Monthly Archives: maj 2016

En fars mening om en mors kreativitet…

I går aftes mens Niller jobbede, fik jeg trods ubehag de seneste dage, en pludselig opvågning og en lyst til at være bare en anelse kreativ. Jeg fandt nogle stofrester frem og tænkte at en tunika med rå kanter, opsmøg og lidt pynt kunne være et godt bud på et hurtig kreativ udskejelse. Jeg tegnede et hurtigt mønster op, som jeg håbede passede, og fik det hele syet sammen. Der var også stof til et lille hårbånd. Jeg har aldrig rigtigt brugt hårbånd til Anemone, men det er jo så populært, så jeg tænkte det måtte have en chance. Jeg tænkte at det da ikke var det værste jeg sådan havde fået syet sammen og lagde det klar til at kunne bruges i dag.

 Tunika med sløjfe

Anemone vågnede tidligt – helt sikkert fordi hun godt kunne mærke jeg havde lavet en overraskelse… Vi gjorde os færdig – det tog lang tid for mig i dag for tøjet begynder at sidde lidt sjovt, men til gengæld var Anemones jo så klar.

Vi gik i nyt tøj spændt op ad trappen for at høre hvad vores far ville sige og det lød nogenlunde sådan her:

Far: “Nej Anemone – hvordan er det du ser ud?… Hvad er det du har på hovedet? Er du en lille rengøringskone…..”
Mor forduftede med en vis skuffelse ud i køkkenet for at lave havregrød til Anemone men kunne godt høre snakken fra stuen…
Far: “Skal du så være rengøringskone når du bliver stor? Måske kan du så gøre rent for mor og far!!!!!”
Mor var næsten færdig med grøden og til trods for skuffelsen over den manglende begejstring fra fars side, ja så lød aftalen om at man kunne få gjort rent når man blev ældre jo ikke værst trods alt…

Anemone med tunika

Efter endt morgenmad, kørte vi alle ud i vuggestuen. Jeg har nemlig ikke helt nemt ved at løfte Anemone længere, så Niller hjælper når han er hjemme… Da vi kom frem til vuggestuen, gik Niller om for at tage Anemone ud af bilen og så nu at hårbåndet var faldet ned omkring halsen på hende…

Far: “Nej se nu der, har du fået halstørklæde på. Er du blevet en lille spejderpige????”
Mor: Suuuuk… Mens hun rettede på hårbåndet så hun anstændigt kunne blive afleveret…

Pædagogerne i vuggestuen kommenterede heldigvis hårbåndet på en lidt pænere måde end far. Men lad os nu se hvor længe Anemone vil have det på. Ja så meget for en mors pludselige kreative indskydelse…

Det fik mig faktisk til at tænke på min egen mor, der syede en del i 80erne og start 90erne til hende og jeg. Hun syede meget i sæt – fx et ens sæt til både hende og jeg men måske i to forskellige farver. Det var da meget sjovt. Mon det også har været kikset uden at vi selv lagde mærke til det… Nå men indtil videre har jeg kun syet til Anemone, men måske jeg er færdig med at lave hårbånd :)

Tanker omkring graviditeten med Lillesøster

Nogle mener jeg har været lidt for tavs omkring den nye graviditet i forhold til mine blog indlæg. Det er nok rigtigt nok og der er nok flere årsager. En af dem er tid. Det er klart at man som første gangs gravid, har mere tid til sin graviditet og tanker end man har når man har et eller flere børn i forvejen. I sidstnævnte tilfælde, kommer barnet eller børnene jo før en selv. Min graviditet med vores Lillesøster er fløjet afsted og meget af det skyldes, at vi i denne periode har haft travlt med rigtig mange ting, primært omkring Anemone. Før november skulle der være styr på en masse ting inden hun skulle indkøres i vuggestue, som nu ellers gik ganske problemfrit. Efter vuggestue start, har vi haft en sygdomsperiode på næsten et halvt år som vi har kæmpet en del med, indtil der for 1,5 mdr siden endelig blev lyttet til mig og vi fik styr på det. Jeg har selv været sygemeldt samtidig med at vi har skullet have styr på en masse ting ang kommunen osv. Så tiden er bare gået…

