Monthly Archives: august 2016

Velkommen til verden Lilleblomst

ADVARSEL: Indlægget indeholder naturlige uredigerede billeder fra en fødsel!

Så får jeg endelig muligheden for at sætte mig med min computer. Og undskyld det er så længe siden – det har sin helt egen forklaring, men kræver også sit helt eget indlæg. Det får I senere. Jeg har savnet at skrive, så her er jeg igen.

I dag er det lidt mere end to måneder siden vores Lilleblomst kom til verden og jeg vil så gerne dele fødslen med jer, som var en ligeså stor oplevelse som fødslen med Anemone, men dog ret anderledes.

Gennem hele graviditeten havde jeg regnet med at føde før tid. Faktisk var jeg skrækslagen for at føde før tid og for at der skulle komme komplikationer til. Jeg havde delmål gennem hele graviditeten og sidste mål var at nå til 37+0 med en fødselsvægt på minimum 2500 gr sådan at vi ikke ville blive indlagt. Ved Anemones graviditet ramte jeg rigtigt med 1 dags afvigelse og derfor tænkte jeg, at jeg havde ret godt styr på det denne gang. Noget inden i mig sagde den 29. maj – hvilket også er min lillebrors fødselsdag. Mine plukkeveer blev også kraftigere og kraftigere og til sidst føltes det bare som én hård plukkeve, bare jeg rørte på mig. Hver dag tænkte jeg, at nu måtte min livmoder da snart give op og sende lillesøster og jeg en opsigelse på lejemålet. Det må dog alligevel være en lidt sej livmoder jeg har, som holdte ud – den har nu trods alt gjort det godt.

I dagene omkring terminsdatoen havde mange en del meninger om hvornår jeg måtte føde og hvornår jeg ikke måtte føde. Niller skulle til noget car race show i Århus den 28. maj og der måtte jeg jo så ikke føde. Min lillebror har fødselsdag den 29. maj – men han ville til gengæld gerne dele hans fødselsdag. I ugerne efter var der nogle fødselsdage i familien jeg havde fået besked på at holde mig fra, hver anden weekend er der Formel 1 som Niller følger med i og der var jo også pludselig Le Mans. Vi skulle have lagt tag på vores hus og i forhold til at han skulle kunne hjælpe håndværkerne, ja så skulle der også her tages hensyn. Selv tænkte jeg mere at det godt måtte være et pænt tal. Så hver gang jeg nåede til et tal jeg knapt så meget bryder mig om, ja så tænkte jeg, at jeg godt kunne trække den endnu en dag. Ja jeg ved det godt – jeg er lidt skør nå det kommer til det der med tal… Blandt andet…

Bekymringerne omkring Lilleblomst voksede også. Hun havde det okay derinde og jeg mærkede hende, men jeg var også nået der til, at jeg bare gerne ville have hende ud og i mine arme så jeg vidste alt var okay. Samtidig var Anemone blevet ret syg med virkelig høj feber. Aldrig har vi set hende sådan og vi var temmelig bekymrede. Så selv om det ville været rart at føde, så ville det jo nok være rarest at få Anemone på højkant først.

Den sidste måned inden fødslen kunne jeg ikke for godt bukke mig og det skulle jeg jo, når jeg skulle løfte Anemone fra gulvet. Min mave var stenhård og gjorde mere og mere ondt så snart jeg rejste mig, så det begyndte at blive en udfordring både at løfte og lege med hende. Heldigvis var vi godt hjulpet af alle vores mødre – for søren jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem <3

susangravid40+2 En sjælden selfie taget den 14.06.16 i 40+2

Den 16.06.16 – 4 dage over tid – skulle jeg til jordemoder kl 10.00. Jeg var ligesom ved mit sidste jordemoder besøg, nødt til at have chauffør på og denne gang var det Niller der havde vundet opgaven. Bilen havde været pakket den sidste måned med babytaske, autostol og alt hvad man nu behøver – og meget mere til. Jeg tænkte at det egentlig var meget smart og i bilen lagde jeg en strategi for hvordan jeg ville håndtere dette jordemoder besøg. Jeg vidste det var det sidste og at vi skulle lave en plan. Hvis nu jordemoderen lagde ud med et eller andet mindre drastisk som “vi kan se nogle dage an og måske lave en hindeløsning” og jeg så foreslog et kejsersnit samme dag, så kunne vi måske mødes i midten om noget igangsættelse eller noget. Jo jo vi er vel jyder og til at forhandle med og dette var da en genial plan…

