Monthly Archives: november 2014

Min mave 35+0

Så nåede vi 5 uger fra termin i onsdags – uha…. Turen gik igen om til min veninde for at få taget billeder, så jeg har lidt at tænke tilbage på “lige om lidt” og lidt at sammenligne med.

Graviditet uge 24+0

Uge 24+0

Min mave 30+0

Uge 30+0

Min mave 35+0

Uge 35+0

Jeg har selv følt at min mave er blevet meget større de sidste par uger, men egentlig er det nok ikke så meget. Og hermed de sædvanlige fakta:

Længden på livmoderen: 30 cm (Den er nu under gennemsnittet men holder sig dog lige på grænsen)
Vægtøgning: 5 kg i forhold til graviditetsstart (jeps der er røget et par kg på de sidste uger:-))
Minimusens vægt: 2 kg (målt i dag på Skejby 35+2 – et almindeligt gennemsnitsbarn vejer på nuværende tidspunkt 2500-2800 gr)

Og i dag har vi så været en smut i Skejby til det der var den sidste planlagte scanning. Vi var inde ved vores yndlingslæge, hvis man må sige sådan, for de er faktisk alle ret søde deroppe og vi føler os i enormt trygge hænder. Jeg havde selv en forventning om at Minimusens vægt nok var i underkanten og mit gæt var 2200 gr og derfor blev jeg også overrasket da jordemoderen i går skød hende til 2400-2500 gr – noget der jo trods alt er lidt svært for en jordemoder at vurdere med de bare hænder. Og jeg driller hende selvfølgelig og siger med et glimt i øjet, at jeg jo holder hende op på hendes vægt, når jeg nu efterfølgende skal til scanning. I dag blev hun så på Skejby målt til 2000 gr, hvilket også overraskede mig – ja jeg ved det er få hundrede gram til forskel – men hun er en bette en må vi bare konstatere.

Hun trives til gengæld godt derinde, så der er ingenting at bekymre sig om. Den lave vægt udløser dog endnu en scanning i Skejby om to uger, blot for at tjekke. Og vi kan vel kun være taknemlige for at de holder øje med os.

Lægen prøvede i dag at fange hendes ansigt på en 3D scanning, men da hun ligger med ansigtet helt op mod moderkagen, ja så var det en næsten umulig opgave. Jeg tænkte dog at hun er lidt smart at placere sig så tæt på hendes madpakke! Til gengæld fik hun fanget hendes ene øre, som faktisk så normalt ud. En af de mange Downs træk kan være et meget lille lavtsiddende øre, der er foldet en anelse sammen. Det ser ikke helt ud til at hun har sådanne øre, men det kan være lidt svært at afgøre. Hun fik et ganske fint aftryk af hendes fod, hvor det ser ud til at hun ikke bliver født med det typiske mellemrum mellem storetåen og den næste tå, som også er ret typisk for Downs Syndrom. Og så synes hun det så ud til at hun havde ret meget hår, så det bliver spændende om hun skal have rottehaler lige efter fødslen:-)

Minimusen 35+2

En lille fin fod – heldigvis med noget kortere tæer end moderen…

Adventsdekoration…

Det er noget med at den perfekte mor har styr på ALT… Fx har hun altid styr på højtiderne og det pynt der skal til der… Det er i hvert fald hvad jeg har læst i “den lyserøde bog om det perfekte liv”… Hos os får vi for det meste pyntet op – måske mest fordi vi har holdt jul her de sidste mange år. På den måde kan man jo sige at det vil være lidt trist at invitere familien hjem til jul, hvis de pludselig bliver i tvivl om de i virkeligheden er taget til sommerfest… Men det der med at der er pyntet op fra 1. december, det er altså aldrig sket. Og her ved jeg godt, jeg nok de næste år må anstrenge mig for at være lidt mere perfekt. Til gengæld er vi rigtig gode til at pynte op mellem den 22. og 24. december – typisk der hvor Niller har fundet ud af hvor vi sidste år satte kassen med julepynt. Og så får han typisk også fundet et juletræ et sted, måske det sidste de har til salg, som vi så får sat på fod og får rettet lidt  til, for skæv er den altid. Og det der med skævheder går lige i øjnene på Niller, så så vidt det er muligt bliver der justeret lidt her. Det er også blevet hans ansvar at ordne lysene på træet – ja det må da så sandelig være hans lod som gammel elektrikker… Herefter går jeg så i gang med at pynte – vi synes fordelingen er bedst på den måde.

