Monthly Archives: marts 2016

Den nat Anemone næsten gik istykker…

Alle ved jo at det første barn er lavet af glas og man skal passe virkelig godt på det. De næste børn bliver så mere og mere robuste og man kan slappe lidt mere af. I vores mødregruppe bestående af tre mødre og tre børn, var det fordelt således, at vi var to førstegangsmødre og en trediegangsmor. Vi var alle tre opmærksomme på specielt at passe godt på de to børn af førstegangsmødrene, hvoraf Anemone jo er den ene. Det sidste barn, som var det tredie i en børneflok, ja ham var vi knapt så nervøse for, for vi vidste jo alle at han nærmest var lavet af beton…

Med dette i baghovedet er alt sådan set gået godt med disse tre børn indtil videre. Forleden udspillede der sig dog et sandt drama i vores hjem. Anemone var syg og vågnede derfor hvert 5-10 minut om natten. Niller var træt og var gået op i stuen for at sove. Jeg havde taget Anemone over i vores seng, så jeg ret hurtig kunne trøste hende og give sut når hun vågnede. Som gravid (og lidt træt om natten) var det efter nogle dage blevet lidt strenge at skulle ud af sengen så ofte – så jeg tænkte vi havde fundet en god løsning på denne måde. Jeg holdte godt om hende og sørgede for at hun var tryg, så hun måske kunne få bare lidt søvn og forhåbentlig hurtig blive frisk igen.

Hen på natten har jeg sikkert blundet lidt en kort stund og vågner ved følelsen af, at Anemone er lidt for langt væk fra mig. Jeg hører også at hun nærmest ruller i sengen for så at afslutte det hele med et ubehageligt bump. På det tidspunkt var jeg godt klar over at hun var faldet ud af sengen og eftersom hun er vores første barn, ja så kan vi jo alle regne ud hvordan jeg næsten var ved at gå i panik over hvor meget hun sikkert var gået i stykker. Jeg fløj over i den modsatte ende af sengen (og ja fløj er ikke et forkert ord at bruge netop her) og jeg har tydeligvis haft fart på og beregnet længden af sengen til måske at være 4 m istedet for 2 m…. I hvert fald skete der det, at jeg fløj direkte ud af sengen og samme vej som Anemone. Jeg kunne mærke at jeg landede halvt ovenpå hende der på gulvet og var på det tidspunkt også godt klar over, at hvis hun ikke allerede var gået i stykker, så ville hun tydeligvis ikke have klaret min landing. Jeg så også med det samme (i total mørke…) at hendes lille hånd vendte den helt forkerte vej. Mens jeg tog hende grædende op og prøvede på at trøste hende, fik jeg både kaldt (panik skreget) efter Niller, der nok for første gang nogensinde vågnede første gang jeg kaldte på ham, og fik tænkt igennem hvordan jeg skulle tackle det efterfølgende. Altså skulle jeg ringe efter en ambulance eller kunne vi sætte hende i autostolen med en hånd/arm der var brækket? Hvad skulle jeg sige på skadestuen? Skulle jeg sige at jeg havde været totalt uansvarlig og var faldet i søvn fordi jeg også havde et job at passe og efterhånden var lidt træt, eller skulle jeg pynte lidt på det og lynhurtig finde på en historie der var lidt pænere og satte mig i knapt så dårligt et lys (har endnu ikke fundet på den historie). Jeg vidste det ikke…

I løbet af sikkert ganske få sekunder stod Niller i soveværelset for at tjekket hvad dælan det var for en larm og skrigeri og fik tændt lyset. Jeg prøvede på at forklare ham både om flyveturen og om Anemones arm… Pludselig holdte hun med at græde. Jeg tænkte at godt nok har hun en høj smertetærskel, men det var da alligevel utroligt at hun ikke græd længere… Vi fik hende lagt på sengen og undersøgt og helt utroligt, så havde hun ikke fået en skramme. Hvad hendes hånd og arm angår, så ved jeg ikke hvad jeg har set, men det var tydeligvis ikke hendes.

Vi var begge to lettede og kiggede kærligt på hinanden og glædede os over at Anemone var hel… Så kom Niller til at le en smule. Han synes jeg skulle gå ud i spejlet og tjekke mig selv. På vej derud, synes jeg egentlig at jeg havde ret ondt i mit ansigt. Da jeg så mig selv i spejlet forstod jeg hvorfor. Jeg var landet på min hage og havde simpelthen fået et blødende “brændemærke” hen over hagen, overlæben og næsen… Derudover viste det sig om morgenen at min ene fod gjorde ret ondt og indeholdt to mistænkelige prikker som om jeg var blevet bidt af en slange. Et par dage senere fik jeg også besøg af en tømmerlus på den ene negl. Dagen efter begyndte min højre skulder og arm at gøre ondt og på anden dagen (hvor jeg heldigvis havde en fridag) kunne jeg næsten ikke bruge den.

Egentlig endte denne historie jo ret godt, for heldigvis gik Anemone ikke i stykker selvom hun er lavet af glas. Men Anemones mor er også det første barn i et søskende flok, og det kom tydeligvis til udtryk, sådan som hun gik i stykker. Men den efterfølgende søndag – ca 3 dage efter – skulle vores lille familie til barnedåb. Og ikke bare barnedåb, men barnedåb hos en virkelig pæn familie. Og denne måde at pynte sig selv på, var ikke just at foretrække, jeg havde egentlig forestillet mig en anden form for pynt. Vi overvejede derfor forskellige muligheder… Første ide var at tegne noget i panden på mig, noget der ville tiltrække lidt opmærksomhed og fjerne fokus fra mit fine brændemærke. Fx var en lille tissemand oppe og vende og tanken var jo egentlig sjov… “Hvorfor har hun en tissemand i panden?” “Er det mon Niller der har tegnet den mens hun sov?” “Altså ved hun ikke selv han har tegnet den?” Men problemet var at barnedåben skulle foregå i kirken her i Brande, hos den præst der også døbte Anemone og som vi håber også vil døbe lillesøster og jeg må indrømme jeg nok var en anelse bange for at vise os der blandt alle vi kender og præsten som vi så godt kan lide, med en tissemand i panden… Så ret hurtigt bestemte vi os for dette ikke var en god løsning. En lang række andre venner prøvede at hjælpe med muligheder og til sidst måtte vi på apoteket – både fordi der var gået lidt betændelse i det, hvilket ikke gjorde det pænere – men også for at få noget plaster der måske kunne dække det. Vi forestillede os sådan noget lidt neutralt plaster og købte et kæmpe udvalg. Da vi kom hjem måtte vi blot erfare, at store plastre i ansigtet ikke kan være neutrale.

Tissemand

I dagene op til dåben hørte jeg flere forslag til hvad der var sket med mig. Der var forslag i alle retninger, både det at Niller havde slået mig, at jeg var gået ind i en dør (hvilket jeg sagtens kunne have gjort), at jeg havde hormonforstyrelser over min graviditet (hvilket i dette tilfælde ville være ret voldsomt) og en masse andre gode historier. Søndagen endte med at vi troppede op i kirken total neutrale – uden tissemand i panden, kæmpe plaster på hagen eller hvad der ellers havde været af forslag. Når jeg blev spurgt, fortalte jeg historien som jeg havde pyntet lidt på i dagens anledning og alt i alt var det bare en virkelig skøn dag i godt selskab med alle disse dejlige og pæne mennesker, som alle var helt intakte.

Susan istykkerSådan kan en mor se ud når hun i mørket flyver efter hendes barn og ender med at gå i stykker. Hvorfor jeg så ligner en der også har overskæg, det ved jeg virkelig ikke…