Da vi kom ind på gangen mødte vi sjovt nok alle tre jordemødre fra teamet. De to af dem var i konsultation og den sidste der havde vagt i denne uge (som ville blive afsluttet næste dags morgen kl 8.00) var tilfældigt også på gangen. De havde netop snakket om mig og “hvad de skulle gøre ved mig” og hvad der ville passe lidt ind i planerne. Hende der havde vagt indtil næste dags morgen, havde sagt at de jo kunne skubbe lidt til mig, for så kunne hun nå en fødsel inden vagten var slut (selvfølgelig med ironi i stemmen – jordemødre skubber normalt vis ikke sådan til folk) og hende der efterfølgende havde vagten, havde haft en hindeløsning på tale, men jeg måtte først få den de næste to dage, da hun fredag morgen havde et par efterfødselssamtaler, så hvis det kunne planlægges, så ville det være mest smart ikke at skulle til at udsætte disse. Og hvad tænkte jeg? Ja jeg tænkte bare, så er det nu jeg skal foreslå det kejsersnit der – men det glemte jeg vist at sige. Nå men jordemoderen undersøgte mig og der var stadig 2 cm tilbage af min livmoderhals, så hun kunne altså desværre ikke sende mig direkte på fødestuen som jeg jo ellers selv var klar til – jeg mener alt var jo parat i bilen, Anemone var i vuggestue og Niller var med… Hvad var problemet…

Da vi var færdige hos jordemoderen mødtes vi alle tre tilfældigt ude på gangen. Vi jokede lidt med det hele og også med datoen. Det er da en flot dato at føde på prøvede jeg at forklare… 16.06.16 – flotte flotte tal. Og i øvrigt præcist halvandet år efter Anemones fødselsdag. Jamen kan I da ikke se det er meant to be??? Jeg fortalte også jeg havde jordemoder slik i min taske… Det var så både en god og dårlig plan. Hende der havde vagten indtil næste dags morgen syntes jo så egentlig bare vi skulle gå op på fødestuen og se på det, mens hende der først havde vagten om en uge, synes vi skulle vente lidt endnu (læs indtil hun havde vagten) – det sidste havde jeg ikke lige overvejet, så det var ikke helt genenmtænkt. Nå men på trods af vores jokerier og mine forsøg på at få en lynfødsel i hus, måtte Niller og jeg køre hjem og bare vente.

Hjemme igen arbejdede Niller videre på vores hus, hvor vi var igang med at få lagt tag. Jeg nød tiden hjemme og ved middagstid blev jeg lidt træt og tog mig en bette lur. Da jeg vågnede kunne jeg mærke kreativiteten melde sig og jeg satte mig ind til symaskinen for at ordne nogle syslerier. Kl 14.30 midt i kreativiteten, blev jeg opmærksom på at min “konstante hårde” plukkeve, mere kom som nogle jag. Og faktisk synes jeg det blev sådan nogle tilbagevendende jag. Jeg tog min telefon frem og prøvede at tage tid. Det gjorde jeg i en times tid sammen med syningen og der var mellem 4-6 minutter mellem hvert jag. Jeg ringede til Niller og spurgte om han kunne huske hvad den kære jordemoder havde sagt (jeg mener hvordan skulle jeg kunne huske det nu det var så længe siden vi havde været til jordemoder ;) ). Han mente vi havde en aftale om at jeg skulle ringe når der var 4-6 minutter mellem hver ve, fordi man regnede med det ville blive en hurtig fødsel. Men dette var jo ikke rigtige veer eller var det? Jeg sendte min veninde en kærlig tanke. Hun spurgte mig i forbindelse med hendes graviditet om man godt vidste hvornår man havde veer. Jeg havde kækt sagt til hende, at hun kunne tage det helt roligt, for det ville hun ikke være i tvivl om og tænkte tilbage på Anemones fødsel, hvor jeg synes det hele gjorde så ondt og var helt sikker på at fødslen var igang, for så at finde ud af at jeg kun var 1 cm åben. Nej dette var tydeligvis ikke veer. Jeg bad dog Niller om at hente Anemone i vuggestuen, for jeg var sikker på, at det jo nok skulle gå sådan at mit vand ville gå netop derude (det hører man jo om hver dag) og hvem skulle så gøre rent? Så Niller hentede Anemone den dag.

