, 24/7, året rundt. Dette betyder jo også, at selvom vi evt ikke får tildelt hjemmetræning, så vil vi jo stadig træne Anemone – det bliver vi nødt til. Men at få tildelt hjemmetræning betyder, at der både bliver købt tid og vigtig viden fri til os, så vi kan gøre hende MEGET bedre end vi ellers ville.

For vores kommune var det med hjemmetræning en helt ny tankegang. Vores ansøgning er den første i kommunen og nogle af de udvalg der skulle være med til at vurdere sagen, fandtes slet ikke for et år siden da vi sendte vores ansøgning afsted. Jeg tror de har lært meget i dette tidsrum og lovgivningen indenfor hjemmetræning er faktisk i mellemtiden også blevet ændret. Faktisk er det sådan i dag, at kommunen SKAL informere alle nye forældre til udfordrede børn om hjemmetræning, hvis det er noget der kan være relevant for dem. Derfor har de også i dag fået lavet en skema der blot skal udfyldes og så har man ansøgt, istedet for at sende en ansøgning som vores.

Selvom nogle vil mene, at et år er længe og vente på denne afgørelse, så er dette år gået stærkt. Jeg er enig i det er længe og det ved jeg også kommunen er. Problemet er jo netop at Anemone er mere end dobbelt så gammel nu, som da vi sendte ansøgningen afsted, så man kan lidt firkantet sige, at hun måske kunne have brugt tiden mere fornuftigt. Men vi har i den tid der er gået, forsøgt at træne hende på bedste vis og har også fået fys hjælp i vuggestuen ca en gang om måneden. Men tiden er gået stærkt. Hver uge har kalenderen været tæt pakket med aftaler som hjertescreening, hørescreening hvert kvartal, øjenundersøgelse, tjek på børneambulatoriet, diverse lægeundersøgelser, blodprøvetagning, diverse tests, forælderundersøgelse, møder osv osv… Alt sammen noget vi kun kan være taknemlige for at få tilbudt, men også noget der tager tid. Faktisk er jeg ret glad for at Lilje valgte at joine vores familie netop nu, for hvis ikke jeg havde haft barsel, så ved jeg ikke hvordan dette skulle have kunnet lade sig gøre med et normalt arbejde.

På torsdag den 3. november skal vores sagsbehandler fremlægge vores sag for et udvalg, der skal tage beslutningen om vi får tildelt hjemmetræningen eller ej. Det bliver garanteret også lidt specielt for kommunen, da det jo er første gang de skal tage denne beslutning. For os er det en ret vigtig dag og jeg behøver vist ikke at skrive, hvilket udfald vi håber på. Længe har der været en tid før og efter denne dato. Mange spørger mig fx til min job situation og hvad der skal ske efter barslen med Lilje. Ja, det kommer jo an på udfaldet af hjemmetræning. Får vi den tildelt, skal jeg jo finde et sted der kan bruge mig halv tid og det skal jo så være om formiddagen og jeg skal have lov at gå til frokost uden dårlig samvittighed. Omvendt, hvis ikke vi får tildelt hjemmetræningen, så er job situationen jo pludselig anderledes. Vi håber at torsdag bliver en fest dag!

I forhold til hjemmetræning af børn generelt, får jeg lyst til at knytte en kommentar. Af og til møder jeg nemlig andre forældre, der får helt dårlig samvittighed over, at de ikke træner deres handicappede børn eller føler sig som dårlige forældre fordi de ikke har tænkt den tanke. For mig er hjemmetræning ikke den rigtige løsning for alle. Folk og familier er forskellige og vi bor i forskellige kommuner med forskellige tilbud og derfor er hjemmetræning måske nogle gange løsningen, mens den langt fra er i andre situationer. Vi har fx en veninde der bor i en lidt større by. Hendes datter bliver hver morgen hentet i taxa som den sidste på ruten og bliver kørt til et tilbud i byen, dvs en køretid på 10 minutter. Her går hun på en special institution hvor ca halvdelen af børnene har Downs. Nomeringen af pædagoger/fagfolk er 1:1 og hun bliver hver dag trænet i forskellige færdigheder. Efter endt dag bliver hun kørt hjem med taxa, hvor hun er den første på ruten der bliver sat af. Hun rykker sig helt vildt på det hun lærer i institutionen og jeg kan kun klappe af begejstring når jeg ser det. Hun er det yngste barn i en søskende flok på 3 og hendes forældre har begge gode jobs, som de ikke sådan lige har lyst til at forlade (medmindre det selvfølgelig var nødvendigt). Når deres familie er sammen efter endt arbejds/skole dag, så kan de koncentrere sig om at være familie. Selvfølgelig øver de datterens færdigheder i hjemmet også, men det er ikke på samme måde. For dem er dette den helt rigtige løsning og hjemmetræning ville slet ikke være et ligeså godt tilbud til datteren, som det tilbud de har i dag. Og derfor – hvis man spørger mig – så er man altså nødt til at se på hvilken familie man er, hvad man som forældre kan rumme, hvad kommunen kan tilbyde, køretider til og fra special institution – før man ved om hjemmetræning er bedst fremfor fx et special tilbud.

Tilbage til i aften, hvor vi kan skrue tiden to år tilbage. Jeg har sommerfugle i maven og det har jeg fordi det var en meget følelsesladet tid. Der var mange tanker og jeg er stadig enige i dem. Men vi må også indse at de tanker vi havde omkring Anemone har rykket sig. Vi har rykket os og kommet til at rykke os meget i forhold til fremtiden. Vi er nødt til at tage det hele sådan lidt dag for dag, for at vide hvad der præcist skal ske og hvad der i den givne situation er bedst for hende. Samtidig er hun også en gave til os alle. Hun har lært os utroligt meget og det regner jeg så sandelig med hun vil fortsætte med. Hun er for det meste en fest at være sammen med, men hun kan også skælde os ud, når hun ikke får hendes vilje. Så selv om livet med Anemone bliver anderledes end det liv vi havde i tankerne da vi for 2,5 år siden stod med en positiv graviditetstest i hånden og gjorde os en masse tanker om fremtiden, så glæder vi os til de mange år vi forhåbentlig har sammen. Hun skal nok sørge for at sætte kulør på det <3 Og inden vi når til aftenens dokumentar og følelsesladede øjeblikke hvor øjenkanterne sikkert bliver lidt våde, ja så tager vi Lilje og mormor med til lygtefest i vuggeren!

Livet med Lilleblomst

Dette indlæg har været undervejs længe. Jeg har ikke rigtigt kunnet få startet på det af flere årsager. Noget af det skyldes selvfølgelig tid – livet med to små børn er jo nærmest mere end et fuldtidsjob men samtidig er noget af årsagen nok også, at jeg er bange for at indlægget bliver for tungt og negativt. Jeg føler dog det skal skrives af mange grunde, så her gør jeg et forsøg.

