Monthly Archives: september 2014

Prøvede at være sjov…

Nogle gange prøver jeg at være rigtig sjov på rigtig uheldige tidspunkter – tit sker det når jeg er fuld eller nervøs – og tit bliver det bare helt mislykket og jeg står bestemt tilbage med den opfattelse, at modparten ikke helt befinder sig det samme sted som jeg, jeg opdager det bare altid for sent… Et godt eksempel var engang da vi havde været til fest, vores bil var blevet fuld og derfor havde en kammerat hentet os og ude foran vores hun blev vi så stoppet med blå blink og det hele… Jeg skulle lige til at være sjov overfor en af de søde betjente og inde i mit hoved stod de vildeste jokes parat til at blive fyret af en efter en… Niller kender mig, fik mig standset og fik mig ind i huset, så der skete ingen skade, men altså…

I går var jeg til en ekstra tid hos jordemoderen, hvor vi gennemgik forskellige ting i forbindelse med at få et Downs barn og de tanker jeg har. Da vi skal have et barn med Downs ryger vi ind under det at være en “handicappet familie” – noget jeg lige har skullet vende mig til, for sådan så jeg os ikke. Men altså – det er den kasse vi nu er i og vi skal derfor have et tæt samarbejde med en sagsbehandler fra kommunen og en række andre personer. Jeg aner intet om dette system og jordemoderen og jeg blev enige om, at det var en god ide at kontakte sagsbehandleren allerede nu, fordi vi så kunne få styr på nogle ting inden fødslen og på den måde bruge mindre af Minimusens tid på praktiske ting efter fødslen.

Og i dag ringede jeg så til kommunen… Dvs jeg gik først ind på deres hjemmeside for at finde ud af hvor jeg skulle ringe hen. Det synes jeg var en lidt svær opgave. Der var jo ligesom ingen afdeling der hed “afdelingen med din sagsbehandler” – hmmm hvilken afdeling skulle jeg så finde? Noget med en handicappet afdeling måske? Til sidst besluttede jeg mig for at ringe til hovednummeret og få dem til at hjælpe mig og jeg tænkte at jeg måtte lige virke lidt frisk og glad.

Først skal man vælge en masse tal, som man jo skal de fleste steder i dag og til at starte med var jeg ved at dø af grin, fordi en mande stemme sagde “Du har ringet til Ikast-Brande Kommune” og noget med “Du har nu følgende valg muligheder”… Jeg ved godt I ikke synes det er sjovt – men prøv lige at ringe til deres hoved nr og fortæl mig så, om ikke han har præcis den samme stemme og tone leje som ham der fra Rytteriet der fortæller om Den lille gumbas – I ved “NU DU BANGE! Men vi skal længere ind, vi skal helt ind i sindet!”??? Nå men det var i hvert fald det eneste jeg tænkte på og syntes det var ret sjovt. Nå men jeg skulle jo være alvorlig (men stadig frisk) og endelig kom jeg igennem de forskellige numre:

Kommunen: “Omstillingen, goddag!”

Mig: “Det er Susan Blomstrand. Nu skal du høre, jeg har simpelthen fået at vide, at vi alle er så heldige at have en sagsbehandler, og nu vil jeg rigtig gerne snakke med min. Kan du måske hjælpe mig med hvor jeg finder hende?”

Den venlige kommune dame: “Ej det er ikke helt korrekt det du har fået at vide. Man har jo ikke bare en sagsbehandler. Man skal jo have en sag før man har en sagsbehandler. Sådan som det er…. bla bla bla….. bla bla bla…..”  og en masse mere jeg ikke kan huske

Nå men jeg fik forklaret den venlige dame om Minimusen og hendes ekstra kromosom og heldigvis syntes hun så jeg havde en sag og åbenbart også en sagsbehandler. Virkeligt heldigt. Og jeg blev så endnu engang mindet om at ikke alle forstår min “humor” og slet ikke i telefonen. Men hey – jeg fik fat i min sagsbehandler.