Da de kom hjem snakkede vi lidt om de der jag jeg havde og at de sådan var tilbagevendende. Niller sagde at jeg kunne ringe og spørge jordemoderen bare sådan for at få ro, hvilket jeg gjorde ca kl 16.30.

“Goddag fru Jordemoder, det er Susan fra Brande. Jeg skal bare lige høre, kan man egentlig godt have veer uden at man sådan er ved at dø af smerte…”

“Arhhh frøken Susan fra Brande, det har jeg vist aldrig hørt om. Men hvis du gerne vil have jeg undersøger dig, så vil jeg gerne det”.

“Ej det er okay – det behøver jeg ikke. Jeg ser lige hvad der sker”.

“Det er helt okay. Ring hvis der bliver noget, men nu må du ikke blive skuffet hvis det går I sig selv igen, vel”.

“Nej nej – det lover jeg, jeg ikke bliver”. (Som om… Jeg bliver big time skuffet…).

Niller og jeg fik herefter lavet aftensmad og satte os for at spise. En ven kom på besøg og klokken nærmede sig 17.30. Jeg begyndte at få nogle jag indimellem der gjorden en anelse ondt og jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere irriteret over at have besøg. Jeg opgav aftensmaden og satte mig hen i sofaen og surmulede lidt. Vores ven gik lidt over seks og jeg jublede lidt inden i. Niller gik ned for at gøre Anemone klar til nat og jeg trissede efter. Jeg fortalte at jeg syntes det gjorde mere og mere ondt når de der jag kom og vi aftale at jeg skulle ringe og spørge jordemoderen igen. Faktisk ville jeg gerne undersøges inden det blev nat, for typisk mig så ville der måske ske noget i nat og jeg ville garanteret ikke ringe og vække jordemoderen og være til besvær selvom jeg vidste man gerne måtte og derfor ville en status inden være rigtig fin.

Kl 18.20 ringede jeg igen til jordemoderen. Jeg husker ikke opkaldet præcis på ord, men jeg satte højtaler til, så Niller kunne lytte med og også svare når jagene kom, for jeg skulle nu koncentrere mig lidt om disse. Jeg sagde til hende at jeg nu synes det begyndte at gøre lidt ondt og hvis det var okay for hende, så ville jeg gerne tjekkes inden natten. Den var helt fin og vi aftalte at mødes på fødegangen en time efter. Vi skulle lige have gjort Anemone klar til nat og så skulle vi have min mor om for at passe hende. Dette havde vi en aftale om, men det var torsdag aften i cafeen – flæskeaften – deres travleste aften og tidspunkt – ikke så godt planlagt. Men på trods af mega stress og travlhed fik hun sig sneget afsted og om til os. Hun kom kl lidt i syv og jeg havde nået at få mig et bad inden – jeg skulle ihvert fald ikke undersøges uden at være lidt ren i det. Vi vinkede farvel til min mor – vi var jo snart hjemme igen!

På vej til Herning fortsatte jagene trods det at jeg nok kun havde fem-seks stykker af dem. Niller kunne godt huske sidste gang, hvor ondt jeg havde da jeg kun var åbent 1 cm og der var vi trods alt langt fra på dette tidspunkt. Så han gjorde mig klart at vi selvfølgelig blev sendt hjem igen. Jeg blev lidt træt af ham, men var godt klar over han havde ret.