Inden fødslen af Lilleblomst, havde jeg mange tanker omkring det at blive mor til to og blive en større familie. Jeg vidste jo en del fra Anemone, så jeg havde gjort mig mange tanker omkring rigtig mange ting, både følelsesmæssigt og praktisk. Jeg var udemærket godt klar over, at det nok ville blive en anelse hårdt og der ville være noget at se til. Omvendt så vidste jeg jo også lidt om babyer nu i forhold til første gang, så det måtte jo hjælpe lidt. Når jeg kiggede på de af mine veninder der havde to børn, så kunne jeg godt se der var lidt at se til, men der var ikke sådan panik, fordi nr to måske var god til at ligge selv (lidt mere end nr 1 gjorde) – ja måske sov barnet endda meget så man kunne nå nogle ting i hjemmet også. Det skulle nok gå alt sammen og med erfaringen fra Anemone, havde jeg da også planlagt lidt. Fx ville Lilleblomst sikkert sove en ret stor del af de første 3 mdr, så det skulle rigtigt udnyttes med kreative sysler, kaffe drikkeri og ikke mindst oprydning og sortering af hjemmet inden det skal flyttes. Efter de 3 første mdr, ville hun selvfølgelig begynde at være mere og mere vågen, men forhåbentlig ville der hurtigt komme en rytme, således at hun tog et par daglige gode lure der stadig kunne give mig lidt tid. Og bedst af alt, så ville hun sikkert ret hurtigt sove igennem om natten. Da Anemone var 4 uger sov hun fra kl 23 til 05 og efterhånden blev det længere og længere, så mon ikke det også ville være sådan her. Om ikke andet, så glædede jeg mig til en barsel, der modsat Anemones, ikke var præget af konstant træning af barnet, sygehus besøg, fys besøg og alt muligt med kommunen. Jeg glædede mig til en helt almindelig gennemsnitsbarsel, som de fleste andre. Jo jo – alt var timet og tilrettelagt…

Da Lilleblomst blev født om aftenen den 16. juni 2016 – præcis halvandet år efter Anemone – var det en kæmpe oplevelse og både Niller og jeg var lykkelige (og trætte) da vi kørte hjem fra fødestuen omkring midnat med mindste arvingen, der ikke fyldte meget i autostolen. En halv time forinden havde jeg iklædt hende, hendes første sæt tøj – hjemmelavet selvfølgelig. Lilleblomst var ikke tilfreds og græd skærende. Det kom helt bag på mig, for Anemone græd aldrig over at få tøj på. I det hele taget græd hun kun når der virkelig var noget galt og jeg havde let ved at trøste hende. Nå men jeg fik Lilleblomst klædt på og fik hende også efterfølgende trøstet og så var det tid til at køre hjem. Køreturen var hun heller ikke glad for, men heldigvis var vi hjemme 20 minutter efter. Efter lidt snak og fremvisning til mormor (der passede Anemone) var det tid at finde sengen – vi var begge godt trætte. Jeg fandt babyreden frem og lagde i sengen ved siden af mig og gav antræk til, at Lilleblomst skulle sove der, præcis som Anemone gjorde, inden hun kom over i hendes egen seng. Niller kiggede forfærdet på mig. “Du har da vel ikke tænkt hun bare skal ligge der?” “Hun er jo lige født – det er da synd…” “Ej du må altså sove med hende i nat”. Den dårlige samvittighed meldte sig for første gang som mor til to – han havde jo ret. Jeg kunne da ikke bare lægge hende der. Og således sad jeg op og sov hele natten – med Lilleblomst på mit bryst. Og er der egentlig noget så skønt, som en lille spæd liggende roligt på sit bryst?

Og det med at have Lilleblomst på mit bryst, var noget af det jeg havde glædet mig meget til. Anemone havde jeg meget på mit bryst de første mange måneder. Hvis ikke jeg sad med hende på mit bryst i sofaen samtidig med jeg hæklede, strikkede eller tog mig en lille lur, ja så havde jeg hende ofte i en vikle. Jeg er ikke i tvivl om andet end at den nærhed vi har haft i starten, har betydet meget for hendes senere udvikling. For kort tid siden var der faktisk nogle (nogle der skulle teste hende) der nævnte det for os – altså at de kunne se at hun havde fået meget nærhed som lille. Og det skulle Lilleblomst jo også have. Uha jeg havde glædet mig.

Dagen efter – fredag den 17. juni sad jeg det meste af dagen hjemme i sofaen med Lilleblomst på brystet og slappede af. Jeg var jo lidt øm, så jeg havde også brug for ro. Ved tretiden skulle Anemone dog hentes og der kom også lidt besøg i løbet af dagen, men jeg prøvede at slappe af så godt jeg kunne.

Lørdag den 18. juni hjalp min mor mig med at passe Anemone. Niller havde travlt i det 70’er hus vi var igang med at renovere og i disse uger var der et tag projekt, der SKULLE laves, så han var NØDT til at være deromme. Mor og jeg gik en lille tur ned i byen – holdte en pause i cafeen (inden mit underliv faldt helt ud) og luntede roligt hjem igen. Anemone var begyndt at få nogle røde prikker – min mor tænkte hun var ved at få skoldkopper. Fint nok tænkte jeg – det skal hun jo over – meeeeen lige nu med en lillesøster på 1 dag!!!

img_7193img_7210

img_7195

Lilleblomst på mors bryst – findes der noget skønnere? Præcis sådan her havde jeg tænkt det skulle være. 

Søndag den 19. juni fik vi familie besøg fra flere kanter – vi skulle jo have vist vores lillesøster lidt frem. Vi havde egentlig tænkt at vi ville køre om og vise vores lillesøster frem til min papfar også (han bor i en beskyttet bolig, da han i flere år har haft Parkingsons og der er stødt andre sygdomme til). Da vi var færdige med besøgene orkede vi ikke mere, jeg var så træt, så min papfar måtte vente – måske til dagen efter. Denne nat delte vi os op i to. Jeg sov på sofaen med Lilleblomst og Niller og Anemone blev i soveværelset. Anemone hostede en del og Lilleblomst skulle ammes – så vi var bange for at de ville vække hinanden, så sådan måtte det blive.