Når det så er sagt, så har det også været let at gemme sig bag alt dette. Sandheden er nemlig, at jeg er meget mere nervøs denne gang end da jeg var gravid med Anemone. Selvom specielt første halvdel af graviditeten med Anemone var noget af en rutchebanetur, så vidste vi jo inden fødslen hvad vi havde i vente. Vi vidste vores barn ville være unikt og kræve lidt ekstra – vi vidste at vi ikke bare ville komme hjem med et barn der var som alle andre. Og det kunne og skulle vi forholde os til og det gjorde vi. Denne gang har jeg faktisk været lidt flov over mine tanker omkring Lillesøster og min nervøsitet over det hele. Da en jordemoder et stykke inde i forløbet pludselig satte ord på alle mine tanker uden at vi over hovedet havde snakket om det, var det en kæmpe lettelse. Jeg blev efterfølgende flyttet til et jordemoder team på sygehuset, der tager sig af fødselsangst fx i forbindelse med tidligere fødsler der ikke er gået helt efter planen, tvillingefødsler og forældre der fx tidligere har født handicappede børn. Jeg er så taknemlig for at være kommet i denne gruppe, der tager meget hensyn, lytter på ens tanker omkring det hele og jeg føler mig i de helt rigtige hænder.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at trods det at vores Lillesøster var noget af en overraskelse, så er vi samtidig dybt taknemmelige over at hun bestemte sig for at melde sin ankomst. Vi er taknemmelige for at det lader sig gøre og at vi ikke igen skal leve et liv på månedbasis med 14 dages håb efterfulgt af 14 dages skuffelse. Vi tror også hun bliver en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigeste, læremester i Anemones liv. Inden længe vil Anemone kunne spejle sig i hende og lære fra hende. Eller det er da ihvert fald hvad vi forventer. For vi forventer jo netop at få et sundt og rask gennemsnitsbarn, uden handicaps, kromosomafvigelse eller andet. Helt gennemsnitlig… Men vi er også meget bevidste om at tingene ikke altid går som man forventer – det kender vi alt for mange eksempler på i vores omgangskreds. Og det er nok her den store nervøsitet opstår. At vi forventer at vi kører på sygehuset for at føde dette gennemsnitsbarn, velvidende at ikke alle kommer hjem med et gennemsnitsbarn. Og jeg må indrømme at vi jo også bare er ganske almindelige egoistiske mennesker, der også gerne vil lave “normale” ting med vores barn/børn og også gerne have børnebørn når vi bliver gamle. Ja så er det sagt… Disse tanker har jeg været flov over, men det er sådan det er og det lettede at et andet menneske satte ord på, selvom det ikke var noget vi havde snakket om. Om ikke andet er vi i de bedste hænder og der er ikke længe til inden Lillesøster sikkert melder hendes ankomst og jeg glæder mig ubeskriveligt meget.

Lillesøster scanning
Hils på vores Lillesøster – her et billede fra en scanning hvor hun ellers drillede gevaldigt, men efter 3. forsøg, fik vi et kort sekund lov at se hende.

I denne graviditet har der ligesom sidst, været mange der har vurderet mig og min mave. Udover at jeg helt sikkert ventede en dreng, ja så var mange også sikre på at det var tvillinger. Og eftersom det så ikke er tvillinger, er jeg adskillinge gange blevet gjort opmærksom på, at jeg denne gang godt kan forvente at få et ret stort barn. Jeg har dog valgt at lytte mere til min jordemoder og sagen er den at min mave hver gang den bliver målt, er fuldstændig gennemsnitlig. Derudover har jeg sammenlignet billeder af min mave taget i uge 24, 30 og 35 i begge graviditeter og de er fuldstændig ens som vist på billedet nedenunder. Min vægt er også den samme som sidst. En scanning viste at vores Lillesøster nok var lidt lille i det og derfor fik vi foretaget en ekstra scanning for at sikre at moderkage og navlesnorsflow var okay og der ikke var risiko for brainsparing som der jo var med Anemone. Denne ekstra scanning viste at alt var okay og at hun kun var en anelse mindre end gennemsnittet, så noget kæmpe barn forventer jeg altså ikke at få. Det sidste billede viser dog en lille afvigelse og ca på det tidspunkt begyndte jeg at kunne se en størrelsesforskel fra sidst og i skrivende stund er der kun to dage til den dag hvor jeg fødte Anemone, men min mave og vægt er nu blevet lidt større end sidst på dette tidspunkt. Det giver dog ret god mening, da hun pt også forventes at være ca 300-500 gram større end Anemone.