Kl 19.20 indtog vi glade fødeafdelingen og vores søde jordemoder tog glad og sprudlende imod os. Vi kom ind på et undersøgelses rum og jeg startede med at sige, at nu synes jeg ikke vi skulle være for fine til et rask lille væddemål i form af et fosterskøn. Skyder man 1 kg forkert skal jordemoderen jo give kage og jeg så mit snit til at kunne blive en del af dette, trods det at det vist kun er til afdelingen og ikke forældrene. Den sidste jordemoder der vurderede Anemone inden fødslen, skød hende til 3300 gr og hun vejede jo 2610, så jeg synes det var værd at tage med. Vores sprudlende jordemoder lavede nu et skøn på 3400 gr og så var den del på plads. Samtidig kunne hun også fortælle at jeg havde veer (hvilket jeg på nuværende tidpunkt også havde håbet på) og at jeg var 4 cm åben og derfor ville gøre en fødestue klar til os (vi ville ikke blive sendt hjem – HURRAAAAA….). Og så spurgte hun hvilet nr fødestuen skulle have – vi skulle jo have et godt tal. Hi hi – hun kendte mig nærmest allerede. Jeg havde straks lyst til at nævne at det ikke skulle være nr 3 eller 7, men fik istedet spurgt om vi virkelig selv kunne vælge og hvilke numre der var frie. Og så aftalte vi at hun skulle tage et godt nr. Lidt senere blev vi henvist til fødestue nr 4 og hun spurgte om det var okay. Jeg sagde at det var helt fantastisk og i øvrigt var 4 jo et ret godt tal, specielt for en som mig der jo strikker – der går 4 jo op i alt… (Gad vide hvad hun tænkte om mig på dette tidspunkt – mærkeligkvinde.dk….)

Vi kom ind på fødestuen og Niller startede med at ringe til min mor, for at fortælle at hun godt måtte blive, da vi skulle være på sygehuset hele natten fordi fødslen var igang. Herefter gik han ned i bilen for at hente kamera og tasker, som næsten var groet fast i bilen. Mens Niller var nede og hente tasker, fortalte jeg jordemoderen at jeg faktisk havde drømt om hende et par uger før. Nå da da sagde hun, hvordan kan det være. Jo altså, jeg havde drømt jeg skulle føde og var kommet på fødegangen, hvor det netop var hende der havde taget imod os. Og bedst som jeg så havde lagt mig op på sengen for at føde, havde hun stoppet det hele og sagt: “Stop stop stop – det går simpelthen ikke det der. Din hæmoride (husker I Holger…?) er så stor, at der simpelthen ikke kan komme et barn ud. Vi må straks have fat i en læge og skære barnet fri”. Jordemoderen grinede af min drøm – hun mente ikke en hæmoride ville blive et problem. Bagefter tænker jeg – hvorfor skulle jeg også fortælle hende netop det… Typisk mig… mærkeligkvindevol2.dk…

Niller kom slæbende tilbage med vores tasker og alt det andet grej… Vi fik som det første pakket jordemoderslikket ud – jeg tænkte dog stadig så langt, at bestikkelsen var noget af det første der skulle frem. Desværre var chokoladen på noget af slikket pga varmen nogle uger før, smeltet sammen med alle de andre stykker og forvandlet sig til en stor klump slik. Shit tænkte jeg – kan man mon så stadig bruge det til bestikkelse… Vores jordemoder var imidlertid meget modtageligt og stod ikke i vejen for at spise sammensmeltet slik – heldigvis. Faktisk tog hun lige et lille billede af mig med slikket i hånden og en “tommel op” som hun sendte til de to andre jordemødre. Jo jo – lidt sjov skulle der til.

jordemoderslikJordemoderslik – min forestilling om en let tilgang til smertefri fødsel, meeeeen….