Mandag den 20. juni kan jeg ærlig talt ikke huske så meget fra, udover at min papfar igen blev indlagt. Han havde været hjemme ca en måneds tid. Inden det havde han været indlagt i nogle måneder. Oprindeligt blev han indlagt med lungebetændelse, men ret hurtigt fandt de ud af at det var betændelse i den ene hjerteklap. Noget der kan være ret alvorligt. Efter nogle dage blev vi en morgen hasteindkaldt til sygehuset for at sige farvel. Men han er en stædig mand og snød lægerne. Han fik medicin i seks uger og det hjalp på selve problemet med hjertet, men når man som ham får medicin for både det ene og det andet, ja så kan det på et tidspunkt blive en udfordring for kroppen og det blev det også her. Han fik over 20 l væske i kroppen og til sidst pressede det så hårdt på lungerne, at han næsten ikke kunne trække vejret. Det hele var så komplekst – man kunne ikke bare fjerne noget af medicinen uden at det så havde konsekvenser for noget andet. Fra at “være til stede” den ene dag, kunne han den næste pludselig ikke finde ud af noget som helst, kunne ikke spise selv og kunne ikke forstå. Nyrerne var ved at sætte ud og igen blev vi bedt om at sige farvel. Vi havde flere gange spurgt om ikke man kunne fjerne noget af væsken fra hans krop under lungerne. Vi fulgte med ham på intensiv, hvor en læge havde indkaldt os til samtale. De kunne måske gøre noget men der var nogle valg vi skulle træffe i forhold til at gøre et forsøg med at lægge dræn til dialyse eller man blot skulle smertelindre. For at gøre en lang historie kort, så lykkedes det at lægge ham i dialyse og man fik fjernet mange mange liter væske i løbet af de næste dage, hvilket også betød at han endnu engang havde snydt lægerne. Efter endnu lidt tid på sygehuset blev han udskrevet og kom hjem, dog skulle han stadig i dialyse. Men altså – om mandagen var han tilbage på sygehuset. Hele denne uge var Niller igang med taget omme i huset fra morgen til sen aften. Vi ville jo omvendt også gerne på sygehuset, men håbede på at kunne komme afsted dagen efter.

Tirsdag den 21. juni havde jeg en aftale med en veninde der havde ferie. Vi havde aftalt at mødes i cafeen kl 10.00 til et slags barselsvisit – så var jeg fri for at gøre rent derhjemme ;) Det var super hyggeligt, men efter kort tid blev vi afbrudt af telefonen. Det var fra vuggestuen – Anemone havde feber og jeg måtte hente hende. Så var der nok noget med de skoldkopper der. Vi havde egentlig håbet at kunne besøge min papfar, men at køre afsted med Anemone der var syg, det duede næsten ikke. Vi måtte lige vente til hun blev bedre.

img_7256

Pigerne i det lille hjem – ingen af os var vist sådan rigtig friske…

Onsdag den 22. juni havde vi besøg af sundhedsplejersken. Det var den samme sundhedsplejerske som vi havde haft til Anemone, men denne dag skulle hun altså se Lilleblomst for første gang. Eftersom Anemone havde feber var hun hjemme og det var længe siden vores sundhedsplejerske havde set hende sidst, så det var jo lidt sjovt. Samtidig kom vi til at snakke om de der skoldkopper, hvilket sundhedsplejersken var helt sikker på det ikke var. Hun synes vi skulle tage til læge med hende og vi fik en tid allerede senere samme dag. Lægen sagde det ikke var skoldkopper. Han så undrende på hende. Hun havde knopper i ansigtet, på hendes hænder og hendes knæ. Hun havde feber og havde ikke lyst til at spise, måske pga nogle blæner i munden. Han nævnte noget med mund, hånd og fodsyge, men at han ikke troede det var det, fordi det så man sjældent ved børn under tre år. Faktisk var der ingen konklusion, andet end at vi måtte se tiden lidt an. Når feberen var ovre, måtte hun dog gerne komme i vuggestue.

Dagen efter – torsdag den 23. juni – var det Skt. Hans. Anemone havde været hjemme denne dag og var i bedring. Vi bestemte os for at tage til Skt. Hans hos nogle venner og så køre hjem hvis det blev for meget for hende. Det gjorde det ikke – men det blev for meget for mig. Jeg havde været forkølet i nogle dage og nu var jeg virkelig træt og kl 20.00 bad jeg Niller om ikke godt vi kunne køre hjem. Det gjorde vi. Da vi kom hjem gjorde vi os klar til sengetid, men jeg fik det så dårligt. Jeg fik pludselig høj feber, sad bare på toilettet og rystede af kulde. Jeg smuttede herefter i seng (på sofaen) med Lilleblomst ved min side, men kunne slet ikke overskue at hun både skulle passes og ammes, men det skulle hun jo. I løbet af natten fik jeg det slået lidt ned og fik det bedre – omend jeg havde det temmelig varmt.

Fredag den 24. juni var Anemone i vuggestue. Hun havde ikke feber og så måtte hun gerne være der. Hun var glad og i godt humør. Jeg havde det ikke alt for godt, jeg var varm med feber, men trods alt bedre end den foregående aften. Jeg var dog forkølet, men det tager man jo ikke skade af. Vi havde booket tid hos en fotograf til Newborn billeder – noget vi aldrig havde fået taget af Anemone og noget vi faktisk havde fortrudt lidt. De skal helst tages senest 14 dage efter terminsdato. Denne fredag var Lilleblomst 8 dage gammel – dvs 12 dage i forhold til termin. Fotografen havde ferie ugen efter, så det skulle helst være denne dag. Vi bestemte os for at tage afsted, selvom jeg ikke havde det helt godt. Mon ikke det gik alligevel. Lilleblomst græd størstedelen af tiden vi var der, noget vi slet ikke havde oplevet før, hverken med hende eller Anemone. Vi kørte hjem igen og aftenen var faktisk heller ikke helt god i forhold til gråd – og sådan fortsatte det hele weekenden samtidig med at jeg ikke havde det alt for godt. Jeg var rigtig ked af at jeg ikke følte jeg kunne trøste Lilleblomst – noget måtte der være galt. Hun var begyndt at gylpe rigtigt meget. Det var som om hun ikke kunne styre hendes spiseri. Hun spiste og spiste og så gylpede hun det hele op. Ja og så var hun sulten bagefter igen. Og så græd hun bare. Åhhhh det var ikke lige just noget jeg kendte fra Anemone. Hvad skulle jeg dog lige gøre… Jeg prøvede at være lidt hård med at hun ikke måtte spise konstant – men når et lille barn græder og intet hjælper, ja så tyr man jo i sidste ende til det der for det meste virker, brystet.

97

Selvom Lilleblomst for første gang viste utilfredshed ved hendes Newborn fotografering – så lykkedes det trods alt at få nogle ret lækre billeder i kassen – bla disse.

Mandag den 27. juni havde jeg en tandlæge tid. Lilleblomst var ikke særlig glad fra om morgenen, men på en eller anden måde lykkedes det mig trods alt at få hende puttet i barnevognen så hun sov mens jeg var til tandlæge. Jo jo – lidt kunne jeg da trods alt. I vuggestuen havde de fundet ud af hvad Anemone fejlede – der var nemlig 5 andre børn der havde det samme. De havde alle mund, hånd og fod syge. Jeg var inde og læse lidt om den sygdom jeg ikke lige vidste noget om og ja, det passede jo meget godt på det hele. Hun havde heldigvis ikke haft feber siden ugen før så hun havde det godt. Det eneste var, at hun var lidt irriteret af de blæner i munden – måske de gjorde ondt når hun spiste syrlige ting som fx vindruer.