Gravid med Anemone og lillesøster Min mave i uge 24, 30 og 35. Anemone øverst og Lillesøster nederst. Jeg underskylder den lidt ringe kvalitet nederst.

Jeg glæder mig meget til at kunne præsentere jer for vores Lillesøster og jeg tror jeg er så klar til hendes ankomst som man nu kan blive :)

Om en hæmoride der hedder Holger og en læge der har tavshedspligt…

Altså egentlig er det her noget jeg slet ikke har lyst til at fortælle, men min læge fik mig til at grine højt den anden dag og for at dele dette må jeg dele noget andet… Så altså… Jeg har i denne graviditet fået en… øh…. hæmoride – MEN altså det er en LILLE en… just saying… Jeg har aldrig prøvet at være i besiddelse af sådan en før, men min kære mor syntes lige jeg skulle gå til lægen, for måske var det noget med man skulle have noget salve…

Så for nogle måneder siden gik jeg så til lægen… På dette tidspunkt arbejdede jeg stadig i min mors cafe, hvor også min lillebror Martin og hans ven Lars arbejder. I den korte periode jeg var væk (i øvrigt på en fridag) spurgte min lillebror min mor hvor jeg var. Og min mor, der ikke kan lyve og ej heller kun fortælle blot en lille del af virkeligheden, fortalte selvfølgelig min bror, at jeg lige var en smut til lægen, fordi jeg havde fået en hæmoride… Og min lillebror nåede selvfølgelig også lige at informere Lars om sagen…

Da jeg kom retur – ret hurtig efter – var alle derfor ret velinformerede og den kære hæmoride var nu blevet døbt Holger… Så tak for det mor og i andre! Nå men hver dag blev der interesseret spurgt ind til Holger, hvordan han havde det, hvordan udviklingen var osv osv… Egentlig et emne jeg ikke syntes var det mest interessante og i øvrigt også noget jeg håbede på, på bedste teenagevis, bare ville forsvinde igen sammen med graviditeten.

Nå men månederne gik, Holger blev og forleden skulle jeg så til kontrol hos lægen, det der også hedder det 3. graviditetsbesøg. Min læge er en sød dame der oprindeligt kommer fra Italien. Hun snakker godt dansk, men med en skøn accent og god humor. Da jeg kom ind sagde hun, hun havde set mig i byen den anden dag men ikke hilst, fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle tackle det med både at have tavshedspligt men samtidig også bo i en lille by hvor det nok forventes at man hilsner på hinanden og spørger lidt. Som hun selv sagde med skøn accent “skal jeg bare hilse og sige nå hva så, hvordan har du det og hvordan går det med din hæmoride”… Først blev jeg totalt stum og skulle lige opfatte hvad hun havde sagt. Da det var sevet ind, kunne jeg ikke lade være med at le højt. Jeg fortalte hende, at det ville være helt okay med mig – og i øvrigt også naturligt – at hun hilste og hun måtte også gerne spørge hvordan det hele går – altså lige bortset fra hæmoriden – den behøvede hun ikke sådan offentligt at spørge til. Og så var det jo ligesom sat på plads;)

Ja og så snakker vi ikke mere om det… Jeg har aftalt med Holger at han må flytte om et stykke tid og han behøver ikke vende tilbage…

46

Seriøst, jeg aner ikke hvilket billede jeg skal vælge til dette indlæg… Så hermed et sommerbillede af en skøn Anemone og tusinde mælkebøtter, som godt nok intet har med indlægget at gøre…