Vi fik alt det andet arrangeret, jeg fik et lavement og til sidst hentede jordemoderen lidt saftevand og kaffe. Og så havde vi faktisk klaret alt hvad der skulle klares, hvorefter jordemoderen med sprudlende energi så sagde: “Nå, hvad skal vi så lave…?” Jeg nåede lige at ærgre mig over at jeg ikke have strikkegrej med… Men så begyndte veerne at tage til.

Jeg stod henne ved sengen og hang over den – det var egentlig rart. Eller når jeg skriver rart, så mener jeg så rart som den situation nu kunne være. Og med det mener jeg, at jeg egentlig begyndte at synes det gjorde lidt ondt. Jordemoderen havde læst i min journal, at jeg gerne ville i vand, så hun foreslog med stor iver, at vi lige kunne fylde karet med vand og så kunne jeg komme deri. “Ej tak”, sagde jeg, “jeg står bare her. Det er ok”. “Nå”, sagde hun, “jamen så lad os tage den her bold med ind i bruseren, så kan du sidde på den og bruse dig med vand – det er altså smadderrart”. Hun var ved at løfte en af de der store yoga bolde. “Ej tak”, sagde jeg, “jeg står bare lige her – det er fint nok”. “Ej kom nu”, sagde hun, “du kan jo ikke blive ved med at stå der, så bliver det da en lang aften”. Og således fik hun mig overtalt til at tage alt mit tøj af og sætte mig splitterragende nøgen op på en yoga bold ude i en bruser foran hende og Niller, mens jeg prøvede at hælde vand udover mig selv, samtidig med jeg skulle passe mit prusten og stønnen. Efter et stykke tid kom hun dog med et fantastisk foreslag. Hun fik kørt en kontorstol ud i bruseren til Niller, så han behageligt kunne sidde bag mig og bruse mig på lænden. Niller, der er meget praktisk anlagt, syntes ikke om ideen, for sandsynligheden for at kontorstolen ville blive våd var ret høj og det ville jo aldrig gå. Hun fik ham dog heldigvis overbevist om at det nok skulle gå.

Og således sad vi tre mennesker i en bruseniche på en fødestue. Jeg nøgen oven på en yoga bold, mens Niller og jordemoderen havde beholdt deres tøj på og behageligt sad på kontorstole og snakkede om hvor glade de begge var for deres skiftende arbejdstider, hvordan man lægger tag på et 70’er hus, børneopdragelse, aftensmad, sygehusets parkeringsforhold og en masse andet. Samtalen var en slags intervalg samtale jævnligt afbrudt af mine veer, jordemoderen der sagde: “Det er så flot Susan, det er helt rigtigt sådan der, godt arbejde…” og Niller der intenst brusede min lænd. På et tidspunkt har vores jordemoder nok tænkt, at vi rigtig skulle hygge, så hun spurgte Niller om ikke han kunne drikke en kop kaffe. Og da Niller bliver kronisk træt hver gang han træder ind på et sygehus og samtidig fandt udsigten til endnu engang at skulle bruge en hel nat på at føde endnu mere trættende, ja så var han hurtig til at takke ja. Og netop her indtraf en sand katastrofe – eller tæt på. Da jordemoderen ville række Niller kruset med kaffe, var den så varm, at han var ved at brænde sine fingre. Han fik heldigvis hurtigt styr på det, men der er ingen tvivl om, at han netop der var tæt på at ryge på intensiv… Han har ihvertfald efterfølgende ikke været i tvivl om, hvem der denne aften havde været mest i smerter!

Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det faktisk rigtigt rart at sidde på yoga bolden. Jeg kunne ligesom lade kroppen arbejde og få frit spil og tyngdekraften hjalp samtidig med, at jeg kunne sidde behageligt. På et tidspunkt fik jeg presseveer og fik at vide det var helt fint. Da kl var ca 21.15 bad jordemoderen mig om at rejse mig, så vi kunne få mig tørret og jeg kunne komme med ind til sengen. Da jeg der stod og hang over sengen gik vandet – kl var nu ca 21.30 og hun undersøgte mig og kunne fortælle at jeg var 8 cm åben. Hun sagde at det var helt fint jeg fulgte kroppen og presseveerne, fordi jeg var andengangsfødende – havde det været første gang, havde det været for tidligt. Hun sagde også, at med mindre jeg ville stå op og føde, så skulle jeg op i sengen nu. Jeg ved ikke hvordan jeg kom derop, men det gjorde jeg. Presseveerne tog nu for alvor til og der skulle arbejdes. Kl 21.47 kom Lilleblomst til verden.