Tirsdag den 28. juni skulle vi til hørescreening i Århus med Anemone. Noget vi jævnligt er til. Hun har små snævre øregange og faktisk er hendes høreprøve på det ene øre aldrig gået igennem. Hun er svær at teste således at det næsten altid ender ud med en vis bekymring for hendes hørelse. Måske har Anemone nedsat hørelse, hvem ved, men at hun er døv, det har vi nu aldrig været bange for. Det ved vi med sikkerhed hun ikke er. Turen derop gik rimeligt. Men hjemad gik det helt galt. Det var Lilleblomst der bare græd og græd. Jeg kunne slet ikke trøste hende med sut eller noget. Eneste trøst var at tage hende op af autostolen og gå med hende. Så er turen fra Århus hjem til Brande lang. Igen blev det en aften hvor jeg bare gik rundt med et grædende barn og vuggede og vuggede hende og forsøgte at trøste på bedste vis.

Onsdag den 29. juni havde jeg glædet mig til. Denne dag havde vi nemlig en tid hos en kiropraktor vi havde brugt til Anemone og en som Niller bruger jævnligt. Anemone havde i sin tid været låst i hendes hofter og så havde hun skævt hovede. Hovedet fulgte de op på, på sygehuset, men hofterne fik kiropraktoren låst op. Selvom Anemone ikke skreg ingen, kunne jeg mærke hun ikke var tilpas. Det var hun efter kiropraktor besøget. Efter den oplevelse, aftalte Niller og jeg at alle vores børn skulle forbi og tjekkes – just in case. Jeg var ikke i tvivl om at noget var galt med Lilleblomst. Jeg kunne også se at hun havde en favoritside og var meget skæv i hendes hovede. Dette kendte jeg jo fra Anemone. Og derfor glædede jeg mig netop til denne dag, så hun kunne få hjælp. Jeg var ikke i tvivl om andet, end at hun var låst i nakken og blot skulle låses op og så ville alt være godt. Sikkert derfor blev jeg så voldsomt skuffet over at hun ikke var låst i nakken. Ja faktisk var der intet galt med hende, andet end at hun var ret skæv i hovedet.

Torsdag den 30. juni havde vi besøg af sundhedsplejersken igen. Jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om denne dag – jeg var ærlig talt ved at være træt.

Fredag den 1. juli bestemte Niller og jeg os for at gå til lægen og blive tjekket. Niller var også blevet forkølet og havde ikke været helt på toppen i flere dage – og jeg skrantede stadig. Niller skulle ud at rejse med arbejdet ugen efter, så krævede det noget medicin skulle det til at være. Vi fortalte hos lægen at Anemone havde haft mund, hånd og fodsyge og spurgte om vi måske kunne være blevet smittet. Ingen af os havde knopper som hun havde haft, men vi var begge forkølet, havde haft feber og havde blæner i munden. Der blev taget infektionstal på os og de var ikke høje nok til at der skulle gøres noget. Vi ville så gerne op på sygehuset til min papfar, men vi bestemte os for at køre hjem og slappe af i et par timer inden Anemone skulle hentes – vi kunne alligevel ikke nå turen til Holstebro og tilbage igen inden.

Lørdag den 2. juli havde Niller det ret skidt. Anemone var hjemme, jeg var ikke helt frisk heller og Lilleblomst var bare ked af det. Jeg kunne slet ikke overskue at Niller bare ville sove, jeg var selv så træt og jeg kunne ikke overskue begge børn for at være helt ærlig. Vi besluttede os for at tage over til Nillers far og papmor. De hjalp mig med børnene mens Niller fik en lur. Op ad dagen fik han det lidt bedre – hans feber var formindsket og han kunne igen være til stede. Vi bestemte os for at blive til aftensmad (hvem vil ikke sætte pris på sådan et tilbud) og så køre hjem bagefter. Efter maden ringede min Lillebror, at min papfar havde det ret dårligt. Nillers far og papmor tilbød at beholde Anemone natten over indtil næste dag, så vi kunne køre på sygehuset. Nu måtte sygdom være sygdom – skulle der siges farvel ville vi være der. Han var denne gang indlagt i Holstebro istedet for Herning, hvilket gjorde køreturen lidt længere. På vej derop snakkede vi om, at hvis han havde været i Herning ligesom første gang, så ville det havde været lidt lettere at komme derop. Vi var på sygehuset lidt før midnat sammen med min bror og mor. En læge kom ind og informerede os om situationen pt og sluttede af med at det lakkede mod enden.  Der var ikke meget kontakt. Jeg tror helt klart han vidste vi var der, men vi havde svært ved at kommunikere med ham. Min lillebror sagde flere til ham, at han skulle se hans nyeste barnebarn. Det var som om han forsøgte at se, men det var for svært. Efter nogle timer kørte Niller og jeg hjem – vi havde jo Lilleblomst med og det var ikke helt let. Min bror og mor blev der yderligere nogle timer, hvor også de kørte hjem. For god ordens skyld ska jeg måske lige nævne, at min papfar og mor er skilt. Blot hvis nogle finder det mærkeligt at hun ikke sad ved hans side konstant. Det havde hun trods alt gjort meget de sidste måneder, så det var flot.

img_7380

Et af de sjældne billeder af Lilleblomst hvor hun ligger og sover på sofaen. Det gjorde hun sikkert i 7 minutter :) Man kan på dette billede godt se at huden begynder at se lidt mærkelig ud.

Søndag den 3. juli sov vi længe. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet til kl 9.00 – men jeg trængte helt bestemt. Vi stod op og spise morgenmad og tog det ret stille og roligt. Min bror og mor var igen kørt på sygehuset og vi fulgte efter. Niller skulle ud og rejse dagen efter, så mens vi var på besøg i Holstebro, var vi omkring lægevagten med Niller for at få tjekket infektionstal endnu engang, inden hans rejse. Hen på eftermiddagen besluttede vi os for at køre hjem igen – vi havde jo en god times kørsel, skulle have hentet Anemone og Niller skulle have pakket og klaret alt det praktiske. Jeg ville gerne have taget mi papfars hånd og sagt ordentligt farvel til ham, men denne gang synes jeg det var for svært. Jeg fik sagt at vi ses.

Mandag den 4. juli lidt i et om natten ringede min bror til mig – min papfar var død. De havde heldigvis siddet hos ham. Omkring kl 5.00 fik vi sendt Niller afsted og lidt senere kørte jeg Anemone i vuggestue og tog efterfølgende ned i cafeen, hvor min lillebror og mor knapt var stået op. Vi fik fat i bedemanden og alt det praktiske skulle planlægges.

