Monthly Archives: juni 2015

Nye sko – også til dig!

Anemone er vokset. Jeg ved ikke hvornår det er sket – men pludselig er hun vokset ud af hele hendes sko kollektion. I kan måske allerede forstille jer hvordan panikken spreder sig her i hjemmet og så må mor jo gøre noget ved situationen. Jeg fandt en opskrift på nogle ret søde sko som helt sikkert ville være perfekte til hende og den sommer der måske kommer lige om lidt. Jeg strikkede dem og det blev noget værre noget… Så nu har jeg lavet opskriften om sådan at skoen bedre passer til Anemones fødder og min måde at strikke på – og vi har bestemt at dele opskriften med jer. I kan finde den under Strikkeopskrifter. Vi håber I kan få glæde af den.

I morgen skal Anemone have nye sommersko på:-)

Coral babysko 4

Bivirkninger ved en fødsel…

Alle ved jo nok at der kan være bivirkninger ved en fødsel. Der er dem vi snakker om, der er dem vi ikke snakker om (ihvert fald højst med den nærmeste veninde) og så er der de bivirkninger man ikke selv opdager eller først sent opdager. Af sidstnævnte kan der nævnes synsforstyrrelser og jeg har netop opdaget at Niller og jeg er blevet ramt…

Niller og jeg snakkede inden Anemones fødsel meget om, hvordan hun ville komme til at se ud. Havde hun mon alle Downs træk eller havde hun kun få – ville hun ligne os og ville vi i øvrigt synes hun var pæn. Mange spørgsmål meldte sig på banen. Af og til tjekkede jeg Halls kriterier i sådan et forsøg på at forberede mig – tror jeg… I øvrigt så kan I se her hvad Halls kriterier er, så I ved hvad jeg snakker om:

  • For tidligt født – lav fødselsvægt
  • Muskelslaphed (hypotonia)
  • Underudviklet såkaldt Moro-refleks hos det nyfødte barn. Moro-refleksen udløses hos spædbarnet ved at lade barnets hoved falde bagud. Barnets arme slår ud og efterfølges af en omklamrende bevægelse
  • Hyperfleksibilitet
  • Bredt ansigt
  • Fladt baghoved
  • Nakkehuden (nakkefolden) er rigelig
  • Epicanthus, dvs. en fold i inderste øjenkrog
  • Skrå øjne
  • Brushfields pletter, dvs. små hvide pletter på iris
  • Lavtsiddende øre med små folder
  • Høj gane
  • Snøvlende vejrtrækning
  • Korte, brede hænder, som er bløde og korte hyperfleksible fingre
  • Firfingerfure, dvs. en fure i håndfladen som strækker sig over hele håndfladen
  • Kort lillefinger, som krummer indad med underudviklet mellemfalang (mellemled) såkaldt klinodaktylia
  • Stor afstand mellem storetåen og andentåen
  • Misdannet hofteled, kan kun ses på røntgenbillede
  • Irregulært tandsæt (kan ikke ses ved fødslen)

Et barn med Downs syndrom kan have flere eller færre af disse kendetegn, men hvor mange eller få træk påvirker ikke barnets senere udvikling. Der findes med andre ord ikke grader af Downs syndrom. Enten har man Downs syndrom eller også har man ikke. Den eneste delvise undtagelse er Mosaik trisomi 21.

Da Anemone blev født var vi lettede – hun var nemlig super smuk. Altså hun var ikke den smukkeste baby jeg nogensinde havde set – og det var jeg lettet over at kunne se, for jeg havde hørt om forældre der ikke selv kunne se at deres barn måske ikke lige var det pæneste spædbarn. Heldigvis var vi da lidt mere jordnære her…. Nå men altså selvom hun ikke var den smukkeste, så var hun smuk og jeg synes hendes fine hårpragt hjalp ekstra på skønheden. Niller og jeg snakkede flere gange om, at det var utroligt at der fandtes så mange mindre kønne babyer, og så var der os, der til trods for Downs Syndrom alligevel havde formået at lave et så pænt barn. Vi grinede lidt begge to og fnisende snakkede vi om, at andre forældre nærmest måtte beundre os, at vores baby med Downs syndrom var blevet så utrolig smuk. Ja det havde de nok ikke regnet med… Og så fnisede vi lidt mere og gav hinanden “fem høje”… Altså jeg må hellere lige påpege, at vi ikke mener alle babyer er grimme, men de skal tit lige have et par dage til at “folde sig ud” efter fødslen. Og nå ja – så er der selvfølgelig enkelte der bare er født baby modeller…

Nå men alle sagde jo til os at hun var virkelig pæn og sød at se på og vi vidste jo de havde ret. Mange sagde også at de ikke kunne se det der med Downs ret meget og vi vidste de havde ret, for det kunne vi jo heller ikke. Tit tænkte jeg, at jeg lige skulle have set på de der kriterier for Downs igen, for hun kunne da højst have nogle stykker af dem.

En lille uges tid efter fødslen fik vi at vide hvilken type af Downs hun har. Jeg var selv forberedt på at det sikkert ville være den sjældne type, nemlig Mozaikken, det måtte være den eneste forklaring på hvorfor hendes træk ikke var så synlige. Testen sagde dog Trisomi 21, der jo udgør omkring 95% af alle Downs tilfælde, det kom lidt bag på mig må jeg sige.

