Monthly Archives: december 2014

Velkommen til verden Minimusen – Dagene op til…

Undskyld min tavshed i de sidste par uger. Jeg har dog en god undskyldning – jeg har nemlig nydt mit nye bekendtskab – Minimusen.

Der er så meget at fortælle og jeg har så mange tanker. Jeg prøver at koge det lidt ned og fordele det over flere opslag!

Som jeg tit har sagt på det sidste, så regnede jeg med at Minimusen ville komme til verden før jul og de sidste par måneder, har jeg endda haft en dato i mit hoved der hed den 15. december. Som jeg plejede at sige til Niller; “Jeg tror vi har indtil den 15. december, men så tror jeg heller ikke den går ret meget længere”. Da vi var til ekstra scanning i Skejby torsdag den 11. december, endte det med at blive en lidt vild dag. Niller var nødt til at arbejde, så jeg havde taget min mor med og nå ja, så var tv holdet også med. Vi troede alle det blot skulle blive en ganske alm ekstra scanning og så skulle vi hjem igen. Men sådan gik det ikke.

Det var afdelingslederen Olav, der tog imod os denne gang. En meget behagelig og rar mand, der forklarede alt hvad han gjorde. Han gjorde sig umage med scanningen og endnu engang var det skønt at se Minimusen. Da han var færdig kaldte han mig hen og sagde at jeg nu skulle lytte godt efter. Egentlig hørte jeg ikke så meget af det han sagde, han blæste mig helt omkuld. Kort fortalt, forklarede han mig at alt ved vores lille pige så fint ud og at hendes vægt var målt til at være 2371 gr – dvs normal gennemsnitsvægt for et barn med Downs Syndrom. Der var også begyndende tegn på Brain-Sparing, hvilket betød at ressourcerne i moderkagen var aftagende. Der var ingen problemer pt, men fortsatte dette, ville hun ikke selv kunne klare en normal fødsel. Derfor ville konklusionen være, at hvis ikke jeg selv havde født inden weekenden var omme (hvilket han faktisk regnede med jeg ville), så skulle jeg sættes i gang mandag den 15. december. Jeg var helt rund på gulvet – det var så vildt det hele – dagen var pludselig kommet. Jeg var glad, lidt i chok, nervøs, bange og spændt. Og så måtte jeg ud og ringe til Niller at nu var det snart. Han fik også lidt travlt, fordi hans oplæringsfase på hans nye job pludselig ville blive forkortet med et par uger.

Da vi kom retur fra Skejby, nåede jeg lige at få lidt mad med tv holdet og sunde mig en smule. Så gik turen til jordemoderen med beskeden fra Olav. Hun undersøgte mig og snakkede med mig som hun plejede og så fik hun ellers booket en igangsættelses tid til mig om mandagen. Hun vurderede Minimusens vægt til ca 2500 gr. Når man bliver sat i gang bliver man oftest sendt hjem igen indtil veerne går i gang – det er ikke unormalt at man skal retur til sygehuset efter flere piller og mange tager flere dage om at nå til veerne. Vi havde fået beskeden om at tage hjem og pakke med det samme så vi var klar til at køre og nåede vi til mandag morgen uden at have født, så skulle vi regne med at blive indlagt, da Minimusen skulle følges lidt ekstra. Det blev en meget mærkelig weekend, men også en weekend fuld af spænding.

Efter jordemoder besøget, var det tid til sidste lektion fødselsforberedelse. Så nåede vi heldigvis lige at få alle fire lektioner med! Og så var jeg vist også ved at være brugt – hjem i seng med mig.

FAKTA OMKRING MIN GRAVIDITET DEN 11. DECEMBER

Uge: 37+1

Vægt – jeg havde netop taget et kilo mere på – åh åh… Dvs 6 kg mere end inden jeg blev gravid.

Og jeg så sådan ud – ikke de samme billeder som jeg plejer at lave – men næsten. Og nej – jeg ved ikke hvorfor jeg ser så træt ud – måske fordi det havde været en lang hård dag!