Tirsdag den 5. juli startede jeg med at køre med Anemone til fys. Jeg er med til alle hendes træninger, således at vi også er en del af hendes daglige træning. Bagefter tog jeg i cafeen, hvor vi havde yderligere praktiske ting at gøre i forhold til begravelsen.

Onsdag den 6. juli kørte vi alle til Holstebro for at synge min papfar ud af kapellet og fik ham kørt hjem til Brande. Onsdag aften inden midnat var Niller igen hjemme.

Torsdag den 7. juli kunne Niller hjælpe med at aflevere Anemone i vuggestuen og hente hende igen. Lilleblomst og jeg kunne slappe lidt mere af, selvom dagen nu hurtigt fik ben at gå på. Jeg mener det var denne dag vi i øvrigt fik Cranio Sekral til Lilleblomst – og ja jeg fik også en behandling. Efter denne dag gylpede hun ikke længere ALT hendes mad op. Jeg var spændt på at se om dette så efterfølgende ville hjælpe på skrigeriet.

Fredag den 8. juli begravede vi min papfar og helt i hans ånd, holdte vi efterfølgende en reception for ham. Han var gammel ejendomsmægler og elskede receptioner, så selvfølgelig skulle der være sådan en. Det var en bevæget dag med mange følelser. Der var mange tanker omkring de sidste år med ham, hvor hans sygdom havde taget mere og mere over og der var sket mange ting, som jeg havde lidt svært ved at slippe (og stadig har). Heldigvis fik vi også gravet en masse gode minder frem, fra dengang hvor der ingen sygdom var og han var helt sig selv – speciel jovist, men dog ham selv. Før begravelsen sørgede jeg for at Lilleblomst var mæt, hvorefter jeg viklede hende tæt ind til mig. Der sad hun under hele begravelsen og sov trygt. Jeg var så glad for at der dog trods alt var ro på dette tidspunkt.

Fra fredag nat og en uge frem havde Niller nattevagt. Mandag den 11. juli var en dag jeg ikke just havde set frem til. Denne dag og tre uger frem holdte vuggestuen nemlig sommerferie og havde derfor lukket. Pt kunne jeg bare slet ikke overskue hvordan jeg skulle være selv med to børn, hvor den ene konstant græd og den anden var vandt til min fulde opmærksomhed. Og Niller – ja han skulle bare arbejde virkelig meget i disse tre uger – stort set hver dag inkl weekender. Om mandagen havde jeg sundhedsplejerske og da hun havde været der, pakkede jeg børnene i bilen. Noget hun i øvrigt hjalp mig med, for det var helt uoverskueligt med skrig og skrål. Hun bad mig i øvrigt også om at læge skulle tjekke hendes hormonknopper, for hun var bange for det ville sætte sig til noget eksem. Anemone var ved at være træt, så hun faldt heldigvis ret hurtigt i søvn for at tage hendes middagslur. Og jeg var heldig, for Lilleblomst var også faldet i søvn i autostolen – helt utroligt. Så gik turen mod Henne, hvor Nillers far og papmor var i sommerhus. Jeg havde aftalt med dem, at jeg kunne være derude indtil om fredagen og så ville de hjælpe mig med børnene. Tyve minutter før ankomst begyndte Lilleblomst at skrige. Først måtte jeg ud i en vejkant for at amme. Det hjalp lidt, men efter kort tid var den gal igen. Og lidt skrigeri går jo nok, men når hun græd, fik hun sig selv kørt helt op på ingen tid, så hun var helt mørkerød i hovedet og næsten ikke kunne trække vejret. Af denne grund var jeg ude af bilen utallige gange og var meget glad da jeg endelig nåede frem.

Det var nogle skønne dage med total aflastning. Desværre var det også den uge med regn, rusk og lave temperaturer. En af dagene kunne Anemone dog lege ude i sandkassen og næsten hver dag fik vi trods alt gået en lille tur. Om morgenen var der morgenbuffet som på ferier. Her var bla cornflakes, noget jeg ikke har spist i jeg ved ikke hvor mange år. Den første morgen tog jeg en portion og tænkte at det da egentlig smagte godt. Ja og så kunne man spise det med en hånd…

img_7471img_7476

Bedstemor og farfar inviterede os en aften ud at spise – her sidder Anemone pænt ved bordet og venter. Og så blev min nye  yndlingsspise introduceret.

Fredag gik turen hjem og denne weekend havde Niller fri, så han kunne hjælpe med Anemone. Jeg besluttede mig for at købe Cornflakes og mælk, for det var da total genialt det der med at jeg kunne hælde op og spise med en hånd, mens jeg vuggede Lilleblomst i den anden. Nogle dage blev det til Cornflakes tre gange dagligt, men om ikke andet fik jeg noget at spise og det var ikke det mest usunde man kunne finde. I ugerne inden havde jeg enten intet fået at spise eller også havde jeg fyldt mig med hurtig energi – fx en del chokolade. Det er ikke just noget man føler sig mere frisk af og ej heller noget man bliver mindre af.

img_7526

Et af de få øjeblikke hvor Lilje var rolig uden at være i mine arme – nemlig når hun blev kørt – men bedst dog om morgenen. Og Anemone elsker at gå tur og kigge på ting og sager – så en gåtur var tit et pusterum for mig – altså når det lykkedes. 

Mandag den 18. juli skulle jeg til 5 ugers undersøgelse med Lilleblomst. Skrigeriet havde taget til og selv om det var en læge vikar jeg skulle ind til, havde jeg besluttet mig for ikke at spille helt, men fortælle at jeg synes det hele var lidt noget hø og ret hårdt. Lægen kiggede på Lilleblomst og konstaterede hun var fin, men en livlig lille dame der helt sikkert ville falde ned af puslebordet en dag. Jeg spurgte til hendes hormonknopper, som hun bad mig smøre i noget fed creme. Da vi bagefter snakkede om at jeg synes det var hårdt at hun skreg så meget, kiggede hun på mig og sagde, at hun godt kunne forstå det var hårdt. Og det var helt okay jeg havde det sådan. Og nu måtte vi passe på jeg ikke fik en fødselsdepression. Da jeg gik derfra tænkte jeg på, hvordan hun egentlig ville sikre sig at jeg ikke fik det, nu når hun havde sendt mig ud af døren. Og jeg tænkte også, at det var mærkeligt at hun synes det var normalt, at et barn skulle skrige så meget og ikke kunne være hos andre end mig. Ingen kunne rigtigt aflaste mig, med mindre de havde lyst til at gå rundt med et skrigende barn. Og der skal jeg lige hilse og sige, at folk ikke just står i kø ;) Jeg måtte vist hjem og have mig en portion Cornflakes…

