Monthly Archives: juli 2014

Et liv i forandring…

Så gik der alt for lang tid siden sidste skriveri… Det var som om alt inspiration og kreativitet stille og roligt forlod mig… Jeg tror dog alt er i forandring og de gode ting på vej retur.

De sidste par år har været lidt hårde. Der har været mange udfordringer i både vores familie og hos os selv. Samtidig har jeg arbejdet mere og mere og siden november har jeg også arbejdet i min mors cafe. Det hele blev egentlig bare værre og værre og selv om jeg troede at min personlige “sorg” kunne arbejdes væk, så blev den bare værre. Udover de problemer, udfordringer og sygdom vi og vores familie har stødt på, så har vi i nogle år brændende ønsket os et barn. Sidste sommer blev jeg endelig gravid, men selvom vi var lykkelige, var jeg alligevel ikke glad. Noget var galt – det kunne jeg mærke. To dage før nakkefoldsscanningen viste det sig jeg havde ret, jeg fik kraftige smerter og begyndte og bløde og en scanning viste at hjertet på det lille mirakel ikke længere slog. Jeg havde prøvet det før og vi vidste begge at en stor del af graviditeterne går til, så vi måtte jo bare “på den igen”. Måske vi næsten forventede at nu hvor der var “hul igennem” så ville der sikkert ikke gå længe…

Tiden gik bare og en dag i januar  havde jeg en samtale med min læge, som jeg i dag er lykkelig for og som forandrede alt. Hun sagde jeg måtte tænke over, at det liv jeg førte ikke var holdbart hvis jeg skulle blive ved at være her og da slet ikke hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at blive gravid igen. Udover konstant at tænke over den graviditet der hver måned udeblev og følelsen af at alle omkring mig blev gravide, så havde jeg mit firma, jeg arbejdede 60 timer om ugen i køkkenet i min mors cafe, jeg prøvede så godt jeg kunne at hjælpe hende med de udfordringer hun havde og jeg prøvede at hjælpe min papfar i hans sygdom med lægebesøg, sygehusbesøg, opkald på forskellige tider af døgnet osv osv… Jeg blev til sidst et ret dystert menneske der hånden på hjertet, nok også havde temmelig ondt af mig selv og os.

Min læge anbefalede mig at holde med at arbejde. Økonomisk var det jo ikke helt en mulighed, men jeg hørte hvad hun sagde til mig. Samtidig var der lagt op til at vi til september ville få hjælp i forhold til et ønskebarn, og jeg var også godt klar over, at selv om vi så fik hjælp, så var min krop også nødt til at være klar og modtagelig overfor denne hjælp. Og så gik jeg ellers i gang med noget af det jeg i dag er allermest stolt over at have gjort:

- Min arbejdstid i cafeen blev sat til max fuldtid – og det prøvede vi meget strengt at overholde

- Jeg arbejdede på at lukke min egen virksomhed – hvilket den nu er

- Jeg arbejdede med at tænke positivt så jeg kunne få mit gamle sind tilbage og lægge alle de dystre tanker fra mig

- Vi fik min papfar placeret i en bedre bolig og fik den hjælp fra kommunen han behøver, sådan at vi i dag næsten kun behøver at “besøge” ham på normal vis

- Jeg fik hele (næsten) min dårlige samvittighed overfor alle dem jeg følte mig forpligtet til at hjælpe med diverse, smidt lidt af vejen så jeg følte mig mere fri inden i

- Der skulle holdes mindst to ugers ferie væk fra hverdagen

- Og en masse andre småting der sammen alligevel også fyldte…

Alt dette startede jeg på så hurtigt jeg kunne og noget af det som fx arbejdstiden, fik vi ret hurtigt styr på. Dette betød at jeg allerede efter et par måneder, nemlig i marts kunne mærke de første forandringer på min krop. Mit sind var begyndt at forandre sig lidt og ja – så havde jeg ikke længere hjertebanken hver dag!!!

I sidste halvdel af marts tog vi på ferie – og vi fik endda et par dage ekstra da flyselskabet havde lidt problemer med en større booking og vi hjalp dem – ekstra bonus til os! Da jeg kom hjem var jeg som født på ny og jeg var så glad. Jeg var så glad over alle de ting der allerede var forandret og jeg følte mig bare så oprigtigt glad inden i.

Kort tid efter vores hjemkomst blev jeg gravid – vi klarede det helt selv:-) Jeg fandt ud af det i påsken – men vidste det egentlig godt lidt før – nogle gange har man bare fornemmelser!!! Vi var jublende lykkelige og jeg havde en rigtig god følelse – jeg tænkte vi nok skulle nå i mål denne gang.

