Vielsesringe

I forbindelse med, at jeg fik et ægteskab af Niller i julegave, så skulle vi jo have et par vielsesringe. Han havde gjort det sådan, at han friede med “låne” ringe, fordi han syntes vi begge skulle vælge de ringe vi ville have. Det var jo egentlig en ret god tanke. Han havde også et andet ønske og det var at vi blev gift på hans fødselsdag – 3 uger efter jul, for et stort bryllup nu og her – eller i nærmeste fremtid – det er pengene og energien ikke lige til. Så tanken var at gå på rådhuset og så holde en fest senere (og også blive velsignet i kirken efter mit ønske).

Mellem jul og nytår gik vi således ind i Din Smykkebutik her i Brande, for at aflevere låneringene tilbage og vælge nogle nye. Det kunne ikke være så svært, for jeg havde en ret god ide om hvad jeg gerne ville have. Og jeg ville ikke have sådan nogle normale guldringe for det er ikke lige mig. Det jeg havde i tankerne til mig selv, var mere noget i retning af en “bolchering” eller en af de helt tynde ringe med noget bling bling på toppen. Det gik bare overhovedet ikke som jeg havde tænkt mig. For det første havde de slet ikke den slags ringe som jeg lige havde i tankerne og for det andet ville de slet ikke anbefale mig at vælge sådan en ring, fordi jeg ret hurtigt sikkert ville blive træt af at de hang i alting, at den var for høj, osv. Istedet for viste de mig nogle af de der vielsesringe som jeg ikke lige var til. De fortalte lidt om de forskellige, men jeg tror måske ikke helt jeg hørte efter. Ærlig talt så blev jeg sur og skuffet og gik hjem…

Dagen efter skulle jeg drikke kaffe med en veninde og da det næsten lige er ved siden af smykkebutikken, så gik vi lige derover for at se på de der “normale” vielsesringe, som jeg ikke ville have… Faktisk så fandt jeg et par, som jeg egentlig synes var okay. Der var sådan lidt retro over dem. Og lidt glad blev jeg, for så var der måske alligevel lys forude… Altså lige indtil en af de andre ekspedienter slukkede det, fordi hun var bange for jeg også ville blive træt af denne ringe. Den var nemlig ret tynd og skarp i kanten og hun var bange for den ville “skære” ned mellem mine fingre… Hmm… ja – det kunne der jo være noget om…

Senere beklagede jeg mig til min svigermor. Vi fandt ikke lige en løsning, men hun sagde, at hun jo stadig havde den vielsesring hun havde båret med Nillers far (de er skilt) og den måtte vi gerne få, hvis vi kunne bruge den til noget omsmeltning. Omsmeltning… hmmm… det vidste jeg ikke helt, det måtte jeg lige tænke over…

Et par dage efter kom jeg ind i smykkebutikken og jeg kom til at snakke med den første ekspedient om, at jeg havde tænkt over det hun havde sagt med de høje ringe, for jeg havde nogle “prinsesseringe” derhjemme, som jeg nærmest hang fast i alt med når jeg brugte dem. Snakken gik lidt frem og tilbage og hun fik sagt, at de jo kunne byttes til noget med en større sten eller til noget andet. En af mine ringe – en jeg har fået af min far da jeg blev 18 – er netop sådan en, hvor man kan få sat en større sten i med tiden. Jeg tænkte dog at tidsfristen for dette for længst var overskredet. Hun ville i øvrigt prøve at få nogle andre ringe hjem som jeg kunne se – nogle a la bolcheringe. Vi snakkede nemlig også om, hvordan “ekspedient nr 2″ havde sagt at jeg ikke måtte vælge en for tynd og skarp ring.

Nogle dage efter ankom bolcheringene og jeg ankom fluks til butikken. Efterhånden var jeg blevet dagens gæst! I forbindelse med at “ekspedient nr 1″ viste mig bolcheringene, begyndte “ekspedient nr 2″ også at blande sig i vores samtale. De gav mig begge gode råd om hvad de synes man skal lægge vægt på, for at sikre at man kan holde sin vielsesring ud på sigt. Og da jeg efterhånden ikke var sur længere og også havde tænkt over de tidligere råd, ja så var jeg nok lidt mere modtagelig. Ihverfald kunne jeg godt se deres pointer. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Jeg fik nævnt at vi måtte få svigermors ring og også at vi havde snakket om at “bytte” gamle ringe forleden. Samtalen udviklede sig og den ene ekspedient sagde, at der jo også var den mulighed, at vi kunne få lavet vores egne ringe. Fx få omsmeltet nogle gamle ringe eller metal, flytte sten eller hvad vi nu havde lyst til. Og eftersom at jeg i forvejen var ugens gæst, så gik jeg hjem og hentede de ringe som jeg ikke længere brugte, for at få dem vurderet. Da jeg stod med den ring min far havde givet mig til min 18 års fødselsdag, så kunne jeg godt mærke, at den kunne jeg ikke aflevere. Altså jeg brugte den ikke rigtigt længere, men at aflevere den, det føltes forkert. Der blev nu foreslået, at diamanten fra stenen kunne flyttes over i en ny sten, således at jeg stadig havde noget af ringen. Fra dette øjeblik kom vi pludselig på helt andre tanker angående vores vielsesringe.

