Monthly Archives: marts 2015

Madpakkerne…

Glæden var stor, da jeg kort efter at have født Minimusen, fandt ud af at jeg kunne amme hende. Det var et stort ønske, men omvendt havde jeg også forberedt mig selv på at det med stor sandsynlighed blev svært, fordi mange børn med Downs har nedsat suttemuskulatur. Men det glemte Minimusen og gik straks om bord i den ene madpakke og det har hun så gjort med succes siden. Skønt…

Det der med altid at have madpakker med til hende, er jo ret let. Man kan altid lige afprøve om det er der problemet er, hvis en vis utilfredshed melder sig, uden at skulle opvarme flaske osv… Og nogle gange når det skal gå stærkt, så skal det altså gå RIGTIGT stærkt.

Jeg havde inden fødslen forestillet mig en vis blufærdighed i forhold til at amme. Noget med at jeg altid lige ville sørge for at være dækket til når jeg skulle amme – fx med en ble over eller noget i den retning. Sandheden er bare den, at det bare ikke virker for mig det med den ble der – den falder ned. Og så er der også det at jeg ikke længere ser det som noget frækt eller noget man skal skjule – det handler om mad og det skal gå stærkt når der skal serveres.

Men allerede kort efter fødslen fik jeg lidt en skjult skræk inde i mig selv ang madpakkerne. Jeg fik ret hurtigt en eller anden form for rytme i hvordan madpakkerne blev hevet frem, hvordan hun blev ammet og hvad der så skete bagefter. Det resulterede i at jeg på forskellige tidspunkter, typisk efter en amning, havde flagrende bryster hængende ud over det hele. Altid skulle jeg lige være ekstra på vagt, for hvor var brysterne egentlig?

Kort efter vi var kommet hjem fra sygehuset, var jeg en dag stået lidt for sent op i forhold til Minimusens soverytme, hvilket resulterede i at jeg ikke nåede i bad inden hun vågnede. Det måtte jo så være sådan – no problemo. Men som jeg sad der og ammede så jeg ud af min øjenkrog at GLS manden til gengæld havde overholdt hans tidsplan og var på vej ind mod huset med en pakke. Jeg gik totalt i panik, for jeg vidste det var en pakke Niller manglede, så jeg var nødt til at åbne. Jeg skyndte mig at lægge det stakkels barn fra mig, hoppe i et par bukser og så var det sket. Jeg åbnede døren en smule og prøvede at gemme mig bag den, samtidig med at jeg fik viklet hovedet ud af døren for at tage imod pakken. Hvad GLS manden måske så var uglet hår og et ansigt med mascara lidt under det sted hvor man typisk vil placere det. Hvad han ikke så var at jeg godt nok havde fået tøj på, men ikke BH…

Siden da er det gået nogenlunde godt med tidsplanen om morgenen – jeg når næsten altid at komme i bad inden Minimusen vågner. Så langt så godt. Men der kan nævnes flere historier om bryster på afveje, men som heldigvis er blevet reddet i sidste øjeblik eller af en anden mor.

For en måneds tid siden da Minimusen igen var blevet sulten, ringede det på døren. Jeg undrede mig for jeg ventede ingen den dag. Jeg kiggede ud af vinduet, men ingen bil kunne afsløre identiteten på den besøgende. Jeg lænede mig tilbage i sofaen og besluttede mig for at det sikkert ikke var vigtigt. Den besøgende var åbenbart ikke enig og til sidst besluttede jeg mig for at åbne døren, lidt nysgerrig er man vel… Og man kan jo med tiden lidt af hvert som mor, så da jeg åbnede døren havde jeg været i bad, havde sat håret og mascaraen var som udgangspunkt placeret det rigtige sted. Jeg havde forholdsvis pænt tøj på og så holdte jeg Minimusen i den ene arm, der veltilpas havde mit ene bryst placeret i hendes mund, mens hun var lykkeligt udvidende om at jeg i samme øjeblik åbnede døren halvt, med det meste af min krop placeret bag døren og hovedet lænet bagud så jeg kunne tage imod gæster. Det vidste sig at være to besøgende fra “en anden trosretning” end min. Til at starte med tror jeg måske de synes jeg opførte mig mærkeligt, men pludselig udbrød den ene meget overrasket: “Står du og ammer???”. Og ja det gjorde jeg faktisk og så bestemte de sig for ikke at ville forstyrre mig i mit foretagende. Jeg kunne lidt senere ikke lade helt være med at smile lidt af min lidt akavede situation.

