Blog pause – but why?

Den 20. august – det er mit sidste blogindlæg. Helt utroligt at der lige gik næsten to mdr. Det er nu ikke fordi jeg ikke har haft lyst til at skrive, har manglet emner, har mistet min kreativitet eller lignende. Nej jeg tror måske bare den ene dag tog den anden, samtidig med at Anemone var kommet i den fase hvor hun bare helst ville hendes mor og ikke så meget sove. Det oven i dagens andre gøremål og aftaler, ja så fik jeg bare ikke skrevet.

Jeg har faktisk i mellemtiden haft gang i et andet indlæg. Det handlede om at vælge til eller fra. Jeg gik i gang med at skrive det i forbindelse med den øgede fokus der bla var på Downs Syndrom, men også handicaps generelt, da fosterscreenings jo snart indeholder den blodprøve vi fik taget i min graviditet med Anemone. En blodprøve der med tæt på 100% sandsynlighed kan fortælle om man venter et barn med Downs og dermed også betyde at folk med Downs bliver et mere og mere sjældent syn. Netop fordi vi har valgt et barn med Downs til, bliver vi kontaktet af medier ind imellem. Vi prøver at være så ærlige som muligt omkring vores tanker og vores liv med Anemone og vi håber de gengiver alt dette på bedste vis. I forbindelse med ovenstående er vi også blevet kontaktet og spurgt om vi så er for eller imod den nye metode af fosterscreenings, altså blodprøven. Og med så andet her i livet, er tingene bare meget mere nuancerede end blot for eller imod, ja eller nej, osv. Nå nok om det. Jeg fik aldrig indlægget færdiggjort. Det var som om mine tanker ikke kom helt rigtigt ud gennem fingrene. Måske jeg berører det senere, måske ikke – vi må se.

Men altså her går alt godt. Ja altså bortset fra at tiden åbenbart kommer på speed når man får et barn. Hvorfor har ingen sagt det… Den 1. november starter Anemone i byens vuggestue og jeg har lavet en post it seddel, så Niller og jeg kan blive skrevet op til en plads på plejehjemmet, for inden vi får set os om, er vi da åbenbart nået til den del også… Anemone og jeg skal sammen tilbringe et par timer sammen med børnene og personalet på den stue hun skal gå på om en uge. Jeg er helt tryk ved at aflevere hende der, for jeg kan se at alle børnene er glade og trives og personalet er så søde. Meeeeeen jeg kommer jo nok til at savne hende meget alligevel…

Ellers kører drømmene og tankerne på højtryk i det lille hjem som altid. Jeg har gang i et ret stort projekt – måske også lige stort nok men typisk mig – som jeg først kan vise jer senere. I ved, det er jo snart jul og så har vi jo hemmeligheder:-) Derudover har jeg jo en skjult drøm om at udgive en bog, måske flere. Men altså den første skal indeholde strikke-, hækle- og syopskrifter til piger i alderen 0-1,5 år ca. Den skal indeholde opskrifter på alle det yndlingstøj der bare har vist sig at have været helt uundværlig til Anemone. Jeg får mange henvendelser omkring de ting jeg laver og jeg håber jeg får mulighed for at dele mange flere af dem med jer en dag.

Nå ja, så er der jo også Anemone. Hun klarer sig faktisk ret godt. Da hun blev 8 mdr begyndte hun pludselig at kunne sutte på en sutteflaske. Efter tre uger var jeg holdt med at amme og hun fik kun flaske. Det resulterede i at hendes humør ændrede sig meget og hun har fået lidt mere fart på vokseriet. Hun har vist været sulten, det lille pus. Efterfølgende er hun begyndt at interessere sig for normalt mad. Vi har dog øvet grød og lignende siden hun var fire mdr, men uden interesse. Men nu sidder vi sammen og spiser aftensmad og hun får lidt mos, en agurkestav og hvad der ellers er. Jeg tænker at hun hurtig får en voksende interesse for dette når hun starter i vuggestue og ser alle de andre børn spise. Jeg er dog ikke urolig for dette, fordi det ikke er helt unormalt at børn med Downs kan være lidt bagefter på det punkt. Men når vi nu er ved det der med hvad der er “normalt for børn med Downs” eller hvad lægerne ofte siger; “du må ikke forvente at hun kan…”, “hun vil aldrig kunne….” osv osv, så prøver jeg at sige til mig selv, at vi ikke skal høre på alt dette, men give Anemone alle forudsætninger for at lære altid, og så må det være hende der sætter begrænsningerne og hverken lægerne eller os. Gennem vores træning med hende specielt de sidste tre mdr, har hun vist mig at hun kan meget mere end man regner med. Således at hun motorisk ikke er langt fra hendes alder og det er vist nødvendigvis ikke “normalt”;-)

Forresten så er jeg begyndt at bruge Instagram lidt igen. Når jeg har færdiggjort et kreativt projekt eller har lyst til at dele et billede af Anemone, ja så gør jeg det der. Så hvis du har en Instagram profil og har lyst til at kigge med, så er du velkommen. Og ellers håber jeg, at jeg formår at blogge igen inden for de næste to mdr:-)

Anemone bogSådan her ser det ud når man er 9 mdr og lige har brug for en slapper med en god bog på sofaen;-)

2 Comments

  1. Svar
    Laila 14/10/2015

    Dejligt at høre, at I trives og hvor er Anemone da bare en skøn pige ;-) Ja tiden løber afsted og dejligt du har tid at dele det med alle vi andre der hygger med at læse på din blog ;-)

    • Svar
      Susan 16/10/2015

      Tusind tak for de søde ord Laila:-) Og jeg lover at prøve at finde tid i ny og næ til et bette indlæg:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>