Og således blev følgende afleveret til smykkeforretningen:

Bagerst – svigermors vielsesring fra hendes ægteskab med svigerfar. Således havde vi noget fra begge Nillers forældre.
Fra venstre – en ring i hvidguld med en diamant (brilliant) i, som jeg havde fået af min far da jeg blev 18. Diamanten skulle flyttes over i midten af min vielsesring og hvidgulvet skulle modregnes i vores pris. Denne diamant skulle symbolisere NIller. Et par øreringe i hvidguld med en diamant i hver, som min mor fik af min far da jeg blev født. Jeg huskede at hun altid havde disse på. Hver diamant skulle flyttes over i ringen på hver side af den første diamant og symbolisere mine to piger.
Til højre – tre ringe fra min “fortid” – en i guld og to i hvidguld, en med en diamant og to med halvædestene. Disse ringe skulle modregnes.
Nederst – et par guldøreringe jeg også havde fået af min far – disse skulle smeltes med sammen med svigermors vielsesring.

thumb_IMG_9874_1024

thumb_IMG_9884_1024

Da de forskellige smykker var indleveret, var det bare at vente på hvad der var af muligheder, da smykkebutikken skulle finde den bedste leverandør/guldsmed til denne opgave. Men da der nu kun var en uge til brylluppet – som kommunen i øvrigt havde godkendt med lynets hast – stod det klart at vi ikke havde ringe til selve dagen. Pyt – vi ville hellere have nogle der betød noget for os, som disse ville, senere.

Om natten drømte jeg, at jeg skulle sætte to månesten i min ring. Jeg ved ikke hvorfor, men dagen efter gik jeg ned i smykkebutikken og bad om dette. Jeg havde en ide om at de skulle sidde i midten af de tre diamanter. Så Niller i midten, en månesten på hver side af ham og pigerne yderst på hver side af månestenene.

Kort efter vores bryllup kom guldsmeden, der havde fået opgaven, forbi smykkebutikken og jeg blev kaldt derned. Jeg prøvede at forklare ham ideen med det hele og også at det var vigtigt det var de rigtige ting der blev omsmeltet, mens andre ting kun skulle modregnes og hvor vigtigt det var hvilke diamanter der var placeret hvor, af hensyn til symbolikken. Jeg kunne se han lavede nogle flotte ringe, han havde en del med han viste mig. Aftalen blev også, at vores ringe måtte være lidt tykke, pga diamanterne. Ligeledes aftalte vi bredden på ringene og at de skulle slibes sådan, at de rundede både på inderside og yderside. På den måde ville vi få den mest behagelige ring og også en ring (for mit vedkommende) der ikke hang fast i alt, fordi en sten stak op eller lignende. Han var dog ikke synderligt begejstret for mine tanker omkring månestenene. Det var ikke just noget han lige havde på lager og han ville hellere sætte nogle farvede diamanter i. Det er så ikke lige mig og til sidst aftalte vi, at han skulle sætte rosaquarts i.

Om natten føltes det helt forkert. Så næste dag måtte dagens gæst vende tilbage til butikken for at fortælle, at det med rosaquarts – som jeg ellers godt kan lide – ikke skulle i min ring, men månesten. Og det var ret vigtigt for mig, at det var den rigtige farve månedsten. Den måtte ikke være for mørk, blå eller gå – den skulle gerne være over i en grå,pudderrosa nuance. Noget vi i øvrigt var lidt bange for om en mand ville forstå.