Gravid 37+1

FREDAG DEN 12. DECEMBER

Fredag morgen havde jeg en aftale med tv holdet om et interview – der var nogle ting de gerne ville spørge om inden fødslen. Det gik godt og vi fik alt i kassen hurtigt. Vi har stadig ikke bestemt os endeligt for at være med i dokumentaren, men det er klart at der snart skal træffes et valg. Ved middagstid begyndte jeg at få det mærkeligt og lidt dårligt faktisk. Jeg var helt sikker på at nu begyndte der at ske noget. Plukveerne havde også tiltaget betydeligt, sådan at de nærmest var konstante og var også begyndt at gøre ondt. Jeg var helt sikker på det blot var et spørgsmål om kort tid og jeg prøvede at holde sofaen for at få slappet af.

MANDAG DEN 15. DECEMBER

Mandag morgen kom uden at fødslen var gået i gang og vi pakkede derfor bilen med tøj, miniature tøj, strikketøj og lidt andet grej og gjorde os klar til igangsættelse og indlæggelse og så gik turen mod Herning. Jeg blev undersøgt af en jordemoder der kunne fortælle mig at min livmoderhals var i gang med at blive kortere og faktisk kunne hun mærke Minimusens hoved og hun var også istand til at tage vandet, men det valgte hun ikke at gøre. Hun vurderede Minimusens vægt til ca 3000 gr, hvilket jeg synes var en lidt voldsom øgning hen over weekenden. Minimusens hjerterytme blev målet og plukveerne blev målt. Herefter fik jeg to igangsættelses piller og så blev vi vist op på barselsgangen, hvor vi blev indlagt og indkvarteret i værelse nr 19. Vi skulle senere på eftermiddagen igen undersøges og evt have yderligere piller.

Susan ve måles

Der måles!

ve måleudstyr

Udstyr til at måle veer og barnets hjerterytme.

En meget sød dame tog imod os på barselsgangen og fortalte os om hvordan de forskellige ting fungerede. Vi gik hen i deres cafe og spiste frokost og kiggede på alle de små babyer der indenfor de seneste dage var kommet til verden. Herefter prøvede vi at indrette vores nye hjem, tøj blev pakket ud, Minimusens tøj blev lagt på en reol, og så tror jeg nok at strikketøjet blev fundet frem mens vi hvilede os i vores senge til lidt tv.

Barselsstue 19

Værelse 19 på barselsgangen.

Babyvugge

Vugge klar til Minimusen!

Om eftermiddagen blev vi hentet ned på fødegangen for at blive undersøgt igen. Det foregik ligesom tidligere og jordemoderen var ret vild og cool. Vi havde den vildeste samtale med hende omkring navne, deres betydning, om kreativitet og hvilke kreative sider hun kendte, hun lærte Niller at lytte til maven og en masse andet. Hun vurderede i øvrigt Minimusens vægt til at være ca 3300 gr. Nu tænkte jeg så efterhånden at den vægt der var i så hurtig vækst, at hvis ikke jeg fik født indenfor relativt kort tid, så ville hun ende med at være teenager størrelse inden hun var ude. Selvom jeg ikke syntes jeg mærkede rigtigt til de små niv jeg mærkede tidligere, vurderede hun at jeg ikke skulle have flere piller.

Vi nåede at komme op til aftensmaden og så prøvede vi at hvile igen – det havde vi jo lært til fødselsforberedelse var vigtigt. Efter aftensmaden syntes jeg så småt at plukveerne igen begyndte at nive lidt. Måske der så alligevel var noget på vej. Vi så håndboldkamp med kvinderne og herefter syntes jeg der begyndte at ske noget. Niller bad mig prøve at få noget søvn, hvilket han vidste var vigtigt. Jeg sov vist i tre kvarter og vågnede med et sæt. Nu var der altså gang i noget. Jeg tænkte om jeg kunne nå at føde den 15. december som jeg hele tiden havde troet jeg ville, men med den tid de forskellige fødselsfaser tager (det har vi jo lært til fødselsforberedelse) så kunne jeg godt se at jeg nok alligevel havde ramt lidt forkert med den dato der.