I de tog næste uger havde jeg virkelig lagt min ammehjerne i blød for at få folk til at hjælpe os. Farmor kom et par dage, mormor kom når hun kunne stikke af fra cafeen, en sød ung fyr vi har kendt i nogle år, hjalp mig også nogle dage. Ham og jeg kunne fx gå ture med børnene når Anemone skulle sove. Ofte kunne jeg få Lilleblomst til at slappe lidt af når barnevognen rullede – ihvert fald først på dagen. Oldeforældrene kom og hjalp en del dage og to dage var jeg sammen med en veninde der også hjalp. Og således lykkedes det mig at komme igennem de tre uger jeg havde frygtet allermest, til trods for at skrigeriet blot tog til. I den sidste uge var vi to dage til Zoneterapi. Noget jeg synes den første gang hjalp lidt, men det viste sig at det ikke helt gjorde alligevel – ikke på skrigeriet ihvert fald.

img_7608img_7633
Oldemor forsøger at trøste Lilleblomst. I heden blev det til en lille lur udenfor i en brise. 

img_7618img_7647
Svensk pølseret var åbenbart sagen alt imens mormor formåede at få kontakt med Lilleblomst et kort øjeblik. Man kan her sagtens se at Lilleblomst hud ikke er alt for køn – jeg troede hun havde fået virkelig mange hormonknopper. 

Da Niller kom hjem fra job fredag den 29. juli, havde han 3 ugers ferie. Jeg stod ude på trappen og tog imod ham med flag og jubel og indenfor havde jeg en lækker 5 retters klar til ham, af bare glæde. Eller det vil så sige, alt dette havde jeg ikke lige haft mulighed for, men det er vel tanken der tæller… Niller havde læst en del om kolik. En del havde sagt til os, at vi nok skulle regne med det var sådan det var. Det tog mellem 3 og 6 mdr og typisk 5 mdr at komme over. Vi var faktisk nået der til, hvor vi havde accepteret at sådan måtte det så være, men vi ville gerne vide lidt om kolik og hvordan det skulle tackles. Bla havde Niller læst at det kunne være noget i nervebanerne, fx ved en hurtig fødsel og at disse børn havde brug for nærhed og trykhed. Dette kunne jo sagtens passe på os og Lilleblomst ville også kun være hos mig. Vi havde derfor bestemt at i disse tre uger, ville Niller hente og bringe Anemone i vuggestue hver dag, sådan at jeg bare kunne koncentrere mig om Lilleblomst og vi kunne få lidt ro. Der var trods alt sket rigtig meget siden hun blev født, så måske hun bare havde brug for ro. Hun sov stort set kun, når hun kunne ligge helt op ad mig og mærke mig, enten med en hånd på min arm, min hals eller i mit ansigt. Jeg havde brugt viklen rigtig meget til at berolige hende med. Men i løbet af de sidste uger var hendes skrigeri blevet så meget mere og hun var så spændt i hendes krop, at det var umuligt for mig at vikle hende uden hjælp fra andre. Samtidig var min egen – i forvejen dårlige ryg – blevet fuldstædig smadret. Jeg kunne næsten ikke rette mig op og var ved at være ret træt af det hele. Min venstre hånd gjorde så ondt, at jeg næsten ikke kunne bruge den længere.

Jeg havde bestemt mig for at give det en sidste chance inden jeg accepterede det med kolikken. Tirsdag den 2. august tog jeg derfor endnu engang til kiropraktor med hende. Jeg havde spurgt, om det kunne tænkes at noget havde sat sig fast efterfølgende og det derfor kunne foreklare hendes tiltagende skrigeri. Kiropraktoren sagde, at hun stadig intet havde i klemme, men hun var selvfølgelig meget anspændt og jeg skulle massere hende.

I slutningen af denne uge, lykkedes det mig i øvrigt at få sendt indbydelser ud til barnedåb to uger senere. Aldrig har jeg haft så lidt styr på noget. Nu ville det være et under, hvis vores gæster overhovedet kunne komme med så kort varsel. Det kunne de fleste dog heldigvis.

Noget af det jeg i øvrigt aldrig vil glemme fra disse uger var, at jeg havde aftalt med en veninde at vi skulle til Herning for at shoppe. Jeg skulle bruge nogle ting til barnedåben, vi havde ikke flere bleer og der var et par andre ting. Hun havde også et par gøremål. Men det der faktisk skete var, at hun og hendes mand hentede Lilleblomst og jeg og kørte os rundt til alt det jeg skulle nå og hjem igen. Jeg fik købt alt hvad jeg skulle bruge til den candybar – jeg noget urealistisk – havde bestemt mig for at lave. Og jeg fik ordnet en masse andet praktisk den dag. De fik ikke ordnet bare lidt af det de skulle – de brugte to mand en hel dag bare på mig. Det vil jeg aldrig glemme. Det har jeg tænkt meget på siden.

Indtil nu havde skrigeriet været sådan noget der på dårlige dage begyndte kl 10.00 om formiddagen og på gode dage måske først kl 14.00 – ja og så varede det jo indtil vi gik i seng om aftenen. Det meste af tiden brugte jeg på at gå rundt med Lilleblomst i armene mens jeg vuggede hende på en måde, som jeg ville have fundet total overdrevet hvis jeg havde set en anden gøre det. Jeg kunne tit få hende til at holde mund efter et stykke tid og nogle gange kunne jeg endda bakke hen i sofaen og sætte mig ned – nogle gange… Oftere og oftere om aftenen kunne jeg dog kun gå rundt med hende i overdrevet vuggende tilstand. Vi havde indtil nu stort set haft ro om natten – ikke at hun sov igenne, men hun græd trods alt ikke. Men det var også gået over – nu var den også gal om natten og jeg var godt nok ved at være træt med træt på…

img_7794

Et vellykket vikleøjeblik

Natten mellem den 7. og 8. august gik jeg endnu engang rundt med Lilleblomst. Jeg kan huske jeg tænkte at hun godt nok var et meget varmt barn. Mandag den 8. august synes jeg også hun var ret varm. Natten til Tirsdag den 9. august gik jeg endnu engang rundt med en skrigende Lilleblomst, hvor jeg igen tænkte at hun godt nok var varm. Hendes skrigeri var også blevet anderledes de sidste dage – sådan mere panik agtig. Det lød anderledes og hun kunne fx om natten ligge og sove og så pludselig skrige i panik. Det lød virkelig ikke rart. Den nat spurgte Niller mig i øvrigt, om ikke jeg kunne prøve at holde mig fra mælkeprodukter. Fx prøve i nogle dage ikke at drikke latte, ikke at spise cornflakes, undvære ost, osv. Blot for at få ham til at holde mund, sagde jeg “jo” i en meget bidende bemærkning. Jeg lagde vist ikke længere skjul på, at jeg syntes han var total irriterende. Jeg synes det var irriterende han kunne sove når jeg ikke kunne. Jeg synes det var irriterende han tog 15 min om at tage bad, når jeg kunne nå det på 3 minutter inkl rensning af ansigt og barbering af diverse steder. Jeg synes det var irriterende at han vaskede hår hver dag, når jeg ikke havde fået vasket hår i 4 uger. Ja der var faktisk utrolig mange ting jeg syntes var irriterende og uretfærdigt.

