Monthly Archives: januar 2015

Dobbelt gave…

Forleden fik jeg endnu en gave til Minimusen – men denne gave var lidt speciel, fordi den ikke var færdig. Den søde giver var lidt i tvivl om hvordan hun skulle gøre den færdig – en ting var hvad opskriften sagde og en anden ting var hvad hun selv synes. Derfor fik jeg den simpelthen overdraget ufærdig – sådan at jeg selv skulle afslutte den. Selve gaven er for skøn, en hæklet baby jakke i farver jeg elsker.
Hæklet babyjakkeDette var den ufærdige babyjakke. Giveren var i tvivl om der skulle laves en rosa bort omkring ærmerne. De to knapper var hun også i tvivl om – skulle de sidde en på hver side, begge på den ene side og passede de i øvrigt i farverne.

Jeg syntes klart der skulle være en rosa bort omkring ærmerne – så det lavede jeg som det første. Jeg kunne godt lide knappperne – men jeg syntes ikke farven passede til det rosa garn så det tænkte jeg lidt over. Til sidst besluttede jeg mig for at hækle et bælte som lukning til jakken i stedet for knapperne.
Hæklet baby jakke til pige
Og dette blev så den færdige jakke som jeg synes er total skøn. Tusind tak til dig du søde giver – som jeg ved læser med her på bloggen. Jeg ELSKER den simpelthen!

I går skulle vi så til hoftescreening med Minimusen for at se om alt er okay eller en senere operation skulle planlægges. Og hun fik den skønne jakke på og det fungerede bare så fint. Om hun var fin? Ja – jeg tror nok det var os der førte på babyjakke fronten:-) Og det med bæltet fungerede godt og så kan hun vel også  passe den bare lidt længere:-)
Hoftescreening
Hoftescreeningen gik rigtig fint. Alt er okay derinde i hofterne og en operation er overhovedet ikke på tale. Endnu en gave. Og da vi så gik derfra, sagde sygeplejersken, at så ville de først se os igen om 5-6 år. Vi blev begge helt forvirret, for de havde jo netop sagt at alt var okay og det ville det også være fremover. Så hvorfor, spurgte vi. Ja fordi når hun om en 5-6 år leger vildt og brækker armen, så skal vi selvfølgelig lige se på det. Brækker armen tænkte jeg – uha… Hun skal da ikke brække armen. Næ nej – hende og jeg skal jo bare stille og roligt sidde inde ved bordet og sysle stille og roligt… eller….
Minimusen på cafe
Nå men vi afsluttede hofteundersøgelsen med at tage på cafe for at fejre den gode nyhed – selvfølgelig iført lækker hæklet baby jakke! Minimusen sov dog det meste af tiden – men mor og far hyggede og glædede sig over tip top i orden hofter!

 

Planlægning – hvad er det nu lige det er?

Jeg overholder altid mine aftaler og kommer hellere lidt for tidligt end for sent. Jeg kan slet ikke have at komme for sent og jeg hader at have aftaler med folk der kommer for sent.

Dog er det blevet sådan, at jeg må sande at det med planlægning er blevet lidt en by i Rusland. Selvom jeg har rigeligt med buffertid med i planlægningen, så kan den lynhurtigt skride. Og når der så er mavekneb med i spillet, ja så bliver man lynhurtigt sat ud af kurs i forhold til alt det der oprindeligt var planen. Så nu er jeg begyndt at lave løse aftaler i et tidsrum som jeg mener kan holdes.

Og slyngen er blevet vores gode ven – både hjemme og ude. Jeg har armene frie – så godt som. I hvert fald til fx at kunne ordne ting på computeren eller spise alt imens Minimusen finder ro på mit bryst. Og sådan finder man jo hurtigt metoder hist og her til at få den nye hverdag til at fungere.

Minimusen i slynge

Sådan ser det fx ud når Minimusen har mavekneb og kun vil falde til ro hos mig – og jeg har ting der skal ordnes på computeren!

Minimusens Gaveregn

Noget af det der har overvældet os meget, er alle de hilsner vi har fået fra nær og fjern og ikke mindst ALLE de gaver. Hold da op – har vi tit sagt til hinanden.

Allerede på sygehuset fik vi en del gaver – de fleste fra familien og vennerne. Men der begyndte så småt også at komme gaver ind fra personer, som bestemt ikke behøvede give os gaver. Men det gjorde de og bunken af gaver fra lige præcis denne gruppe af mennesker, voksede og voksede. Da vi kom hjem kom der endnu flere og selv her en måned efter kommer der stadig gaver. Det er så vildt og vi har aldrig oplevet noget lignende.

Da vi i efteråret med sikkerhed vidste at Minimusen ville blive født med Downs, var vi ret nervøse for hvordan omverdenen og måske ikke mindst vores lille by ville tage imod dette. Vi valgte derfor at lave en status på vores Facebook profiler omkring dette og gøre den offentlig. Vi fik så mange kommentarer og private beskeder og de varmede alle hver og en. Ikke en eneste en var på nogen måde ubehagelig, vi mærkede kun varme fra folk omkring os og i vores lille lokale samfund. Vi blev så glade og varme om hjertet.

Og nu alle disse gaver. Det er som om vores by er fyldt med kærlighed og vi havde aldrig turdet håbe på en sådan modtagelse af Minimusen. Og vi har slet ikke fået sagt tak til alle. Vi er først nu ved at beundre alle gaver igen – først nu kan vi rigtig rumme det. Gaverne bliver en efter en taget i brug og ting eller tøj hun skal være lidt større for at bruge, bliver gemt i hendes skab og fundet frem senere.

Til alle jer der har sendt hilsner og gaver og blot udvist kærlighed – TUSIND TUSIND TAK!

Gaver til MinimusenDette er blot en lille brøkdel af den gaveregn der er kommet ind til Minimusen fra “folk der ikke behøvede”! Sikke mange skønne ting!