Der gik kort tid, så kom de rå ringe hjem til afprøvning og de passede perfekt. Nu skulle de blot pudses færdig og så skulle der sættes sten i min. Men månestenene skabte lidt problemer. De skulle lige findes først og det blev de så på en rejse for kort tid siden. Så i går var der pludselig en besked om, at jeg kunne hente vores ringe. Jeg fik helt ondt i maven. Gad vide hvordan de så ud og hvordan med de månesten der – tænk hvis de var for blå og tænk hvis jeg aldrig kom til at elske min ring…

Jeg var næsten ved at græde da jeg fik den. For det første passer den perfekt. Jeg har aldrig haft en ring jeg sådan rigtig kan passe, fordi mine fingre er så små. Men denne passer og jeg skal ikke være forsigtig – den falder IKKE af. Og det med stenene er helt perfekt – månedstenene er i den helt rigtige farve. Ringene er rundet og skarver ikke og stenene hænger ikke i noget. De er så fine og jeg kigger konstant på min ring, der indeholder så megen symbolik og jeg er bare vild med den.

thumb_IMG_0628_1024

Min fine ring med så megen symbolik. Støbt af Nillers forældre og lidt af min far. I midten sidder diamanten fra min far, som symboliserer Niller. Ved siden af sidder to månesten, som jeg ikke endnu ved hvorfor skulle i stenen. Ved siden af sidder diamanterne fra min mor, som symbolisere begge piger. Og sidst men ikke mindst, så er en stor del af gildet betalt med noget af min “fortid” – det er da symbolik. Den her ring betyder mere end en alm købering nogensinde ville komme til. Jeg er så glad for den rådgivning vi fik i butikken og jeg er så glad for at de ikke bare solgte mig det første og bedste, men var ærlige og gav råd. Tusind tak!

ring1

Vores skønne ringe, som i øvrigt er meget pænere i virkeligheden. Jeg kan simpelthen ikke fange et godt nok billede af dem.

Tak til svigermor fordi hun kom på ideen med at omsmelte hendes ring og tak til vores forældre, fordi vi måtte smelte vores fortid sammen med vores nutid – længe leve jer og kærligheden!

Søde Kokospopcorn

I julen var der et familiemedlem der havde medbragt spændende lækkerier til en af juledagenes komsammen. En af poserne indeholdt nogle søde popcorn der smagte af kokos. Og det synes jeg jo faktisk er den helt rigtige sammensætning. De smagte så godt at jeg havde lyst til at proppe mig med hele posen, men der var jo andre til stede og også børn, så jeg var nødt til at prøve at beherske mig bare lidt. Forleden lavede jeg et lille eksperiment og det endte faktisk så godt, at flere af jer har bedt mig smide opskriften her på bloggen. Og den er super let og lige til at gå til – så her kommer den.

Du skal bruge:

1 dl sukker
4 dråber kokosolie
1/2 – 1 pose færdigpoppede popcorn

popcorn1popcorn5


popcorn
Tag en gryde og held sukkeret i og varm det langsomt op til det smelter. Du skal ikke røre i det, da det så kan klumpe og du må ej heller varme det for hurtigt, da det så bliver sort/mørkt.

popcorn2

Tilsæt nu kokosdråberne. Jeg bruger denne slags dråber. Det er kunstigt fremstillet – noget jeg normalt er imod. I dette tilfælde, har jeg dog ikke haft held med at finde noget der smager nok af kokos, til at det smager igennem. Denne er meget intens og derfor skal du også passe på ikke at tilsætte for meget.

popcorn7
Hæld de færdigpoppede popcorn op i sukkermassen og rør rundt så de bliver dækket. Det kan være lettere at gøre det over 2-3 gange, både for at få alle popcorn dækkede og for at få sukkermassen brugt (der skulle jo nødig gå lækre mundfulde til spilde).

popcorn8
Hæld popcornene ud på et stykke bagepapir – de er jo meget klæbrige.

popcorn9
Efter nogle minutter er temperaturen på sukker massen faldet så meget, at du med flad hånd kan “slå” ned på popcornene sådan at de deler sig fra hinanden.

popcorn10
Dine søde kokospopcorn er nu færdige og du kan hælde dem i en skål og give den gas!
Eller…

popcorn11
Husker du de gode gamle dage med Beverly Hills 90210, hvor de spiste softice med popcorn? Det var faktisk slet ikke så ringe endda. Tag den lige et skridt videre og prøv disse popcorn oven på vanille is. Ja – det er faktisk slet ikke så ringe endda… har jeg hørt…

God appetit!

Forresten – hvis du sidder og tænker at det kunne være en ide selv at poppe popcornene og gøre det direkte i sukkermassen, så var det en tanke jeg også selv fik. Det måtte være to fluer med et smæk… Men faktisk når sukkeret at blive ret mørk før kornene springer og sukker massen er VIRKELIG varm. Resultatet bliver ikke godt og jeg kan ikke anbefale dette. Hvis du gerne selv vil poppe dine popcorn, så gør det først og følg derefter denne opskrift. Husk dog at salte dem, da kombinationen med salg og sødt gør hele forskellen.