Fortsættes…

Månedsfoto bamse

For nogle uger siden sendte min veninde mig et billede på Pinterest omkring en foto ide hun selv var lidt træt af først at opdage nu. Hun er heldigvis god til at dele de bedste ideer og jeg tog den straks på mig. Den viste et barn der med den samme bamse var fotograferet hver måned, og fra at synes bamsen var ret stor, så blev den sjovt nok mindre og mindre for hver måned. Billedet var dette:

Billede fra pinterest

Jeg syntes ideen var genial – bortset fra at jeg ikke lige havde en bamse til projektet. Jeg gik derfor straks igang med at lede efter den første og bedste opskrift på en passende bamse og gik straks igang med at hækle en stribet elefant. Mine første hækleprojekter var jo de sko jeg hæklede for en periode siden. Ellers har jeg ingen erfaring her, men egentlig er det ikke så svært og resultatet er netop færdigt. Noget jeg var bange for jeg ikke nåede inden Minimusen ville være klar til at komme ud. Så nu kan hun bare komme an og jeg vil forevige hende sammen med hendes bamse:-)

Hæklet elefant

Gaver og tanker…

I dag havde jeg fået min søde lillebror til at hente mig – den ellers korte gåtur ned i byen er ikke rigtig længere en mulighed. Ja man kan næsten forundres over at ens krop siger stop over ting man tidligere blot tog for givet var småting. Nuvel – godt han gider og “om lidt” kan jeg da heldigvis selv gå ned i byen igen MED BARNEVOGN!!!

Næsten som jeg var ankommet til cafeen, hvor jeg havde en aftale, kom en af vores søde kunder ind. Hun kiggede på mig og sagde “godt du er her – det var faktisk dig jeg skulle snakke med. Jeg har gjort noget som jeg ikke ved om jeg må”. Uha tænkte jeg og blev næsten lidt urolig på hendes vegne. Hvad har hun mon gjort. Og så hev hun ellers det fineste strikkede babytæppe i uld op fra en pose – det var til Minimusen. Eij altså, en gave. Og så bliver jeg jo helt rørt og ved ikke hvordan jeg skal opføre mig. Elsker altså gaver, men for søren hvor er jeg dårlig til at tage imod dem!!! Og må jeg da lige påpege at det var den helt rigtige rosa farve tæppet var strikket i – blev faktisk lidt misundelig over hvor hun havde fået fat i den garnfarve henne. Hvor er vi altså heldige at kende folk der overhovedet gider at lave en sådan gave til os. Og som jeg sagde til hende – jeg ved lige hvad tæppet (udover at holde Minimusen varm) også skal bruges til – men det må I andre vente med at se til et senere tidspunkt. Tusind tusind tak til dig søde giver! Og jeg skal da lige blære mig lidt med et billede også!

Uldtæppe

Bagefter kom min aftale – den jeg var kommet derned for. Jeg skulle mødes med en anden kvinde fra Brande, der ligesom jeg også venter et barn med Downs. Det siges at i selve Brande by, er det ca 35 år siden det sidste barn med Downs er født, om det er korrekt ved jeg ikke. Jeg ved dog også at der er Downs børn tæt på, men det er nu stadig lidt pudsigt at vi så er to på stort set samme tid. Som jeg plejer at sige – hvad mon vi har i vandet her;-) Jeg havde fået at vide, at denne kvinde havde termin juleaften, hvilket jeg synes var ret sjovt eftersom jeg har nytårsaften. Det viser sig dog, at hendes termin først er til februar – men vi er dog stadig forholdsvis tæt på hinanden og vores børn vil jo også kunne få glæde af hinanden når den tid kommer. Det var i hvert fald spændende at mødes med hende og også dele nogle af de tanker og graviditetsoplevelser der er ens for os, men forskelligt fra en “normal” gravid, fx sådan noget som den øgede fosteraktivitet som vi begge oplever.

Bagefter havde jeg lovet Niller at gå et ærinde for ham i byen og ærindet i sig selv er så kedeligt, at jeg ikke vil belemre jer med det. Men på min vej så jeg ind af et butiksvindue en smuk gammel vugge. Jeg tænkte at hvis ikke det var fordi vi allerede havde styr på det med vugge og seng, ja så ville den næsten passe perfekt hjem til os – og sikke da en skøn farve. Se lige her hvad jeg mener!

Trævugge