Monthly Archives: maj 2015

En redekasse – det er smart…

Det er smart tænkte jeg – det må straks deles med jer. Here it comes…

Webshoppen Parcellet er netop begyndt at sælge “Redekasser”. Det går i alt sin enkelthed ud på at man “betaler” et depositum på 3000 kr, hvorefter Parcellet fragtfrit sammensætter en “redekasse” til en – simpelthen en startkasse til det kommende barn. Man kan bestille kassen som unisex eller til dreng eller pige. Kassen vil indeholde varer som sengetøj, ammeudstyr, tøj, sutter osv og har man specielle ønsker til mærker, farvesammensætning eller varer, så kommenterer man blot det når man bestiller, hvorefter kassen bliver sammensat ud fra ens ønsker. Har man ikke specifikke ønsker til kassens indhold, kan det være mærker som Engel, CamCam, Love Mae, MP Strømper, Mini Rodini, Natursutten og Milk & Co man kan finde i kassen.

Kassen bliver sendt fragtfrit afsted og det smarte er så, at man har syv dage til at udvælge de produkter fra kassen man kunne tænke sig (eller beholde det hele) og det man evt ikke ønsker sig, sender man blot retur. Man betaler ingen retur fragt da de vedlægger returlabel i kassen. Herefter betaler man kun for det man beholder, hvilket vil sige at de 3000 kr man har “betalt” i depositum ikke bliver hævet før de syv dage eller før de har resterne fra kassen retur – herefter bliver differencen, altså beløbet for de varer man har valgt at beholde, hævet.

Og nu kan du så tænke at det måske er lidt kedeligt, at man ikke sådan kan komme ud og shoppe til den lille ny. Det tænkte jeg nemlig. For mig er det en del af glæden ved at være gravid, det der med at shoppe lidt rundt og have babytingene (og ikke mindst drømmende om det der er i vente) mellem hænderne. Det der slog mig er, at der jo nogle gange sker nogle ting, der gør at man ikke nødvendigvis har mulighed for at komme ud og shoppe løs. Måske er man sygemeldt med en krop der måske ikke lige er klar på en shoppe tur, måske melder den lille dens ankomst noget før tid, måske har man travlt med arbejde eller andet så shoppe ture aldrig rigtig bliver til noget – hvem ved – der kan være meget. Måske interesserer man sig bare ikke for at shoppe. Ved at bestille på denne måde får man stadig varerne mellem fingrene inden man bestemmer sig for, om det enkelte produkt er en keeper eller ej. Resten sendes retur og man har hverken betalt fragt den ene eller anden vej.

For god ordens skyld skal det nævnes at jeg ikke selv har prøvet dette koncept eller kender nogle der har. Jeg faldt blot over det tidligere i dag og tænkte det for nogle kan være ret smart og derfor vil dele det med jer. Jeg kan derudover se at Parcellet påtænker at sælge flere kasser på denne måde, en slags månedskasser, der svarer til barnets alder og størrelse.

Redekassen - Startpakke 0-3mdr

LÆS MERE OM REDEKASSEN HER!

… og hvordan går det så?

Der er mange der spørger mig om hvordan det så går med det hele. Og tak for det. Muligvis har jeg glemt baby opdateringerne lidt herefter at siden blev hacket. Så her kommer der så lidt baby spam.

Det går bare rigtig godt. Anemone AKA Minimusen stortrives og vi nyder hvert minut med hende. Hun er den skønneste. I starten kunne der være dage hvor det var svært at overskue den kæmpe omvæltning det var at være blevet mor, samtidig med at der skulle passes barselsbesøg ind og undersøgelser på sygehuse. Moderrollen hviler jeg mere i nu og føler også jeg har bedre styr på alting, sådan at jeg kan tage tingene stille og roligt og bare nyde. Og det sidste gør jeg rigtig meget i – tager tingene stille og roligt og nyder hvert minut. Trods det flyver dagene bare afsted, det er så vildt.

Alle undersøgelser er bare gået godt. Indtil videre er det eneste Anemone har taget med sig, hendes ekstra kromosom. Hofte, hjerte, øjne, ører, osv er bare i skønneste orden. Jovist der kan komme småting med tiden, men det er der vist ingen der har garantier for der ikke kan og sådan er det jo også hos os. Alt dette betyder at vi nu kun går til nogle tjek engang imellem, bla hos en ergoterapeut og det efterlader lidt mere tid i hverdagen.