Om deleøkonomi og delebabytøj…

I en tid, hvor begreber som deleøkonomi, samkørselstjenester, Airbnb og sågar delehunde flyver om ørerne på os, kommer her mit andet sparetip. Det er ikke et jeg selv har fundet på og jeg tænker, at den familie der – for en del år siden – oprindeligt præsenterede mig for ideen, bare kaldte den “kassen med babytøj”…

“Kassen med babytøj” var en kasse der cirkulerede rundt i deres familie. Altså lidt ligesom at du arver fra din søsters børn og giver måske lidt videre til din veninde bagefter, dette var dog blot mere bevidst. De havde en fysiske papkasse som var fyldt med baby- og børnetøj. Når et nyt medlem af familien meldte sin ankomst, fik man så kassen til låns. I den fandt man alt det brugte tøj fra tidligere. Det der måske ikke kunne mere var blevet smidt ud, mens den nye familie helt sikkert ville bidrage med lidt nyt til kassen, ligesom mormor/farmor også bidrog til kassen i ny og næ med lækkert hjemmestrik i uld. Og således cirkulerede kassen rundt i familien. Og lur mig om ikke de rent faktisk havde mere end en, sådan at det var lidt størrelsesopdelt. Ideen minder meget om den, den unge virksomhed VIGGA er grundlangt ud fra. Altså her er tale om cirkulærøkonomi, hvis det skal lyde lidt fint. Ideen er rigtig fin og jeg ved at den pågældende familie havde stor glæde af den.

Min veninde og jeg deler også lidt babytøj, selvom det på nuværende tidspunkt vist mest er til min fordel. Det startede dog helt tilfældigt. For år tilbage blev hun gravid med hendes første søn. Kort inden termin, fandt de ud af at han var lidt mindre end forventet og for den praktiske del betød det, at alt det babytøj der indtil da var i hus, var meget for stort. Da jeg nogle år senere ventede Anemone og fandt ud af at hun havde Downs Syndrom og heller ikke var så stor, satte jeg mig ned en weekend inden og syede noget af mit eget tøj om til babytøj i str 45 til hende. Jeg fik ydermere fat i et par små bodyer og sådan lidt, nåede lidt småt hjemmestrik om aftenen og således var hendes beklædning slet ikke til at klage over – ihvert fald ikke størrelsesmæssigt ;) Da min veninde året efter var højgravid med deres datter, tænkte vi at hun højst sandsynligt måske heller ikke ville sætter rekorden i “tungeste baby”. Derfor spurgte jeg hende om hun ville låne noget af det tøj, jeg brugte til Anemone i starten og det ville hun gerne. Da jeg afleverede det til hende, sagde jeg dog, at det kun var til låns, for hvad nu hvis jeg skulle være så heldig at blive mor igen og jeg ville føde for tidligt eller noget i den dur. Så aftalen var, at tøjet var til låns. Og dårligt nok havde vi givet hinanden hånd på dette, før Lilje havde fundet vej til vores familie. Vi fik en kæmpe pose babytøj retur – både det de havde lånt, men også en masse nyt i str 56-68 fra deres datter. Dette måtte vi så låne. Jeg havde en masse fra Anemones tid, men egentlig var det lækkert at kunne se på lidt nyt (nyt brugt). Og sådan har vi faktisk lånt af hinanden indtil nu. Jeg har ikke bidraget med så meget her til sidst, da begge mine piger nu bruger en mindre tøjstørrelse end deres datter, men når jeg en sjælden gang har haft tid, kan jeg køre et par bukser eller to gennem maskinen.

Så mit næste sparetip går simpelthen på, at dele med en du deler tøjsmag med, hvis altså det har en betydning. Det har det nok for mig. Ikke at jeg går op i mærket i nakken, men jeg kan være ret kritisk i forhold til looket – men det ved de fleste vist efterhånden. Sådan noget som hvordan man behandler tøjet kan måske også være afgørende for hvem du vil dele med og der kan være andre ting. Men på den måde er det måske også lettere at få råd til lidt lækkert indimellem,  når der deles om det.

Og står du netop og mangler lidt brugt – måske til en delekasse – eller bare til dig selv. Så kommer meget af vores deletøj snart til salg. Lilje er nemlig vokset ud af de første størrelser og mon ikke hun snart er videre i den næste også. Hun har nemlig travlt med at blive stor. Er du interesseret, så følg vores salgsprofil på Instagram der hedder @anemone_saelger_ud eller min private profil @susanblomstrand – så skal jeg nok gøre opmærksom på hver gang der kommer nyt til salg.

delebabytoej