Monthly Archives: januar 2015

Mine tanker omkring jordemoderen

Jeg var jo sådan set ret glad for der var en jordemoder til stede under fødslen. Da pressefasen trak lidt ud, nåede den jordemoder vi egentlig skulle føde hos, at komme frem og derfor skiftede vi jordemoder ca midtvejs i forløbet. Specielt den sidste jordemoder der tog imod Minimusen og garanteret fordi hun netop tog imod hende, har jeg fået sådan en helt speciel følelse for. Jeg ved jo at vi for hende blot er endnu et patient, men for mig vil hun altid være noget specielt. Jeg føler en taknemlighed overfor hende, jeg synes hun er super sej og jeg føler samtidig også en slags vemodighed over at hun nu ikke længere er en del af vores liv. Hun har været der på et helt specielt tidspunkt, et tidspunkt som vi ikke bare sådan videre vil dele med en hvilken som helst, så derfor synes jeg det er lidt mærkeligt at vi ikke sådan skal se hende mere. Det er som om at de timer på fødestuen sammen med hende, udløste en speciel kærlighed til hende, ja det kan være svært at forklare.

Minimusen netop født

Hæklet kjole til dåbsdagen…

Med et barn kommer der jo en masse andre ting. Og for nogen kommer der også en dåbsdag. En af pigerne som jeg både gik til graviditetssvømning og fødselsforberedelse med, havde luret på noget af mit strik. Og hun spurgte mig om jeg måske kunne hjælpe hende med en kjole til hendes datter til hendes dåbsdag – ikke til selve dåben, men efterfølgende. Og jeg sagde straks ja – jeg kunne garanteret hurtig lige strikke en bette kjole når jeg nu alligevel sad der i sofaen.

Jeg spurgte lidt til hvad hun ønskede, farve osv. Inden jeg fik set mig om havde hun sendt mig en opskrift på en yndig kjole – og det var jo sådan set fint nok, bortset fra at den var HÆKLET… Udover de sko jeg havde hæklet til Minimusen – så havde jeg aldrig tidligere prøvet at hækle noget – ej heller tøj eller andet efter en opskrift. Hmm… Men jeg havde jo sagt ja og det var jo lidt af en udfordring. Eftersom der på dette tidspunkt var mindst et par måneder til hendes termin og hun planlage dåb ca når barnet ville være 3 mdr, ja så havde jeg jo tid til at forsøge og efterfølgende opgive i så fald det ikke lykkes og så ville hun stadig have tid til at finde på noget andet. Så jeg gik i gang.

Det overraskede mig hvor bidt jeg egentlig også blev af hækleriet og det kan jeg jo i dag takke hende for. Og dette hækleprojekt er faktisk lidt specielt. Jeg gik i gang med det på sofaen mens jeg var sygemeldt og efterfølgende på barsel, det tog med mig på fødegangen og selv den 15. december om aftenen sad jeg og hæklede med begyndende veer og nu er det så afsluttet dagen før Minimusen bliver en måned.

 Rosa dåbskjole

Udover selve kjolen, har jeg hæklet et par sko, sådan at alt matcher på dagen. Så er det jo bare spændende om jeg har ramt rigtig med størrelsen både på kjolen og med skoene.

Jeg er selv i gang med at planlægge Minimusens dåb og i den forbindelse gik vi forleden ned med dåbskjolen til rens. Hun skal efter planen døbes i den kjole jeg selv er døbt i. Det var oprindelig min mors brudekjole fra den gang hun giftede sig med min far engang i 70’erne. I 79 syede hun den om til dåbskjole og jeg var den første der blev døbt i den 1. juledag 79. Et par år senere blev min kusine også døbt i den og hun er den sidste der har haft den på. I 33 år har den været pakket ned, dog afbrudt af en vandskade vi havde for næsten 5 år siden, hvilket desværre har resulteret i nogle trælse pletter.