For nogle uger siden blev jeg på Instagram bedt om at vise et babybillede af Anemone frem. Jeg tænkte det var en let opgave, specielt når jeg havde så mange smukke billeder af min baby. Jeg gik dem igennem, men synes ikke lige jeg kunne finde de der virkelig pæne billeder, men kun nogle andre, hvor hun ikke helt lignede sig selv. De andre smukke billeder måtte jo tydeligvis være på kameraet og det havde jeg ikke tid til at finde frem, så jeg valgte mit yndlings billede. Det er det billede hvor hun næsten lige er født og skriger – det er så livsbekræftende for mig og det vil for evigt betyde alverden for mig.

I forbindelse med den tv dokumentar vi er med i, så er den udsat et par gange pga valget. Ligeledes er der blevet redigeret noget i den del vi er med i, i forhold til det der oprindeligt er blevet lavet og for et par dage siden skulle Niller og jeg se de klip der nu er valgt ud med os. Vi gennemså det hele og en del af klippet viser os inden vi tager hjem fra sygehuset. Anemone har netop fået et bad og en sygeplejerske hjælper med at få hende vejet for sidste gang og så ser man ellers jeg giver hende tøj på. Da jeg så klippet blev jeg lidt skuffet. Hvorfor havde de nu valgt et af de klip hvor hun er knap så køn på – hvorfor havde de ikke valgt nogle af de tusind andre klip hvor hun bare er den smukkeste baby??? De er jo ikke amatører, men et professionelt tv selvskab, der har lavet utallige dokumentarer – det måtte da være en ommer…

Vi så klippene færdig og bagefter sad vi tavse i en periode. Jeg brød tavsheden og sagde til Niller at jeg måske nok huskede hende lidt pænere end lige på det klip. Niller så ligeså forvirret ud som jeg – han gav mig ret og syntes hun så temmelig skeløjet ud. Jeg nikkede… Og tilføjede at alle de der Downs træk som jeg bestemt ikke kunne se, dem synes jeg pludselig ret tydeligt jeg kunne se. Vi blev enige om at vi måske fremover bare skal præsentere vores mirakel som Anemone og ikke “Det er Anemone og hun har jo Downs (hvis du er ligeså blind som os og ikke kan se det)”… Vi fniste lidt… og tænkte lidt… Begge dele bliver man nogle gange nødt til… Jeg var øvrigt bagefter inde at tjekke Halls kriterier igen – og jeg kan afsløre at Anemone har mere end et par stykker af dem – indtil videre i hvert fald mindst 11…

Og ja, da gik det op for både Niller og jeg, at vi nok var blevet ramt af en af de mest normale bivirkninger ved en fødsel og det at få et barn – nemlig en form for sløret syn. Heldigvis, vil vi sikkert være ramt af det resten af vores liv – ligesom utallige andre forældre.

Anemones fødder 4 mdr.

 

Fra gammelt til nyt…

Når Anemone vokser ud af hendes tøj – specielt bukser – ender jeg ofte foran symaskinen. Grunden er at de fleste af de bukser vi har på lager, er for brede og jeg synes det ser så skørt ud til hende, når hun sejler rundt i buksebenene. Derudover synes jeg det er lidt sjovt at kreere noget unikt til hende.

Pt står vi igen der, hvor Anemone ikke rigtig har nogle bukser hun kan passe. Hun er ved at være vokset ud af det meste str 56 og bruger nu næsten kun str 62. De fleste af de bukser jeg har lavet til hende, er nu lagt væk og nogle nye skal til. Jeg ved godt jeg ikke har fået vist så meget af det jeg har lavet til hende de fleste måneder, men det er stort set røget direkte på hende. Jeg må forbedre mig…

I går fik jeg måske ikke kreeret det mest kreative til hende, men jeg tror til gengæld det er to ting som hun kan bruge til rigtigt meget – f. eks. ser jeg allerede strik i adskillige farver, eller lækre hæklede sko, der vil passe til dette sæt.

Et par sorte leggings som jeg aldrig har fået brugt, men som jeg med sikkerhed har haft i mere end 12 år (for hvem smider basic ud) blev fundet frem. Derudover en jersey top, som ikke helt var pæn til mig længere. Stoffet var lyst gråt med sorte prikker på og var brugt således at vrangsiden vendte ud af, for at looket blev mere dusty.

gammelt tøj 1

De sorte leggings blev lavet om til leggings til Anemone. De fleste af de bukser jeg laver til hende nu, er uden fødder, men disse lavede jeg alligevel uden fødder. Sådan sparer man jo også på strømperne:-)

toppen blev til en body, selvom vi egentlig ikke mangler dem. Men dette stof er ret tyndt og derfor tænkte jeg at min varme pige, måske får stor glæde af den til sommer eller nu med en lille strik over. Jeg vendte dog prikkerne ud af, da jeg synes det var pænere til hende.

gammelt tøj 2

Og således blevs mor gamle endnu engang til Anemones nye…