Monthly Archives: august 2014

Den guld stribede Kähler vase – eller næsten…

I går havde en af mine veninder fødselsdag og jeg ville så gerne komme med en lille tanke. Jeg havde hørt noget med at en guldstribet Kähler vase skulle være det nye sorte, men også  noget med at alle ikke kunne leve uden den, så Kähler skal bruge de næste 40 år på at producere nye. Og så må man jo ligesom finde på noget andet…

På et loppemarked havde jeg for et stykke tid siden fundet nogle ret fine gamle kaffe kander – ja hvis I spørger mig i hvert fald. En af dem var med guld mønster og faktisk min favorit og en jeg gerne ville beholde til mig selv. Men når jeg får en sådan tanke – altså det der med at beholde gamle ting – ja så dukker Niller hver gang op foran mit syn med en slags plantegning over hvor lille vores hus er og hvor få opbevaringsmuligheder vi har. Alt dette taget i betragtning måtte denne favorit kaffe kande jo være det perfekte gavevalg. Det er da næsten Kähler – ik:-)

Gammel kaffekande med guld mønster

Så så var det tid til at finde lidt blomster. Jeg ved det blev en anelse romantisk og Anette godt kan lide lidt kant – men hun trænger også til lidt romantik og sukkersøde tanker engang imellem – så blomsterne blev altså lidt romantiske i det:-)

Blomst

Og så var det tid til at få det hele bundet sammen og stukket i kanden. Jeg lærte faktisk for mange år siden at binde en buket, da jeg troede jeg ville være blomsterhandler. Men jeg kan da se at jeg på nogle områder er lidt vissen i buketbinding – måske det er endnu en kreativ del jeg snart skal have pudset lidt af.

kaffekande med blomster i

Og til sidst lidt cellonfan omkring – det får altid tingene til at se lidt mere færdigt ud hvis I spørger mig.

Blomst med cellofan

Ja og så var det jo bare af sted til “jeg inviterer lige mig selv” fødselsdag og en kop varm kaffe:-)

Stort tillykke med dagen i går Anette!

Det første spark…

Det er min helt klare fornemmelse, at man i forskellige situationer af mødre/forældre stadiet bliver optaget i helt specielle grupper, når man når milepæle med sit barn eller har oplevelser sammen med det – ja bare det at blive forældre betyder en helt naturlig optagelse i en helt speciel gruppe, som man åbenbart ikke forstår før man selv står i det. Sådan tror jeg måske også det er med det første spark fra sit ufødte barn og jeg er helt sikker på at andre mødre i samme situation vil give mig ret.

Jeg har været så heldig at jeg i flere måneder har kunnet mærke Minimusens bevægelser. Jeg tror det startede i uge 15-16 stykker  hvor jeg blot engang imellem mærkede små brusende fornemmelser, der fik mig til at tænke på sodavand. En af de første gange jeg oplevede det, slappede jeg af ude på terrassen og blev helt glad over fornemmelsen. Jeg skubbede lidt til maven og der blev svaret tilbage – sådan fortsatte det et par gange inden hun tydeligvis blev træt af at blive forstyrret. Den brusende fornemmelse blev med tiden kraftigere og blev en mere boblende fornemmelse og nogle uger blev det oftere og oftere, men jeg husker også en uge hvor jeg slet ikke mærkede noget og faktisk var lidt bekymret og trist over det.

For ca en måned siden snakkede jeg helt tilfældig med en jordemoder andensteds om, hvornår hun egentlig troede Niller kunne mærke sparkene. Hun sagde at det var meget forskelligt, men hun ville mene, at eftersom min livmoder er foroverbøjet og at jeg ikke er overdrevet polstret på maven, så kunne det være sandsynligt at han så småt kunne mærke det om en måneds tid.

Jeg havde en ide om, at som ugerne gik, så ville boblerne blive stærkere og stærkere og at jeg inden længe ville opleve noget der var meget kraftigere. Men sådan gik det ikke helt. Det var det samme og der var egentlig ikke rigtig nogen forandring af den store art, hverken i volumen eller kraft – det skuffede mig nok lidt må jeg indrømme. Mig der havde mærket liv så tidligt af en første gangs fødende – og så udviklede det sig ikke… Sidste gang jeg var til scanning i Herning, spurgte jeg faktisk hende eksperten om hvorfor de der spark ikke snart blev lidt kraftigere. Hun sagde til mig at jeg skulle tænke på, at mængden af fostervand jo også blev øget i alle disse uger, at der stadig var god plads derinde og at Minimusen jo trods alt ikke var så stærk endnu. Hmmm tænkte jeg – det kunne jeg godt se. Så var alt jo heldigvis normalt.