Jeg tror dog alligevel min største skræk er scenariet af mig der ammer og efterfølgende af uransagelige årsager ikke får styr på brysterne og så sker der følgende; en GLS mand ringer på døren, jeg skal skynde mig ud af døren til et vigtigt møde med tjekkede mennesker (måske job interview), en af Nillers venner kommer forbi eller noget i den retning… Og der sker så bare det mest pinlige… Jeg prøver at være total tjekket, men opdager pludselig alt for sent , at det ene bryst flagrer… Sådan noget i stil med at amme BHen stadig står åbent fordi man havde travlt med ikke at vække Minimusen efter endt amning, brystet har forvildet sig lidt ud til den ene side og blusen man har på har uheldigvis ikke reddet situationen, men hænger ligeså pænt et stykke over brystet…

Så hvis nogen ud af øjenkrogen nogle gange har set mig undersøge min krop på mærkelig vis, så er det bare mig der tjekker mig selv for flagrende bryster… sorry…

 brysthat

Nogle andre mødre og jeg snakkede i øvrigt forleden om vi skulle i gang med et nyt nørkle projekt til vores børn.
(Billedet er lånt fra Etzy – klik på billedet for at se link)

brysthat 2

I så fald skal vi have bestemt farver først!
(Billedet er lånt fra Etzy – klik på billedet for at se link)

 

Barnedåb – den store dag!

Efter en skrivepause pga hacking, kan jeg nu endelig sætte mig ved tasterne igen. Jeg har faktisk manglet skriveriet og jer!

For en uge siden, nemlig den 22. marts, var den store dag endelig kommet til at holde barnedåb. Jeg havde været vildt nervøs og var faktisk overrasket over at en barnedåb betød så meget for mig. Jeg har aldrig set det som noget stort, men for søren hvor betød denne dag pludselig en del for mig.

I ugerne op til dagen var Minimusen pludselig begyndt at vågne to gange om natten i stedet for en gang – ja jeg ved godt det ikke er noget at pive over, men det var blot en forandring. Jeg synes også amningen var begyndt at give lidt problemer idet jeg flere gange ikke følte jeg havde mælk nok. I ugen inden dåben havde vi travlt med undersøgelser, besøg af talepædagog, sundhedsplejerske og motorik, samtidig med at jeg skulle have bagt kage og broderet dåbskjole. Sundhedsplejersken sagde til mig at alt sikkert gik i orden når dåben var overstået og hun havde ret – alt er nu i skønneste orden igen mht til både søvn og amning. Utroligt hvad der kan påvirke.

Dåbskjolens historie er den at da min mor og far skulle giftes i 74, syede hun selv hendes brudekjole. En flot kjole i dobbelt lag polyester – et under at hun ikke døde af hedeslag under brudedansen! Kjolen syede hun om til dåbskjole, da jeg skulle døbes i 79. Min ældste kusine er også døbt i den to år efter, men den gren af familien er efterfølgende alle døbt i en anden kjole, og derfor er denne kjole ikke brugt siden. Min far – der er ligeså god til at gemme som jeg – har gemt den og jeg fik den for mange år siden. Nu skulle den så endelig i brug. Jeg ville så gerne have alle navne og datoer broderet på og troede sagtens jeg kunne, men det blev ikke som inde i mit hoved og til sidst måtte en gang maskin brodering hjælpe mig. Resultatet blev ret flot. Min mor og fars navn og deres bryllups dag står med småt øverst, for selv om de er skilt, så er det jo altså udgangspunktet for kjolens historie. I venstre side står så navnene på den tre der er døbt i den – øverst mit navn. Jeg købte et gammelrosa satin bånd som sløjfe til kjolen.

Ligeledes havde jeg bestemt at lave kager der skulle symbolisere hendes navn. Disse måtte jeg så imidlertid også have lidt hjælp til, men resultatet blev ret flot. Kagerne måtte dog som så meget andet skjules for venner og familie indtil dåbsdagen, da navnet jo var en hemmelighed.