Tirsdag den 9. august lod jeg være med at spise Cornflaskes med mælk til morgenmad og jeg fik ej heller latte. Det slog mig også om morgenen, at jeg havde syntes Lilleblomst havde været varm i 2 dage uden at tænke på at hun kunne have feber. Jeg var ikke i tvivl om andet end at hun havde feber. Jeg havde om mandagen skrevet til min sundhedsplejerske – jeg havde brug for hendes hjælp. Jeg kunne dog ikke huske om hun var retur fra ferie. Hun havde ikke svaret mig, hvilket hun normalt ville gøre, så hun var helt sikkert ikke retur. Tirsdag morgen skrev jeg så til en anden sundhedsplejerske, som havde skrevet til mig om mandagen i forbindelse med noget mødregruppe og om jeg havde lyst at være med i det. Noget jeg i øvrigt havde takket nej til – jeg skulle ikke sidde der med et barn der græd konstant – så hellere være hjemme. Jeg fik ikke noget svar på min seneste sms og derfor pakkede jeg barnevognen og gik ned til min mor. Lilleblomst var ulykkelig og jeg spurgte min mor om ikke også hun kunne høre forskellen i hendes gråd og fortalte at jeg syntes hun var varm. Min mor kunne klart høre det og hun synes tilmed hun var bleg. Hun synes helt klart jeg skulle gå til læge med hende. Jeg ringede til lægen og de kunne faktisk se på hende allerede et kvarter efter.

Jeg var hos lægen i over en time. Jeg sagde, helt ærlig – det kan da ikke passe at et lille barn skal græde så meget, kan det? En læge og 3 forskellige sygeplejersker undersøgte Lilleblomst, tog prøver, osv. Hun skreg og skreg og der var kun ophold når hun engang imellem havde fået trøst hos mig i længere tid. Lægen stillede mig forskellige spørgsmål. Jeg svarede på dem alle. Hvordan og hvorledes, hvorlænge og hvordan… Han spurgte til hendes hud. Ser hun altid sådan her ud – er hendes hud altid så marmoreret? Jeg formåede at svare på hans spørgsmål uden at svare – ærlig talt jeg vidste det ikke. Jeg var ved at være så træt at jeg nærmest ikke så noget som helst. Det eneste jeg efterhånden registrerede var hendes gråd, som jeg snart ikke længere vidste hvad jeg skulle gøre ved. Lægen var rolig ved at jeg trods alt efter noget tid kunne trøste hende og derfor fandt han ikke situationen akut. Han spurgte dog om vi synes vi ville ind forbi børneafdelingen og efterhånden havde jeg det sådan, at jeg bare gerne ville have hjælp, så ja tak. Han lavede derfor en henvisning til os og vi fik hurtigt en indkaldelse.

Torsdag den 11. august startede vi med at være med Anemone til fys træning. Bagefter var vi indkaldt på børneambulatoriet på sygehuset. En læge og total fantastisk sygeplejerske hørte på forløbet de sidste 8 uger. De stille forskellige spørgsmål og afslutningsvis undersøgte lægen Lilleblomst. Vi svarede på alle spørgsmål, men da vi nåede til spørgsmålet om hendes hud og den måde den så ud, måtte jeg melde pas. “Undskyld, men jeg er bare ved at være så træt. Hun græder hele tiden og jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe hende. Ja hun har haft knopper og udslæt og sådan, men jeg troede det var hormon knopper og varmeknopper. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare – jeg er bare træt”. Det var et helt okay svar åbenbart. De varmeknopper som jeg troede hun havde, var der ikke altid. De kom og gik og så lidt forskellige ud. Men det var åbenbart ikke varmeknopper. En allergi læge blev tilkaldt. Der blev pludselig snakket om huden og om hvad den kunne betyde – alt fra diverse allergier til hjertefejl var i spil, men alt blev dog ret hurtigt manet til jorden. Aftalen blev at vi om fredagen skulle videre til Hudklinikken i Århus til yderligere undersøgelser. Derudover blev vi spurgt om det kunne være en mulighed at indlægge os den efterfølgende uge. Ikke fordi de ikke troede vi gjorde det godt nok, men de kunne være med på sidelinien og se hvad der skete og måske kæde nogle ting sammen – altså hvis vi havde lyst. JA TAK det havde vi. Alt hvad der kan hjælpe. Og derfor skulle vi møde på børneafdelingen mandag den 15. august og regne med at være indlagt i ca 4 dage, med mindre der skete yderligere. Jeg glædede mig faktisk – for måske var der en løsning lige om hjørnet – noget der kunne hjælpe Lilleblomst. Omvendt var den praktiske del af mig bekymret for om vi så ikke nåede at forberede barnedåben om søndagen – ja hvad nu hvis vi var indlagt. Den søde sygeplejerske sagde, at det havde de prøvet før og vi kunne være helt rolig, vi skulle nok få holdt barnedåb. Det var i øvrigt også denne dag Lilleblomst smilede til mig første gang – hun kunne endda pludre en smule. Det var et vildt øjeblik, der nærmest fik mig til at blive lidt våd i øjenkanten. Fra at gå rundt med et barn, som man sjældent havde øjenkontakt med, ja så holdte hun nu mit blik fast og smilede. Hvor vildt var det lige.

img_7829

Dette billede af taget dagen før vi tog på sygehuset. Og selvom hun faktisk har et godt øjeblik her, så kan man vist godt se at huden ikke er helt normal.

Fredag den 12. august tog vi til Århus på Hudklinikken. Faktisk formåede vi at køre hele vejen til Århus, uden stop. Noget vi aldrig havde prøvet med Lilleblomst før på hverken lange eller helt korte strækninger. Da vi kom frem sov hun, så vi sad sådan helt rolige i venteværelset med et sovende barn. Vi følte os nærmest helt høje, men også rastløse på den lidt stressede måde, for de sidste mange uger havde det jo netop været sådan, at hvis der var et roligt øjeblik, ja så skulle jeg skynde mig at få gøremål gjort inden der igen var skrigeri – om det så drejede sig om 3 minutters ro eller et helt kvarter. Inde hos lægen forløb alt fint, hun smilede endda en smule til ham da han undersøgte hende. Han synes hendes hud så fin ud. Han ville dog gerne tage et par blodprøver af hende i forhold til nogle meningits bakterier og nogle andre ting. Da det lille menneske fik taget blodprøver skreg hun, men det var såmænd også okay. Efter lidt tid fik jeg hende trøstet og vi kunne køre hele vejen hjem med en pige der bare sad og kiggede og også tog sig en lille lur efter noget tid.

img_7834

På tur til Århus. Lilleblomst sidder bare helt stille og rolig i hendes stol og kigger. Hun endte med at falde i søvn. 