I år regner jeg egentlig ikke med at pynte op til jul. Mest fordi jeg i mit stille sind forventer, at vi alligevel ikke er hjemme til at nyde det. Og skulle vi nå til den 24. december og stadig går rundt herhjemme – jamen så gør vi jo bare som vi plejer…

Dog er der noget jeg har nået. Jeg er netop blevet færdig med årets adventslys – og må jeg påpege det er to dage før den første skal tændes!!! Den er absolut ikke blevet som den plejer og jeg går netop nu og er lidt bange for, at hende den skønne veninde der har hentet mos til mig, giver mig et smølfe spark fordi jeg er kommet til at blande neon sammen med naturen. Jeg tror altså jeg er gået hen og blevet lidt forelsket i specielt neon pink og nu endte jeg altså så her. Jeg må jo i så fald bare tage imod det der smølfe spark – løbe fra hende kan jeg nok ikke…

Adventskalenderlys

Uld til Emma og genbrugsragelse til mig…

I går tog jeg om til min skønne veninde. Både for at hjælpe hende af med lidt lækker latte og få snakket – men også fordi det jo er hende der tager billeder af mig. I går var jeg 35+0 og derfor var der en fast aftale om at der så skulle tages billeder. Ja den var så ved at blive aflyst fordi bilen ikke ville starte – her kommer en anden veninde og hendes mand så ind i billedet – men det er en helt anden historie:-)

Lidt forsinket kom jeg til photoshootet og jeg håber vi fik lavet nogle lækre billeder som kan sammenlignes med de sidste. Jeg skal lige have dem redigeret og så kommer de på, på fredag efter vores sidste besøg på Skejby, hvor minimusen skal vurderes og “vejes”.

Jeg fik ved samme lejlighed afleveret en lille gave til Emma – nemlig lidt mere uld. Vi er jo så heldige at Emma forkæler Minimusen med en masse lækkert tøj og derfor skal der sendes lidt varmt karma retur til Emma, som vi ved hun kan bruge – specielt så hun sover lunt i barnevognen. Det blev så til denne – og med karry farvede knapper specielt til Emma!

Strikket babykjole

Jeg tror Emma blev glad – hun smilede i hvert fald rigtigt meget til mig, så  mon ikke det kan tolkes sådan:-)

I dag har jeg mange ideer i mit hoved, der bare står på spring for at komme ud. Den fysiske tilstand gør nogle af ideerne lidt svære, men nogle af dem kan man sagtens lave siddende og det er jo skønt. Derfor startede jeg dagen i et par af de lokale genbrugsbutikker. Jeg fandt desværre ikke alt hvad jeg behøvede – men noget af det. Dette blev til mit kup:

Genbrugsting

Og nu tænker I nok at det rabler for hende den lyshårede og det gør det måske også – hvad ved jeg… Men I må jo følge med og se resultatet, hvis jeg ellers formår at få det fra hovedet ud i virkeligheden.

Jeg vil gå så langt til at afsløre at bamsen var et rent impulskøb til en 10’er. Så er julegaven til Toffee nemlig i hus – han elsker bamser! Hvad det andet skal bruges til må jeg afsløre lidt senere. Men jeg kan sige så meget at denne birkegren er en del af planen. Ja, den var jeg så lige ude at save ned fra et af havens træer tidligt i morges. Det var ikke lige noget jeg havde aftalt med Niller – men den gren hang tydeligvis for langt nede…

Birkegren