IMG_9559Netop født! De røde kunder og svedperlerne vidner om at det er hårdt arbejde. Mængden af fosterfedt kom noget bag på mig, da jeg var gået fire dage over tid. Til sammenligning havde Anemone ikke nær så meget med sig og hun blev født 2,5 uge før tid.

IMG_9562Den nye verden er overvældende så lungerne bliver afprøvet.

IMG_9566Scchhhhh lille ven…

IMG_9573Du lyder bekendt, er du min mor?

IMG_9568Et lille familie billede – godt trætte!

IMG_9576Og så bliver der holdt fødselsdag. Er det ikke bare det hyggeligt? Og virkelig gode boller. Læg specielt mærke til kagen – en lille en blev det trods alt til;)

Hun græd, blev lagt op på brystet. Jeg fik født moderkagen, fik indsprøjtning og alt hvad der nu bliver gjort. Der blev fejret fødselsdag med boller, saftevand og kage og vi fik en times tid for os selv, hvor jeg lå med hende på brystet. En fantastisk følelse alt sammen, som man vist aldrig glemmer og ej heller helt kan beskrive. Herefter kom jordemoderen ind igen så vi kunne blive undersøgt. Jeg var træt og svedig men ellers i en ganske fin tilstand. Lilleblomst skulle vejes og måles og her havde vi jo ikke glemt vores lille væddemål. Uheldigvis blev det ikke til en kage, men jeg forsøgte dog stadig at forhandle mig frem til blot en lille snitte – vi er jo stadig jyder… Hefter fik jeg et bad, mens Lilleblomst lærte sin far lidt at kende. Jordemoderen udleverede alt hvad der nu skulle udleveres til os; person nummer, husk at melde hvem der er hendes far, info om hæleprøve, osv osv… Heldigvis fik vi papirer på det hele – de kender vist godt ammehjerner derinde. Og efter lidt hyggesnak, gik vi alle hver til sidst.

IMG_9579Så var det tid til at jeg skulle i bad, mens far tog over på lillesøster fronten. Vi undskylder cykelarmene, men det vidner om at han ikke har lagt i solen, men arbejdet hårdt på huset istedet. 

IMG_9578Så blev det tid til at blive vejet. 

IMG_9580Vores fødselstavle!

IMG_7177To timer efter blev dette billede taget – lige inden vi skulle hjem. Rent faktisk var vi herefter lige forbi en tavle for at sætte en rød knappenål i og så skulle vi også lige se den nye fødestue, der jo er spækket med designer møbler, sofa, high tech på væggene og en masse andet der sikkert er super smart. Jeg vil nu hellere bare gerne have en fantastisk jordemoder <3

Vi var hjemme kl ca 01.00 og min mor var helt forvirret og vidste ikke om hun skulle blive siddende i sofaen eller gå ud og tage imod os på trappen, da hun så lyskeglerne i indkørslen. Hun valgte dog det sidste. Vi sad og snakkede en lille times tid, hvorefter vi faktisk var nødt til at bede mor om at gå, sådan at vi kunne få lidt søvn.

Det var en virkelig mærkelig følelse at køre på sygehuset med noget man ikke var sikker på var veer, for så 2,5 time senere at have født og være hjemme igen yderligere 2 timer senere. Så stod man der med et lille nyt menneske, som bare pludselig var en del af os. Det var samtidig også den fedeste oplevelse og jeg er så glad for at have oplevet en så god fødsel, hvor der bare var jeg, Niller og vores fantastiske jordemoder til stede.

4Og sådan ser Lilleblomst så ud, uden fosterfedt og med tøj på!