Pga de tidligere hændelser blev vi i uge seks indkaldt til en scanning hvor vi så et fint lille hjerte slå. I uge ni var vi igen indkaldt til scanning og nu kunne man se både et barn og en hjerte. Da vi skulle til nakkefoldsscanningen var jeg super nervøs for om hjertet stadig slog, men jeg havde jo en aftale med den lille om at det skulle den og aftalen blev overholdt. Aldrig har jeg set så fantastiske billeder af et lille mirakel der bare tumlede rundt derinde og lavede kunstner. Vi sad begge og lo. Samtalen efter chokerede os dog lidt – min alder (34)  blev lagt sammen med et ret lavt hormon tal målt i uge 10 og en nakkefold der var lidt for bred og vi fik tallet 1:4. Egentlig havde jeg tænkt en flygtig tanke om at vi sikkert ville få et tal der hed 1:250 og det ville vi ikke gøre mere ved, men ellers havde jeg ikke skænket denne undersøgelse andre tanker end at barnet bare skulle være i live. Jordemoderen foreslog således at vi skulle komme ind ugen efter til en moderkage biopsi, hvor alle kromosomer bliver talt og man således ved om det er et barn med Downs og i øvrigt kønnet. Vi sagde ja til undersøgelsen, da Niller jo ret hurtigt kunne regne ud at vores risiko for et barn med Downs var større end risikoen for at abortere.

Ugen efter sad vi igen i venteværelset og da lægen tog imod os, brød jeg, der ellers aldrig græder, fuldstændig sammen. Kunne vi ikke måle nakkefolden igen, kunne vi ikke alt muligt… Lægen var ret cool og der var intet at gøre, men han gav os forskellige oplysninger som vi var glade for at vide. Undersøgelsen gik i gang men mislykkedes – barnet lå til den ene side og min cyste som jeg har haft i mange år til den anden side – så nålen kunne ikke nå moderkagen. Vi aftalte en tid præcis en uge efter, hvor man håbede at moderkagen var vokset så nålen kunne nå uden at ramme barn og cyste.

Der gik et par dage og så begyndte jeg at tænke klart… Jeg undersøgte alt muligt ang Downs og intet af det skræmte mig egentlig… Selvfølgelig håber vi alle på at få sunde og raske børn, men virkeligheden er bare, at alt sjældent går efter bogen. Alene i vores vennekreds har to forældre par allerede måtte lægge deres første fødte i jorden og mange andre vi kender har født sunde og raske børn men har senere måttet tumle med diverse diagnoser osv. Virkeligheden er bare at vi ingen garantier får her i livet andet end at vi må nyde hver dag vi har sammen. Jeg læste en artikel med en kvinde der hedder Eva, der var blevet gravid med deres tredje barn. De fik dårlige tal til NF og en moderkage biopsi viste at hun ventede sig en dreng med Downs. Hendes mand kunne ikke overskue konsekvenserne af dette, men Eva kunne ikke overskue at han skulle fjernes. Hun undersøgte alle muligheder hun kunne komme i tanke om at sidste mulighed i hendes verden var bortadoption, men at nogle ville adoptere et barn med Downs var åbenbart alt for urealistisk. Med pres fra hendes mand måtte hun i uge 16 afbryde hendes graviditet – hun fødte en dreng der bortset fra Downs var sund og rask. Jeg glemmer aldrig hendes historie og de billeder jeg så og jeg vidste med det samme at jeg aldrig ville være istand til at leve med at skulle tage en sådan beslutning.

Jeg tænkte og vidste med mig selv at jeg ikke kunne tage tilbage til moderkage biopsien ugen efter – jeg vidste bare det ville ende galt hvis jeg gjorde det. Alt strittede imod. Niller og jeg befandt os dog i hver vores lejr, hvilket jeg tror er normalt. Han har ingen børn og kender ikke følelsen. Det gør jeg såmænd heller ikke, men jeg kunne mærke de ting der skete med min krop og jeg havde taget min beslutning – jeg var nødt til at snakke med ham. Vi plejer at kunne snakke om alt, men dette var en svær snak. Udover at jeg måtte fortælle ham hvordan jeg havde det og at jeg ikke troede jeg var istand til at leve med at få det fjernet og derfor ikke syntes vi skulle få foretaget biopsien, så måtte jeg også samtidig give ham lov til at vælge. Jeg kunne ikke vælge hans liv fremover, så jeg gav ham grædende lov til at vælge mig og barnet fra – sådan at han ikke skulle føle at et evt handicappet barn var blevet trukket ned over hovedet på ham. Ingen af os skulle have lov at bebrejde hinanden fremover og denne løsning så jeg som eneste udvej.

Det tog ret hårdt på ham – men heldigvis har han også en god familie og gode venner at snakke med. Et par dage efter var han igen sig selv og havde heldigvis valgt både mig og barnet. Jeg ved at ligegyldigt hvad der sker – så skal Niller nok klare det. Han er stærk og fornuftig og fuld af kærlighed, så jeg er ikke bekymret – men jeg kan ikke træffe hans valg. Jeg havde som alternativ til moderkagebiopsien fundet en privatklinik der kunne fortage en ret tidlig misdannelses scanning med henblik på Downs. De tog imod os om lørdagen og jeg kunne således med et meget lettet hjerte melde afbud til moderkagebiopsien om mandagen.