De sidste par uger har jeg så til gengæld sådan lidt på side linien bekymret mig om noget andet. Jeg synes jeg var begyndt at få en rumlen i nederste del af maven. Den blev oftere og oftere og faktisk også kraftigere og kraftigere, faktisk så meget at jeg nogle gange kunne se det på maven. Jeg er sådan en der altid tænker at det hele nok bliver bedre i morgen og da jeg ikke sådan har haft ondt, var dette jo nok også bare endnu en af de “fordøjelsesudfordringer” man jo tit som gravid har og som går over igen, selvom jeg omvendt heller ikke helt syntes det føltes sådan. Nuvel – vi får se i morgen….

Da jeg i går kom hjem fra arbejde var kroppen træt og maven gjorde ondt. Jeg bestemte mig for at tage en time på sofaen og få slappet helt af. Der midt på sofaen gik der pludselig et lys op for mig. Rumleriet var igen startet og var kraftigt og jeg kunne se hvordan maven bevægede sig. Jeg lagde min hånd på maven og forstod pludselig alt. Lidt efter kom Niller hjem fra arbejde og jeg bad ham sætte sig på sofaen og lægge sine hænder på min mave. Der midt på sofaen, den 26 august kl halv seks om aftenen i 21+6, mærkede Niller for første gang hans datter sparke – flere gange. Det var en temmelig vild fornemmelse for os begge.

Og her bagefter er jeg både sådan lidt flov over mig selv, men kan omvendt heller ikke lade være at smile lidt ved tanken om, at jeg i et så tidligt stadie har mærket liv, men har været så fokuseret på den ene følelse, at jeg ikke har mærket den anden der ligeså stille er kommet. Jeg ved jo med sikkerhed at jeg i et godt stykke tid har mærket denne rumlen, men først i går forstod hvad det var. Og hvad hende jordemoderen jeg tilfældigt mødte og spurgte angår – ja så fik hun jo sådan set ret:-)

Og nu er jeg (og måske Niller?) vel så automatisk optaget i den gruppe der med stor følelse og forundring kan snakke med om de første fosterbevægelser og spark:)

Avanceret udstyr på Skejby

Undskyld – men her på falderebet bliver jeg simpelthen nødt til at dele en vild oplevelse med jer. Og undskyld – det er endnu en babyting…

I dag har været den vildeste dag. Vi tog til Skejby med den forventning at vi skulle til endnu en misdannelses scanning, blot ved nogle andre eksperter. Da overlægen hentede os, forklarede hun at det faktisk var en ret heldig dag, for de havde netop fået noget nyt avanceret udstyr ind som de gerne ville have lov at teste på os og der ville være yderligere mennesker med til undersøgelsen hvis det var okay for os. Nogle var dem der skulle demonstrere apparaturet mens andre ville være læger der skulle se demonstrationen. Hun selv ville naturligvis lave undersøgelsen som normalt og derudover havde de indkaldt en hjertelæge. Hjertelægen var indkaldt fordi de I Herning synes der var en ubalance på hjertet, hvilket var helt nyt for os.

Jeg så ikke mange af billederne selv, da de forskellige stod i vejen for skærmen. Men mange var ligesom vi har oplevet tidligere, udsnit af kroppen og forskellige organer, blodgennemstrømning osv osv. Niller kunne se det hele. Det vilde var at scanningsapparaturet var noget opgraderet og viste meget detaljeret billeder og havde man problemer med at se, kunne man blot slå over i 3D/4D og mange af undersøgelserne foregik således sådan.

Jeg fik lov at se nogle af de sidste billeder de lavede og det var helt utrolig. Jeg var måløs. Jeg har før set 3D/4D billeder, men dette var meget detaljeret og som om de gik rundt med et kamera inde i maven på mig. Jeg sagde til lægerne de blot skulle købe apparatet:-) De var vist også selv ret imponerede.

Konklusionen på selve undersøgelsen var at hjertet så fint ud – er der problemer er det små huller der endnu ikke kan ses. Fødderne så begge normale ud – måske med en mindre drejning, men det er i så fald minimalt. Nogle af knoglerne er stadig til den korte side. Nakkefolden, som endnu ikke er helt væk, gik hun ikke voldsomt op i, så det gør vi heller ikke. Tallene er de samme som før, men fødes hun med Downs, vil hun med meget stor sandsynlighed ikke skulle kæmpe med andre alvorlige sygdomme, hvilket er en stor lettelse.

Overlægen har sendt os videre til Aalborg, hvor vi på torsdag skal have taget en blodprøve, der med 95% sikkerhed giver os et svar – det har vi sagt ja tak til. Svaret har vi om ca et par uger, da prøven skal undersøges i USA.

Vi synes det for det første har været fantastisk at se hende på denne måde så tidligt – i dag er jeg 20+6. Og at vi for det andet nu er rimelig sikker på hun med stor sandsynlighed “kun” har Downs (hvis hun har det) og ikke fejler andet.

Og her følger så et 3D billede. Jeg synes det er ret vild – men optagelserne var altså noget mere detaljerede. Vi er meget taknemmelig for at de ville undersøge os og føler os meget heldige over at det netop var os der skulle ligge krop til testen af det nye apparatur.

Minimusen 20+6