Den første afdeling jeg blev stillet igennem til var betalingskontoret. Jeg tænkte at de måske bare var helt vild friske og jeg var heldig og at de bare ville have mit konto nr – men betalingsdamen og jeg blev hurtigt enig om at det nok ikke hang helt sådan sammen:-) Nå men efter at være blevet stillet igennem til forskellige afdelinger og selv afprøvet forskellige telefon numrer i løbet af en times tid – fandt jeg endelig en sød dame i den rigtige afdeling der ville få en til at ringe tilbage senere.

Min sagsbehandler, eller det må jo være Minimusens, lød virkelig sød i telefonen og Niller og jeg har allerede om en god uges tid et møde med hende. Min plan er at være mig selv, sød, men ikke for sjov. Niller er jo heldigvis med til at styre mig lidt, så jeg håber og tror vi får et godt møde;-)

Den dag jeg blev ked af det…

Sidste uge var en travl uge – det er den altid – for der er fødselsdag næsten hver dag. Fx havde jeg fødselsdag om mandagen, min mor om onsdagen og min far om søndagen. Derfor skulle der jo holdes lidt fødselsdage hist og her – det er så hygsomt. Min mor og jeg havde to gamle gavekort til Kellers Park i Vejle til at ligge og dem fik vi brugt på hendes fødselsdag om onsdagen – det var så super hyggeligt og dejligt med forkælelse.

Men det var faktisk også i sidste uge jeg blev ked af det. Det startede allerede på min fødselsdag om mandagen, som jo ellers var en god dag fuld af forkælelse fra først veninder og senere Niller.  Jeg ved ikke over hvad eller hvad der egentlig skete. Men da jeg nåede sidst på dagen kunne jeg bare mærke, jeg havde lyst til at græde. Der sad en knude i mit bryst og jeg følte jeg fik kvalme – men årsagen kunne jeg ikke finde ud af.  Med det samme tænkte jeg, at det måtte være noget med Minimusen og Downs at gøre – at jeg måske var ked af hun ikke er “normal”. Man kan jo sige det er en nærliggende årsag. Jeg tænkte på ting som om jeg ville kunne slå til, hvordan jeg ville reagere ved fødslen, om jeg vil have lyst til at kysse hende, om jeg ville syntes hun er grim og bare det om at slå til som mor. Jeg tænkte også om jeg måske havde fortrudt min beslutning om at få hende, men det kunne jeg dog straks mærke at jeg absolut ikke havde, så det var bestemt ikke der skoen trykkede. Men kunne det være noget med at jeg er lidt ked af situationen, at jeg er bekymret for hvordan hun vil klare sig og hvordan samfundet vil tage imod hende, at jeg er bekymret over at skulle være en del af systemet, hvor vores familie bliver betragtet som “handicappet” og at vi får tilknyttet en sagsbehandler og ikke bare er en normal familie… Jeg ved det ikke…

Tirsdag var jeg stadig trist og følte jeg måtte drikke en latte. Og ja – faktisk en mere… Jeg tænkte om jeg var ked af at jeg netop var fyldt 35 år (ja jeg bliver i virkeligheden 35 og ikke 24 – men sig det ikke til nogen, ej heller Niller) og endnu ikke har født vores første barn, trods det at hun er på vej. Måske er jeg bange for vi aldrig får flere børn og jeg må indrømme at det er et stort ønske og specielt nu hvor Minimusen bliver født med hendes ekstra kærlighedskromosom. Min veninde mente slet ikke det var her skoen trykkede. Måske er jeg nu bare i en fase hvor jeg er “normal gravid” og hvor hormonerne får lidt plads – nu hvor der er “styr” på alt andet og vi ikke længere lever i uvished. Og egentlig giver det mening…