Det var en ret dygtig jordemoder der tog imod os og hun målte alt hvad der kunne måles og undersøgte om alt der skulle være der også var i orden. Mange børn med Downs bliver født med hjertefejl, med korte lårben og uden et af næsebenene, blot for at nævne et par eksempler. Alt så perfekt ud og en sådan scanning viste at vi med 95% sandsynlighed ville få et sundt barn og med 5% sandsynlighed ville få et barn med Downs. Vi fik i øvrigt at vide uofficielt at hun syntes det lignede en pige, hvilket jeg måtte hovere lidt over – for hvad havde jeg sat fra starten:-)

Lægen på sygehuset havde istedet for moderkagebiopsien tilbudt os en tidlig misdannelses scanning i uge 17. Det ville højst sandsynligt være en udersøgelse magen til den vi allerede havde været til på privat klinikken, men man ville kunne se nogle ting tydeligere pga de uger der var gået – ca 3 uger ældre var barnet. Vi tog imod og for første gang tog jeg til en scanning uden at være bekymret. Lægen der scannede os er den eneste i Herning der laver denne type scanninger og hun fandt egentlig ud af det samme som vi havde fået at vide på privat klinikken. Hun bekræftede også at hun mente det var en pige. Dog fandt hun til sidst ud af at det så ud til at hun ville blive født med klumpfod på den ene fod. Dette var for os fuldstændig ligegyldigt og i forhold til alt muligt andet, betyder det absolut intet. Lægen var dog mere bekymret, fordi klumpfoden sammen med mine dårlige tal, kunne indikere at der var noget andet mere alvorligt i vejen, som fx kromosom fejl eller andet. Hun syntes vi skulle have foretaget en fostervandsprøve. En forstervandsprøve er der lidt større risiko ved end ved moderkagebiopsien og med vores held tør jeg simpelthen ikke løbe den risiko. Vi havde allerede for uger inden bestemt at tingene måtte være som de var – vi ville gerne tage imod undersøgelser men ikke hvis der var risiko ved dem. Da lægen er den eneste i Herning der foretager denne slags scanninger og skulle på ferie, ville hun havde sendt os af sted til Skejby for at få foretaget den næste scanning, som så er den man normalt kender som 20 ugers gennemscanning. Dog når hun at komme tilbage så hun tager imod os når jeg er 20+2 og så regner hun med man kan se lidt mere. Vi håber selvfølgelig ingen klumpfod der er, for vi ved at hvis hun ikke finder en klumpfod, så vil risikoen for alt andet også være mindre. Når det er sagt må jeg indrømme at jeg er meget afklaret med at vores pige er som hun er ligegyldigt hvad og vi glæder os meget til at møde hende. Og nå ja – har jeg i øvrigt fortalt jer jeg har termin nytårsaften:-)

babypige uge 13

I slipper altså ikke for et billede af lille pigen taget til NF i uge 13 (12+0).

Jeg kan mærke at jeg nu er begyndt at være lykkelig inden i og jeg glæder mig meget til at møde vores lille pige. Jeg glæder mig også meget til igen at have overskud til at dele tanker og gode ideer her på bloggen og jeg håber I vil følge med, selvom det næste stykke tid måske bliver lidt baby fikseret:-) Jeg har allerede nogle kreative indslag jeg glæder mig til at dele med jer og så har jeg en del kup af bla brugte ting, som jeg også gerne vil dele.

I går ankom svigermor i øvrigt – hun synes det nu var tid til at få malet babyværelset, selvom jeg har været bange for om det ikke var for tidligt. Hun er her også i dag og hele værelset er snart helt perfekt. Jeg kan mærke at jeg nu glæder mig til at kunne gå i gang med at indrette og faktisk passer det perfekt at vi gør det nu. Vi ved at jeg pga mit arbejde og ryg, nok ikke kan undgå at få en sygemelding, så faktisk er det jo skønt jeg så småt kan påbegynde nogle af forberedelserne mens jeg kan. Det skal nydes.

Babyværelse males

Svigermor og hendes pensel for fuld udblæsning – det er guld værd!

Det bedste sommerhilsner fra en der er glad og lykkelig igen – jeg håber også I er glade og lykkelige indvendig og ellers formår at få det ændret.

Dette indlæg har taget mig en del dage at publicere – jeg har været meget i tvivl om jeg skulle dele de meget personlige detaljer i vores liv. Omvendt ville der på min blog være et “hul” mellem et liv og et andet og det er en af grundene til at jeg har lagt det på bloggen. De færreste af os lever et lyserødt liv og vi kan lære af at dele med hinanden. Niller har godkendt indlægget – det er også ret personligt for ham.