Monthly Archives: oktober 2014

Kan man have for mange sko?

Der er sket det pudsige, at jeg forleden fandt ud af at Prinsesse Minimusen elsker sko ligeså højt som hendes mor. Egentlig er det heldigt allerede nu at vide, at man trods alt har nogle interesser man kan deles om. Men så kom vi til at tænke på om hun egentlig har sko nok… Jeg kender ikke helt reglerne for hvor mange sko man som udgangspunkt skal have, men for lige at være på den sikre side, bestemte vi os for at lave et par mere til hende.

Det blev så til et par grå uldsko med creme kant og et par retro gule blomster – håber hun er ved at have sko udstyret til de første par dage klar!

strikkede babysko med blomster

Midlertidigt samarbejde…

Et midlertidigt samarbejde er netop indgået. Faktisk kender jeg ikke helt tidshorisonten på dette samarbejde og selvom jeg kan konkludere at det er sådan en nogenlunde stabil gennemsnitsmedarbejder, så må jeg jo samtidig konkludere og samarbejdet bestemt kommer an på, om en ny og bedre medarbejder melder sig. Ja – så kynisk er det altså… Og det drejer sig selvfølgelig om en rundpind. Faktisk er det ikke en ny rundpind jeg har fået i hus – det er blot en gammel en af slagsen jeg længe har haft og som nu er sat i arbejde igen på ubestemt tid.

Forleden startede vi vores samarbejde op igen omkring en heldragt i uld, der gerne skulle være lidt mere feminin end den grå der blev lavet. Ideen var stadig lange ærmer og ben, men i rosa og så med et lidt mere feminint mønster. Det forløb jo egentlig også planmæssigt, men som vi var tæt på målstregen, måtte jeg konkludere, at de lange ærmer måtte laves om til korte, da der ganske enkelt ikke var garn nok. Grunden var at det var en anden type garn – en anelse tykkere – end hvad jeg havde brugt til den grå heldragt. Jeg har brugt ca 80 gr til den grå heldragt og havde altså 100 gr rosa tilgængelig, men når blot garnet er en my tykkere, ja så får det hurtigt ben at gå på. Jeg tænker dog denne stadig er sød og med en langærmet body under, er den helt perfekt.

Strikket heldragt i uld med korte ærmer

Dit barn har forresten ikke Downs alligevel…

Om natten har jeg sådan rimeligt travlt – jeg når utroligt meget og det er desuden også de mest utrolige ting jeg enten får lavet, deltaget i, mennesker jeg møder osv. Det handler naturligvis om mine drømme. Her er der altså rigeligt med aktivitet.

De sidste 1-2 uger har mine drømme handlet om det samme – nemlig mine plukveer. Ligegyldigt om jeg drømmer, at jeg laver noget, er til et arrangement eller blot ligger i min seng, så har jeg meget ondt eller er vældig øm af plukveer og det handler kun om at vandet nok går lige om lidt. Mærkelig drøm og mærkelige ting man får sat sammen.

I nat havde jeg ikke plukveer så vidt jeg husker. I nat var vi til endnu en scanning, den foregik ikke i Skejby og den foregik ikke hos nogle af de læger jeg kender og føler mig i trygge hænder hos. Den nye læge informerede mig om at Prinsesse Minimusen helt sikkert ikke  vil blive født med Downs Syndrom – hun ville blot være helt normalt rask gennemsnitsbarn.

Jeg ved at jeg på det tidspunkt burde have fundet flagene frem fra inderlommen og have danset en “sejrsdans” af ren og skær glæde over, at miraklernes tid endnu ikke er forbi. I stedet begyndte jeg at græde og sætte spørgsmålstegn ved lægens kompetencer og ja – jeg blev vist også temmelig gal. Jeg fortalte ham at det simpelthen ikke kunne passe. Jovist, jeg ved at hun med stor sandsynlighed bliver født med alle organer intakte og perfekte, et perfekt lille hjerte, et næseben og en masse andre ting der ellers normalt indikere Downs – men hun bliver altså samtidig også født med to lårbensknogler og to overarmsknogler der er for korte (typisk for DS) og virker til at være hypermobil (også typisk for DS) – hvordan ville han forklare dette? Og hvordan ville han i øvrigt forklare en mors intuition i forhold til at hun hele graviditeten inderst inde har vidst svaret og at hun i øvrigt de sidste mange mange år har vidst at hun en eller anden dag ville få et helt specielt barn?

Og hvad med mig i øvrigt??? Jeg har jo glædet mig til at møde Prinsesse Minimusen præcis som hun er. Jeg har glædet mig over at hendes ekstra kromosom i min verden ikke er det værste der kan ske. Hvad med alle de graviditeter der umiddelbart ender i et perfekt barn – men en time, en dag, en uge, et år eller flere år efter viser det sig at sådan er det ikke – og det viser sig at være noget meget meget værre end Downs. For sådan er livet altså også  og intet må tages for givet her. Så hvis Prinsesse Minimusen ikke har Downs – hvad så – så er alt andet jo igen en mulighed – alt andet frygteligt som jeg ellers havde bestemt mig for ikke kunne ramme hende. Jeg ved godt at selvom hun bliver født med Downs, så kan hun også have andre diagnoser som fx autisme, ADHD, fysiske sygdomme og alt muligt andet – men det har hun bare ikke i min verden. Hun er bare et kærlighedsbarn med et ekstra kromosom og det skal en inkompetent læge ikke tage fra os. Vi elsker hende præcis som hun er. Og så vågnede jeg heldigvis…

Tjaaa hvad man ikke kan få sat sammen der midt om natten. Inderst inde ved jeg godt at mine tanker sikkert arbejder på mange forskellige planer og tanken om at nogle har “taget fejl” er der selvfølgelig også. Men intet her i livet skal tages for givet og på en eller anden måde er jeg bare så taknemlig for allerede nu at vide så  meget som jeg gør om Prinsesse Minimusen og lettet over at hun med stor sandsynlighed ikke kommer til verden med ret mange andre overraskelser end hendes ekstra kromosom. Der kan man altså godt snakke om at vi er heldige i forhold til så mange andre forældre.

Snorkeri