Dagen før – alt om lørdagen den 21.3 – var det faktisk Downs Syndrom Dag. Grunden til at det er denne dag er at det jo på amerikansk skrives 3.21 = 3 stk af det 21. kromosom = Trisomi 21 som er den hyppigste form for Downs Syndrom. Vi ville gerne symbolisere dette om søndagen, og derfor havde jeg taget blå neglelak på og Niller to forskellige slags strømper. Det er noget pårørende tit gør den 21. marts, fordi den blå farve symbolisere logoet og de to forskellige strømper symbolisere at der skal være plads til forskellighed. Måske nogle i kirken har lagt mærke til dette og tænkt at ham der faren, måtte være meget forvirret siden han kunne tage to så forskellige strømper på uden at opdage det:-)

strømper og neglelak

Vi var i kirken næsten en time inden gudstjenesten, sådan at jeg kunne amme hende træt inden og så ville det passe med hun ville sove ca et par timer – altså gennem gudstjenesten. Tv holdet ville ligeledes filme til dåben og dem skulle vi mødes med inden også. Bedst som hun var kommet i alt det hvide tøj (undtagen kjolen) sagde det skralde bang fra bleen og gul remoulade bredte sig op ad ryggen…. Om igen… Nyt hvidt tøj på, og så i kjolen og så amning og så ville hun sove. Planen holdte stik – ja altså undtagen det der med at sove. Præsten ville gerne have Niller og jeg skulle gå op ad kirkegulvet med hende og jeg havde så overtalt ham til at han skulle gå forrest. Uha det gjorde mig nervøs og jeg var samtidig med nervøsiteten også påvirket af denne store dag, så jeg så ingen på kirkevejen. Præsten introducerede som det første at Minimusen skulle døbes og fik sagt på en rigtig fin måde, at grunden til at der blev filmet i kirken, var at hun er med i en tv dokumentar fordi hun har Downs Syndrom.

i kirken

Min mor og en god veninden læste op lige før dåben – det betød rigtig meget for mig. En anden veninde og Nillers bror stod faddere og selve dåben forløb rigtig fint, men med store øjne fra Minimusen. Dagens tekst var den hvor Maria får at vide at helligånden ville komme og at hun til jul skulle føde Guds Søn – på mange måder en tekst der passede til os (bortset fra at Minimusen ikke er Guds Søn, men Nillers datter). Under en ellers rigtig fin prædiken, sagde det igen skralde bang fra bleen og en angst for gul remoulade i hele dåbskjolen bredte sig hos både Niller og jeg. Så snart det var muligt listede vi ud og fik hende skiftet og listede tilbage til vores pladser så vi sammen kunne gå ud og blive lykønsket i døren af alle gæsterne og de øvrige kirkegængere. En skøn skøn oplevelse der påvirkede mig meget.

Efter kirken blev vi interviewet (sikkert for sidste gang) af tv holdet, mens vores gæster fandt vej til dåbsfesten. Her kunne vi så også indfinde os. Niller og jeg havde forberedt en lille hurtig præsentation og også en forklaring på hvorfor Minimusen har fået det navn hun har.

Vi havde en skøn skøn fest med de dejligste gæster – en dag der gik alt for hurtigt og som vi sent vil glemme.

Og nå ja – så er der navnet:

Anemone Lohff Blomstrand

broderi

Broderi af dåbskjolen – som jeg er MEGET tilfreds med.

anemone, mor og far

Anemone, mor og far!

dåbskage

En flot flot og KÆMPE stor dåbskage – en kæmpe overraskelse som oven i købet smagte fantastisk.

anemone baby

Øverste etage af min kage til Anemone – en sovende Anemone. Og ja bogstaverne er ikke helt i skabet – men det er også mit første forsøg!

anemone kager

Anemone kager!

rammer

På kagebordet havde vi sat tre rammer:

anemone fakta

Anemones “fakta” og hendes første hue.

every child

En smukt citat som Niller bestemt synes skulle med denne dag. Det var det samme citat som vi i sin tid brugte, da vi med sikkerhed fik at vide at hun havde Downs Syndrom. Anemone er selvfølgelig baggrund.

navne forklaring

Forklaring på Anemones navn, som vi også læste op for gæsterne.

anemone og mormor

Anemone og Mormor!

anemone og mormor 2

En dejlig slapper hos Mormor!

anemoner i kande

En tilfældig buket Anemone blomster!

En træt anemone

En træt Anemone efter en skøn fest.

Præsten spurgte dagen efter om han måtte skrive lidt om os og det måtte han gerne. Hermed linket: http://www.brandekirke.dk/node/6