Hvis ikke rensningen virker, så har jeg tænkt og jeg måske selv kan lave en. Og tanken er at opskriften på ovenstående kjole kunne bruges – måske med lidt justeringer og så bare noget længere og ja, så skal vi vel have et lille farvet bånd på:-) Nu må vi se hvad det bliver til – ellers skal vi skynde os og have gang i hæklenålen igen!

Hæklede dåbssko

Mine tanker om Niller og fødslen

Før fødslen havde jeg visse tanker omkring Nillers deltagelse. Jeg tænkte at hvis han blot sørgede for at holde mig lidt i hånden, måske være standby med en våd klud og så i øvrigt ikke sagde for meget, så skulle det hele nok gå. Ja og så skulle han selvfølgelig holde sig oppe ved hovedgærdet – det måtte være regel nr 1.

I de timer jeg havde veer, havde jeg det bedst stående under hver ve. Det betød at Niller stillede hans krop og styrke til rådighed, sådan at jeg kunne slå armene om ham og så ellers hænge under veen. Og det blev vist også noget med at han nærmest måtte holde mig – for benene blev lidt gele agtige. Og så talte han selvfølgelig mellem veerne og havde helt styr på dette. Senere på fødestuen var han total klar med våd klud og en hånd. Da jeg var nødt til at ligge under denne fase pga situationen med måleinstrumenter, elektroder, blodprøvetagning, osv – ja så syntes jeg veerne gjorde ekstra ondt. Så hver gang der kom en ve, lænede Niller sig ind over mig, sådan at jeg nærmest liggende kunne hænge i ham. Det føltes lidt bedre. Senere var det ham der styrede iltmasken og jeg ved også han fulgte med i hjerterytmen på Minimusen. Jo han styrede det, derinde på fødestuen!

Jeg husker en episode fra pressefasen – hvor jeg åbenbart lige er kommet lidt til mig selv – og jeg husker den således:

Jordemoder: ….”og hvis du kommer med din hånd, så kan du faktisk mærke hendes hoved nu”
Mig: “Eijjj det tror jeg ikke jeg skal…..”

Jordemoder: “Jo det er rigtigt – du kan selv spørge Niller – han så hendes hoved lige før. Er det ikke rigtigt Niller?”
Niller: “Jo…..”
Mig: “Har du været DERNEDE?????”
Jordemoder: “…øhhhh I havde måske en aftale om at han ikke måtte???”

Jeg husker at jeg alligevel rakte hende min hånd for at mærke. Det var rigtigt jeg kunne mærke det øverste af hendes hoved – helt utroligt og fantastisk. Og udover at tænke at vi snart måtte være i mål, så tænkte jeg også om Niller ville løbe skrigende væk fra fødestuen når alt dette var overstået, efter det han åbenbart havde set og som jeg åbenbart ikke havde opdaget… Hvordan kunne regel nr 1 i øvrigt brydes og så uden jeg opdagede det???

Efter fødslen tænkte jeg på, hvordan jeg nogensinde skulle have klaret den fødsel hvis ikke det havde været for Niller. Jeg er ham evig taknemlig for at have været der og for at have deltaget på den måde han gjorde. Han veg ikke fra min side en hel nat og blev klemt synder og sammen, men ikke et eneste tidspunkt beklagede han sig. I dag er jeg ham evig taknemlig og lige efter fødslen følte jeg bare jeg elskede ham endnu mere – måske både fordi vi sammen havde skabt dette lille fantastiske kærlighedsbarn,  at han var der 110% for mig i forløbet og hjalp mig ved fødslen.

Og ja – jeg ved godt hans planer ændrede sig lidt. Jeg mener hans oprindelige plan var, at han ville stå og dele cigarer ud udenfor fødestuen mens jeg klarede det med fødslen. Heldigvis ændrede han den plan:-)

Cigar med rom

Nillers gave fra to af mine skønne veninder – en cigar med rom!

Niller farmand

Jeg beklager kvaliteten på dette billede – men dette er endnu en af Nillers gaver – faktisk fra hans farmor og farfar. Et forklæde med alt hvad han behøver for at passe Minimusen:-)