Anemone er rigtig fint med i forhold til hendes terminsdato. Hun kan alt det en baby skal kunne og nogle ting er hun endda ret dygtig til. Det vi pt øver lidt på er at holde hoved og overkrop selv. Hun er meget “slap” i øverste del. Der er øvelser vi gør med hende og vi kan mærke det hele hjælper. Som jeg plejer at sige, så kan man jo ikke lære alt på en gang, så jeg tager det egentlig ret afslappet så længe jeg kan se der er en udvikling. Dette betyder ikke, at jeg ikke træner med hende, men jeg bekymre mig ikke om at der er noget hun er lidt bagefter med, for jeg kan jo se det er fordi hun åbenbart har haft travlt med at lære andre ting.

Vi nyder tiden sammen og bruger også tid på at mødes med andre mødre. Vi er en lille gruppe der mødes ret tit (vil nogle mene) men jeg kan godt mærke at der opstår et vist behov for at snakke lidt om bryst spændinger og gul remoulade, selvom vi bestemt også snakker om andre ting – endda emner der ikke har noget med børn at gøre…

At Anemone har Downs er ikke noget jeg som sådan tænker over i hverdagen – jeg ser det kun sjældent. For mig er hun en af de smukkeste babyer og helt perfekt. Når vi mødes med de andre mødre, så føler jeg vi mødes på lige fod med de andre. Alle snakker med alles babyer, vi joker og dikke dikker og det er kun sjældent vi har Downs emnet oppe, hvilket dog ikke er et tabu, men blot noget ingen af os tænker over.

Jeg kan dog mærke at jeg til gengæld tænker en del over det, når jeg de første par gange skal ud af min comfort zone og deltage i ting med mennesker jeg ikke kender. Jeg bliver pludselig utryg og tænker “hvorfor kigger de”, “kigger de på hende”, “hvad tænker de” osv osv… Og måske kigger de slet ikke – højst sandsynlig er det bare mig… Men det er altså noget jeg skal lære, for jeg kan ikke gemme mig i de trygge rammer for evigt. Og ja – der vil jo komme “oplevelser” som vil være ubehagelige, men jeg må lære at tackle dem på bedst mulig måde. Sådan er det!

Udover disse tanker, der opstår engang imellem, har jeg det rigtig godt. Jeg nyder rollen og kan pt ikke rigtig forestille mig jeg nogensinde skal arbejde igen. At jeg ikke helt ved hvad dette arbejde skal bestå i, hjælper måske heller ikke på det, men nu må vi se hvad jeg finder på. Jeg synes stadig friskpresset appelsin juice er lækkert, men jeg får det dog ikke så tit, ligesom jeg heller ikke længere drikker en liter Mathilde Kakaomælk hver dag. Til gengæld kan jeg stadig rigtig godt lide rullepølse madder med mayonnaise, agurk og karse og her snakker vi altså alt eller intet – mangles der noget kan det ikke bruges. Egentlig synes jeg det er lidt ulækkert, men den craving er jeg åbenbart ikke kommet over. Til gengæld er den søde tand som forsvandt under graviditeten, kommet ti foldigt tilbage. Der skete det da vi kom hjem fra sygehuset, at der opstod en træng til at hjælpe FAKTA af med alt deres chokolade. Jeg gik ind i dette projekt med hud og hår, men synes det virker til at være en kamp jeg ikke helt kan vinde. Det har resulteret i at jeg pt vejer mere end lige da jeg havde født. Ja det må jeg jo så snart få gjort noget ved – vel fra på mandag…

vi gør det sammeAnemone kan godt lide at efterligne og lære – hun efterligner tit mors mund og “snakker” rigtig meget!

Anemone i spralAnemone med spræl i!

Strikkeopskrifter til salg…

På det sidste er der kommet mange henvendelser på mine nørklerier. Det er tit opskrifterne I gerne vil have fat i:-) Nogle gange kan jeg henvise til en speciel opskrift eller en bestemt bog, så I blot kan gå i gang. Men rigtig tit kan jeg ikke rigtig henvise til noget, fordi jeg ikke rigtig har fulgt en opskrift.

Derfor besluttede jeg mig forleden for at skrive alle fremtidige opskrifter ned, som jeg vel og mærke selv laver. De første er nu nedskrevet og den allerførste netop sat til salg på min lille shop.

Ideen er at jeg vil samle alle opskrifter her på shoppen, sådan at I altid hurtigt kan søge om jeg har noget i kan bruge. Lige nu er det ret let, for der er kun en opskrift:-) Som tiden går, håber jeg på at kunne tilføje flere og flere opskrifter og forhåbentlig er det nogle I kan bruge. I finder udvalget af fremtidige strikke opskrifter i denne menu!

Jeg ønsker jer alle en rigtig god Bededagsferie – måske med nørkleri:-)

stribet bomulds shorts - 00001 - Anna Shorts