Da jeg opdagede jeg var gravid var eneste mål at nå til den første scanning i uge 6 for at se om barnet var i live. Det var det – næste mål var at nå over 8+3 og en scanning i 8+5 viste at dette mål var nået. Næste mål var at komme i land med nakkefoldsscanningen og her viste scanningen også et livligt foster. Men det var også her vi fik en risiko beregning på 1:4 og fra at have været helt oppe at køre over dette vilde syn af et livligt foster, sad der pludselig en jordemoder foran os og snakkede om at afbryde graviditeten samtidig med at hun gjorde os opmærksom på at der jo stadig var 75% chance for et sundt barn – det hang slet ikke sammen i vores hoveder. Herefter gik ugerne med undersøgelser, scanninger og samtaler og en masse masse tanker. Glæde og fortvivlelse blev konstant blandet sammen og det hele kørte i en matematisk kurve, der skiftede mellem en helt utrolig glæde og en helt utrolig bekymring – den vildeste rutchebanetur i vores liv. Da vi for et par uger siden fik resultatet af DNA blodprøven, satte det en stopper for alle tankerne og gav et resultat vi så skulle forholde os til. Og først nu har jeg så haft tid til at tænke over hvad der egentlig skal ske om nogle måneder – jeg skal være mor. Det er jo det vildeste… Og når min veninde fortæller at hun allerede i starten af hendes graviditet havde de her tanker om det at blive mor som jeg har nu, og at hormonerne susede rundt i kroppen med forskellige følelser – ja så giver det måske ret god mening at det er hvad der sker nu. Jeg skal bare være mor og jeg har bare graviditetshormoner i kroppen!!!

På sådanne dage er det bare rart at have en Niller der kommer hjem og er hos en – han behøver såmænd ikke sige så meget – men bare det han er der er skønt. Hvor er jeg taknemlig for at have lige præcis min Niller… Og ja – alle de andre skønne mennesker omkring mig.

Jeg endte heldigvis med at blive glad igen og det er nu også det dejligste:-) Og i dag er jeg ekstra glad fordi jeg har lavet et lille uld kup til Prinsesse Minimusen – naboen solte ud af brugt babytøj og Minimusen blev forkælet. Godt at Minimusen har samme smag som hendes mor – så går det ikke helt galt:-)

Babytøj i uld

Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe – eller en kage…

Siden jeg var barn hørte jeg jævnligt nogle sige, at man ikke skulle sætte sit lys under en skæppe. Man skulle ej heller sælge skindet før bjørnen var skudt. Godt nok er jeg opvokset på landet, men der hvor jeg boede var der ikke så mange bjørne og jeg har i øvrigt altid syntes det var mærkeligt at skyde dem, bare for at sælge skindet, så det gjorde vi ikke så meget i. Det der med lyset under en skæppe er jeg lidt i tvivl om, men jeg satte sjældent brændende lys under noget som helst, af frygt for at det kunne være farligt. Derfor vil jeg mene at jeg heller aldrig har sat det under en skæppe, uden dog at love noget…

Forleden tænkte jeg på det der med at sætte sit lys under en skæppe og i samme ombæring tænkte jeg, at det måtte betyde noget i retning af, at man aldrig måtte gå ned på kage til sin fødselsdag. Og a pro pos fødselsdag, så elsker jeg fødselsdag og bliver temmelig barnlig og elsker gæster der kommer på besøg. Hvert år inviterer jeg til min 24 års fødselsdag, fordi jeg synes det er sådan et ret pænt tal og alle kommer gladelig forbi og hvert år snakker vi om at et år mere – så er det kanel tid… Igen i år blev det tid til at blive 24 og jeg havde selvfølgelig lavet en kage som jeg gerne vil dele med jer. Den ser knap så lilla ud på billedet som i virkeligheden – men lilla er jo utaknemlig at fotografere.

Fødselsdagskage

Egentlig tror jeg gæsterne var glade nok for at jeg hverken havde sat lys eller kage under en skæppe – og de kunne godt lide smagen. Så husk på – gå aldrig ned på kage til din fødselsdag!!! Og hvad det der med at skyde bjørne og sælge deres skind angår – det må I selv ligge og rode med…