Weekenden forløb helt fantastisk. Lilleblomst var som forvandlet og vi havde alle fire en skøn weekend sammen, omend der måske nok stadig herskede en vis træthed specielt over moren.

Mandag den 15. august kørte vi Anemone i vuggestue og mødte op på børneafdelingen som aftalt kl 10.00. Vi havde med vilje ikke pakket “indlæggelsestaske” til Lilleblomst og jeg, for vi tænkte at vi nok alligevel ikke skulle indlægges. Da sygeplejersken tog imod os for at vise os til vores stue, sagde vi til hende, at hun jo nok regnede med at møde et grædende barn, men at situationen havde ændret sig. Nå for søren, ja så måtte vi hellere gå ind på et undersøgelsesrum istedet og spare værelset, hvis nu… Ja det var præcis det vi tænkte. Hun undersøgte og klarede det hun nu skulle klare. Bagefter kom en læge og konklusionen blev, at Lilleblomst havde mælkeallergi og jeg fortsat skulle holde mig fra mælkeprodukter. Jeg spurgte om jeg skulle spise 100% mælkefri kost, men det skulle jeg ikke, da de var bange for hun så blev for sart. Men mad med større mængder i, skal jeg holde mig fra. Der blev udskrevet recept på special modermælkserstatning, som jeg skulle købe en dåse af i så fald jeg af en eller anden grund pludselig ikke kunne amme, hvilket i så fald jo nok ville ske en lørdag aften hvor det ville være umuligt at få fat i. Og så blev aftalen at Lilleblomst skulle indkaldes til undersøgelse om nogle måneder, så vi ved præcis hvad hun må spise og ikke spise når hun skal til at have andet end mælk. Derefter blev vi sendt ned til sygeshusets fysioterapeut, fordi hun var meget skæv i hovedet. Dette havde jeg godt lagt mærke til allerede fra start, for det kendte jeg fra Anemone. Hun var endda skæv på samme måde og til samme side, så jeg må jo enten føde total skæv eller være skæv inden i… Jeg vidste godt hvordan det skulle rettes, men måtte bare indrømme, at hvis jeg var så heldig at Lilleblomst endelig faldt til ro, så begyndte jeg ikke at dreje hendes hovede, for så var det helt sikkert hun vågnede igen. Vi blev sendt hjem med kile, apnøalarm og nogenlunde de samme instrukser som med Anemone i sin tid.

Og således endte Lilleblomsts skrigeri heldigvis og vi kunne påbegyndte vores planlagte barsel. Og om søndagen kunne vi til med holde en skøn barnedåb, som jeg glæder mig til at fortælle jer om.

Når jeg tænker tilbage på alt dette – der trods alt kun varede i 8 uger – så er der rigtig meget jeg ikke kan huske. Jeg har kun været i stand til at skrive dette indlæg, fordi jeg har siddet med en kalender hvor de fleste aftaler har været nedskrevet. Der skete nemlig ret hurtigt det, at jeg begyndte at glemme. Det var de mest simple ting jeg glemte. Efter et stykke tid kunne jeg heller ikke for godt tale. Jovist jeg kunne tale, men ordene forsvandt så mit ordforråd blev meget begrænset og jeg kunne pludselig ikke føre en samtale uden konstant at lede efter ord – de mest simple ord. Fysisk begyndte kroppen at snorre og sove og tit var jeg bange for at tabe Lilleblomst. Ikke at hun vejede meget eller jeg ikke holdte fast i hende – men det føltes bare som om armene næsten ikke kunne mere. Og nå ja – så er der ryggen. Den har det virkelig skidt. Den burde jeg nok få en kiropraktor til at kigge lidt på. Da jeg første gang i nogle måneder skulle strikke et par pinde, var jeg næsten ved at græde. Min venstre hånd gjorde så ondt at jeg ikke kunne strikke. I dag er den heldigvis helt okay, så det har nok været en slags overbelastning.

I starten var jeg ret bitter over dette forløb. Nu havde jeg arbejdet så hårdt med Anemone, trænet hende konstant, gået til alle mulige undersøgelser på forskellige sygehuse, holdt møder med kommunen, osv osv… Og så kunne jeg ikke engang få lov at holde “normal” barsel denne gang. Jeg følte mig snydt for de 8 første uger og følte at en vigtig del af Lilleblomsts liv nærmest var taget fra mig fordi jeg ikke kunne huske… I dag prøver vi istedet at nyde at vi har hinanden nu, uden skrigeri og andre ting. Bare os. Og selv om en stor del af vores barsel også består af sygehusbesøg, opfølgning, møder med kommunen osv i relation til Anemone, så nyder Lilleblomst og jeg de dage vi bare har for os selv, selvom de går hurtigt. Det er super spændende at lære et lille nyt menneske at kende og det er så spændende at se, hvordan hun helt selv bare er programmeret til at lære alt muligt nyt, uden at jeg skal træne hende. Jeg forundres hver dag – men igen – det kræver vist et andet indlæg.

Alt i alt er det jo noget af en smøre. Og den er nok skrevet mest for min egen skyld. Gad vide hvem der overhovedet har gidet læse det… Nå men i hvert fald vil jeg slutte af med at sige, at mit råd til dig der evt sidder med et grædende barn er, ikke at acceptere at et barn græder konstant. Accepter ikke at det er kolik, med mindre det er blevet undersøgt. Tænk hvis nu dit barn græder pga et eller andet der er let at ændre eller behandle – det ville jo være en kæmpe lettelse for både dig og dit barn. Gå til lægen og insister eventuelt på en tur forbi en børneafdeling, hvor de jo er specialister i børn.

Og så må jeg sige, at jeg virkelig har stor respekt for de forældre – især mødre – der overlever en kolik periode. Efter at have smagt lidt på det – og klaret 8 uger – ja så tænker jeg, at I der klarer perioder som fx et halvt år, er for seje!

anemoneliljeanemonelilje4anemonelilje1anemonelilje3

 anemonelilje2   anemonelilje5
Vores nye lillesøster er noget af det sødeste. Hun smiler og pludrer og søger konstant vores opmærsomhed og holder vores øjne fast. Anemone og hende er også begyndt at lære hinanden at kende. Anemone begynder at vise interesse og synes det er rart at hun ikke kun larmer. Hun øver i at ae og griner tit af hende. Hun stjæler nogle gange hendes sut, mens hun andre gange med en vis insisteren får sat sutten på plads igen. Lillesøster smiler når Anemone nærmer sig – det varmer da et moderhjerte.